USA indfører med øjeblikkelig virkning et stop for al behandling af indvandringsansøgninger fra 19 lande, overvejende muslimske og afrikanske lande. Det oplyste det amerikanske indenrigsministerium den 2. december. Suspensionen omfatter både Green Card, asylansøgninger og ansøgninger om statsborgerskab og rammer blandt andet borgere fra Afghanistan, Somalia, Syrien og Nigeria.
Ifølge Reuters gælder beslutningen både nye og allerede indsendte ansøgninger. Alle sager sættes i bero og vil senere blive genoptaget med skærpede sikkerhedskrav. “Vi prioriterer amerikanernes sikkerhed og vil sikre, at ingen får adgang til USA uden grundig baggrundskontrol”, udtaler en talsmand for ministeriet.
Indgrebet er en direkte reaktion på et angreb i Washington D.C. den 18. november, hvor en 24-årig mand med afghansk statsborgerskab åbnede ild mod to medlemmer af Nationalgarden. Den ene, 20-årige Sarah Beckstrom, døde senere af sine kvæstelser, mens den anden, 24-årige Andrew Wolfe, fortsat er indlagt i kritisk, men stabiliseret tilstand. Ifølge TIME kom gerningsmanden til USA i 2021 gennem et humanitært program.
Tiltaget har udløst skarp kritik fra borgerrettighedsorganisationer og demokratiske politikere, som kalder det diskriminerende og i strid med forfatningen. “Dette er et ekko af det muslimske indrejseforbud fra 2017”, siger ACLU-direktør Anthony Romero til Al Jazeera.
Listen over de 19 berørte lande er endnu ikke offentliggjort, men lækkede dokumenter antyder, at de fleste ikke har visumfri adgang til USA. Et dekret fra juni 2025 havde allerede indført restriktioner på turist- og forretningsrejser fra flere af landene.
Indrejsepausen gælder foreløbigt frem til 1. juni 2026, hvorefter hele systemet for lovlig indvandring skal evalueres.
USA er et af verdens største modtagerlande af immigranter. I 2023 udstedte landet omkring 1 million Green Cards, og over 60.000 personer fik tildelt asyl. Omkring 13,9 % af den amerikanske befolkning er født i udlandet, svarende til godt 46 millioner mennesker. Immigration har historisk været en væsentlig drivkraft bag befolkningsvækst og økonomisk udvikling i USA.
Læs mere hos Time, Reuters og Al Jazeera.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.