Temabeskrivelse
Det tager mange år at uddanne skuespillere. Nogle få bliver stjerner, som folk gerne vil se – næsten uanset hvad de medvirker i. I modsætning hertil er amatørteater – f.eks. skolekomedier – noget, der som regel kun ses af aktørernes venner og familie.
En markant undtagelse fra dette er teatret Fix + Foxy med Tue Biering som drivkraft. Fix + Foxy sætter gerne forestillinger op på de store teatre i konkurrence med andre forestillinger, men med amatører på scenen. I nogle tilfælde sker det endda med de medvirkende egne historier som ”manuskript”.
Dette tema indeholder anmeldelser af tre af Fix + Foxys forestillinger: “My Deer Hunter”, “Vi de 1 %” og “Mod alle odds”. De handler henholdsvis om krigsveteraner, samfundets økonomiske elite, samt samfundsmæssige statistikker og prognoser om børns udvikling. I alle tre tilfælde spiller amatører – krigsveteraner, folk fra forskellige sociale grupper, og børn – de væsentligste roller i stykkerne.
I forhold til faget dramatik er temaet derfor velegnet til at analysere og diskutere grundlæggende principper for reception af og erkendelse gennem kunst, såvel som grundlæggende begreber, teknikker og metoder, som knytter sig til arbejdet med teater.
Temaet kan desuden bruges til værklæsning i faget dansk, da Fix + Foxy har gjort hele forestillingen “My Deer Hunter” tilgængelig på Vimeo. Der er også videodokumentation af projekterne, som er tilgængelige for research, presse og samarbejdspartnere. Der er desuden som regel muligt at se en af Fix + Foxys opsætninger i løbet af et skoleår. Den konkrete spilleplan er på teaterets hjemmeside..
Faglig anvendelse
Temaet kan anvendes i dansk og dramatik.
I forhold til dansk berører det følgende dele af kernestoffet:
- Værklæsning – i form af et opført drama
- Litterære perspektiver – i form af litteratur-, kultur-, og bevidsthedshistoriske perspektiveringer af tekster
I forhold til dansk bidrager det til at opfylde følgende dele af de faglige mål:
- analysere, fortolke og perspektivere fiktive og ikke-fiktive tekster i alle medier
I forhold til dramatik berører det følgende dele af kernestoffet:
- grundlæggende principper for udvikling og realisation af en scenisk idé
- grundlæggende principper for reception af og erkendelse gennem kunst
- grundlæggende begreber, teknikker og metoder der knytter sig til arbejdet med fysiske udtryk, dialoger, improvisation og rollespil
- mindst to væsensforskellige teatertraditioner med indbyrdes historisk spredning
I forhold til dramatik bidrager det til at opfylde følgende dele af de faglige mål:
- skabe og forstå konkrete sceniske udtryk, analysere egne og andres sceniske udtryk med centrale fagbegreber og reflektere over den skabende proces og produktet
- forstå og anvende centrale teknikker fra forskellige scenekunsttraditioner
- demonstrere viden om fagets identitet og metoder
- behandle problemstillinger i samspil med andre fag
POV artikler
Fælles arbejdsspørgsmål til de tre artikler:
- Teksterne er anmeldelser af 3 forskellige forestillinger over 4 år. Analyser om der er elementer, der bliver fremhævet ved alle tre forestillinger
- Sammenlign amatørernes roller på scenen
- Diskuter de medvirkendes andel i fortællingen i modsætning til at formidle instruktørens/dramatikerens vision
- Teatret Fix + Foxy skriver på deres hjemmeside om sig selv: “Vi adresserer den tid, vi lever i, ved at involvere vores publikum og fortælle historier om de mennesker, som skaber vores samfund. Vi inviterer folk på scenen, som sjældent bliver præsenteret eller repræsenteret i scenekunsten, fordi vi tror på, at vi kan gøre en forskel, når mennesker mødes ansigt til ansigt.” Redegør for forskelle og ligheder mellem Fif + Foxys opsætninger og “traditionelt teater” med professionelle skuespillere. Analyser hvilke mulige konsekvenser Fix + Foxys tilgang til teater kan have for publikums “kontrakt” med teaterformen
- Alle tre forestillinger kan ses som ”politisk teater” eller i hvert fald teater om aktuelle samfundsproblemer. Analysér forskelle/paralleller til f.eks. Brechts dramatik og ”opdragende” teater som agitprop. Diskuter om et virkelighedsnært møde med amatører på scenen vil appellere til dig – frem for andre genrer og måske stjerner på scenen
- Se videooptagelsen af hele forestillingen “My Deer Hunter”, som du finder under “Supplerende links” nedenfor
- Redegør for den fortællemæssige opbygning af historien i teaterstykket
- Redegør for de(n) grundlæggende historie(r) i “My Deer Hunter”
- Analyser hvilke genretræk der er til stede i “My Deer Hunter”
- Analyser om “My Deer Hunter” skal betragtes som fiktion, fakta eller noget helt tredje
- Se de fælles arbejdsspørgsmål til alle tre artikler
- Se de fælles arbejdsspørgsmål til alle tre artikler
Supplerende links
Link til Fix + Foxy hjemmeside
Videooptagelse på Vimeo af forestillingen “My Deer Hunter” af Fix + Foxy




og