Luftfartsselskabet Air India bekræfter, at passageren, der sad i sæde 11A, har overlevet, mens 241 er omkommet, efter at et af deres fly forulykkede i går kort efter afgang fra byen Ahmedabad på vej mod London.
Manden, der overlevede, slap ud af flyet via en nødudgang, før Boeing 787-8-flyet styrtede ned i et beboelsesområde. Han er indlagt og bliver behandlet på et lokalt hospital, skriver Al Jazeera.
En luftfartsekspert siger til BBC, at det er ”næsten uforklarligt”, hvordan passageren kunne slippe med livet i behold. Moderne fly er designet, så alle har lige chance for overlevelse ved styrt. ”Af den grund er der enten et stort antal overlevende, eller ingen overlevende, fordi ulykken var for alvorlig”, siger Guy Gratton, som er associeret professor ved Cranfield University.
Pårørende har natten igennem samlet sig ved det lokale hospital for at aflevere DNA-prøver, så de omkomne kan identificeres. Ifølge AP var der 169 indere, 53 briter, syv portugisere og én canadier om bord på flyet.
Flyet styrtede ned i en bygning, der huser medicinstuderende, og flere af dem blev også dræbt.
Ifølge AP besøgte den indiske premierminister Narendra Modi ulykkesområdet i går aftes. Han talte kort med den overlevende fra flyet samt flere af de personer, der blev kvæstet, da flyet faldt ned og brød i brand.
De indiske luftfartsmyndigheder er sammen med blandt andre ekspertteam fra USA og Boeing i gang med undersøgelser, der måske kan forklare årsagen til styrtet. Foreløbig har man fundet den ene af de såkaldte sorte bokse, som registrerer alle handlinger og optager samtaler i cockpittet.
AP skriver, at der er omkring 1.200 fly af samme type i verden. Boeing har haft problemer med sikkerheden med andre flytyper, men det er første gang, et 787 Dreamliner er forulykket, siden flyet blev sendt på markedet for 16 år siden.
Følg opdateringer om flystyrtet på BBC
Følg opdateringer om flystyrtet på AP
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.