Jagten på en mand eftersøgt for drab på politikere, omfattende demonstrationer mod Trumps immigrationspolitik og uro i Mellemøsten overskyggede i weekenden præsident Trumps store militærparade i Washington.
Politiet i Minneapolis, Minnesota meddelte sent søndag amerikansk tid, at de havde afsluttet den største menneskejagt i delstatens historie. Den 57-årige mand, der menes at stå bag drabene lørdag morgen på en politiker og hendes ægtefælle samt drabsforsøg på en anden politiker og dennes hustru, er nu anholdt. I hans bil fandt politiet lister, der kunne tyde på, at han havde planlagt yderligere angreb i fem andre delstater.
Sagen blev kendt, netop som amerikanere i op mod 2000 byer i hele USA gik på gaden lørdag omkring middag i de hidtil mest omfattende protester mod præsident Donald Trumps immigrationspolitik. Demonstrationerne forløb i det store hele fredeligt.
Trump havde ellers håbet, at nationen lørdag ville være med til at fejre den amerikanske hærs 250-års fødselsdag (og Trumps egen 79-års fødselsdag) med en storstilet militærparade i Washington. Men begivenhederne rundt i landet, regn i Washington og de gensidige angreb mellem Israel og Iran løb med opmærksomheden, konstaterer POV’s USA-korrespondent, Annegrethe Felter Rasmussen.
”Timingen har været ringe for Trump. Og protestmarcherne samlede jo også langt flere mennesker, end hans militærparade kunne mønstre. Så alt i alt blev det næppe den gode tv-oplevelse, han sikkert havde sat næsen op efter”, skriver Annegrethe Felter Rasmussen.
Søndag har Trump givet immigrationspolitiet ICE ordre til at skrue op for deporteringen af immigranter fra demokratisk-ledede byer som Los Angeles, Chicago og New York.
Se NPR’s overblik over demonstrationer og parade, læs om Trumps seneste ordre hos Associated Press og se CNN’s liveblog om sagen fra Minnesota.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.