Når Airforce One i eftermiddag lander i bjergbyen Davos, hvor præsident Donald Trump skal tale sidst på dagen, bliver han mødt med det første “nej tak” til sin ide om at overtage kontrollen med Grønland. Kigger han ud af vinduet under indflyvningen, vil han se et “No Imperialism” i sneen.

Trump har været programsat til at tale klokken 14.30, men det bliver formentlig senere, da Airforce One havde tekniske problemer kort efter afgang og måtte vende tilbage til Washington. Nu er han ifølge medierne i luften og godt på vej.
Der ingen tvivl om, at Donalds Trumps ønske om at fravriste kontrollen over Grønland fra sin NATO-allierede, Danmark, vil fylde en del i talen og i de møder, stats- og regeringschefer samt andre magthavere forsøger at få i stand.
Det kommer til at overskygge Trumps oprindelige planer om at tale om amerikansk økonomi foran alverdens ledere, skriver AP. Men de seneste døgn er de arktiske ambitioner og drømme taget til.
Europæiske statsledere frygter, at kontroversen om Grønland kan ende med, at NATO-alliancen falder fra hinanden. Den kan næppe holde til, at ét NATO-land truer med at angribe et andet. Sidst har Trump truet Danmark og syv andre europæiske lande med ekstra told på import af deres varer, fordi de afviser hans krav om at eje Grønland “af hensyn til USA’s sikkerhed”.
De otte lande bliver pålagt ekstratold på 10 procent fra 1. februar og stiger til 25 procent i juni med mindre de skifter holdning og hjælper USA med at annektere den arktiske ø. I går aftes, før han tog i lufthavnen for at flyve til Europa, spurgte journalister ifølge CNN, om hvor langt Trump var villig til at gå for at få sin vilje. “Det vil I finde ud af”, lød svaret.
Europa er “helt klar til om nødvendigt at reagere” på truslen om ekstratold, sagde EU-kommissionens chef, Ursula von der Leyen i går i sin tale i Davos. Den Franske præsident Emmanuel Macron konkretiserede i sin tale med forslag om hævntold. Det er en mekanisme i EU-lovgivningen, som blev vedtaget i 2023, og som populært omtales som “handelsbazookaen”, skriver BBC.

Grønlandske politiske ledere fastholder, at de ikke har noget som helst ønske om at blive amerikanere, men heller ikke det får Trump til at skifte holdning.
Ifølge BBC’s økonomiredaktør, Faisal Islam, er den amerikanske præsident som en “anden sherif” på vej til Davos med sin nye verdensorden under armen. Men der er “tydelige tegn på, at det meste af verden er klar til at slå igen”, skriver økonomiredaktøren på BBC News.
Den amerikanske finansminister, Scott Bessent, har i sin tale i Davos rådet verden til at vente på Trump og høre, hvad han faktisk har at sige.
Men det vil næppe ske, skriver Faisal Islam. “Dette er et afgørende øjeblik for verden, og måden den bliver ledet på”. Han tilføjer: “Verden er i alarmberedskab og klar til at reagere”.
Både den franske præsident og Canadas premierminister har i deres taler refereret til “nykolonialisme”. Det har talt om åbenlyst mobberi og om behovet for, at resten af verden står sammen.
Læs BBC, AP og CNN
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og