Syrien holdt i går sit første parlamentsvalg siden diktatoren Bashar al-Assad, som regerede landet i et kvart århundrede, blev afsat for ti måneder siden. Valget er af medier blevet beskrevet som “historisk”, men bliver også kritiseret for at være udemokratisk.
Det nye parlament, Folkeforsamlingen, får 210 medlemmer, men der er ikke tale om direkte valg. To tredjedele af pladserne bliver valgt af regionale valgkollegier, mens de resterende 70 pladser udpeges af den midlertidige præsident Ahmed al-Sharaa. Det vil ifølge kritikere styrke hans greb om magten, skriver Reuters. Om valget kan blive et vendepunkt for de krigsplagede syrere, eller det blot vil cementere den nye ledelses magt, er ifølge BBC uvist.
Alle politiske partier blev opløst, da Assad faldt, og The Guardian skriver, at flere end 1.500 kandidater derfor stillede op som medlemmer af valgkollegierne. Kun 14 procent af kandidaterne er kvinder, og der findes ingen minimumskvoter for kvinder eller minoriteter. Organisationen Syrians for Truth and Justice påpeger i en analyse af valgprocessen, at al-Sharaa også udpeger afløsere, hvis et medlem træder ud af Folkeforsamlingen eller bliver diskvalificeret.

Ifølge en række syriske civilsamfundsorganisationer, som Al Jazeera har talt med, betyder modellen, at al-Sharaa kan bruge valget til at skabe et loyalt flertal for sig selv. “Du kan kalde processen, hvad du vil, men ikke et valg”, har Bassam Alahmad fra Syrians for Truth and Justice udtalt til AFP.
Desuden blev der ikke afholdt valg i tre provinser, hvor Syriens minoritetsgrupper holder til. Det gælder blandt andet Raqqa og Suweida, hvor kampe mellem regeringsstyrker, kurdiske militser og drusiske grupper ifølge BBC gør afstemninger umulige.
Præsident al-Sharaa, som leder den sunni-islamistiske gruppe Hay’at Tahrir al-Sham (HTS) hvis offensiv var afgørende for Assads fald fra magten i december 2024, har kaldt afstemningen “et historisk øjeblik”. Ifølge Al Jazeera har han i en tale forklaret syrerne, at den nye forsamling skal “vedtage de nødvendige love for at bringe Syrien fremad”.
Sharaa har forsvaret sin valgmodel med, at mange har mistet deres personlige dokumenter eller lever i eksil på grund af 13 års borgerkrig. FN vurderer, at omkring en million syrere er vendt hjem efter Assads fald, men der er forsat millioner, som er flygtet til udlandet eller er internt fordrevne.
Ifølge Al Jazeera’s korrespondent Osama Bin Javaid ser mange syrere valget som et skridt i den rigtige retning, selvom processen er langt fra de standarder, et demokrati fordrer. Han noterer, at “der er ingen kampagner, ingen partier, men folk føler, at dette er deres første smag af et valg efter seks årtier med Assad-familiens styre”.
Folkeforsamlingen står over for enorme udfordringer: økonomien er i ruiner, landet er opdelt mellem forskellige væbnede grupper, og millioner mangler repræsentation. I løbet af sin 30-måneders mandatperiode skal den også udarbejde en ny forfatning og en ny valglov.
Ifølge Al Jazeera er stemmeoptællingen i gang i flere distrikter, og resultatet ventes senere i dag.
Læs Al Jazeera, BBC og The Guardian
Rapport om valgsystemet. Syrians for Truth and Justice
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og