I hvert fald er flere EU-lande utilfredse med, at håndhævelsen af reglerne i The Digital Services Act (DSA) går alt for langsomt. Reglerne er løbende trådt i kraft siden 2022. Når EU’s ministre med ansvar for telekommunikation og digitale tjenester mødes i Bruxelles i dag, står emnet højt på dagsordenen.
Især Frankrig ønsker, at emnet prioriteres, efter det kom frem, at børnelignende sexdukker og våben er blevet solgt via platformen Shein. Præsident Emmanuel Macron har gentagne gange beklaget de langsomme reaktioner over for regelbrydere, skriver POLITICO.
Den cypriotiske digitalminister, Nicodemos Damianou, lægger yderligere pres på: “Jeg er enig med præsident Macron og alle andre, der siger, at det går for langsomt. Vi vil sætte fart på.” Med det mener Damianou, at der kommer mere fokus på DSA, når Cypern overtager EU-formandskabet fra Danmark i det nye år.
De europæiske ambitioner om mere effektiv regulering har løbende kollideret med en stadig hårdere kurs i Washington. Ifølge Eunews angreb Donald Trump allerede i august i et opslag på Truth Social de “digitale skatter, lovgivning, regler og regulativer”, som ifølge præsidenten “skader eller diskriminerer amerikansk teknologi”.
Han truede samtidig med at straffe “enhver stat”, der begrænser amerikanske tech-virksomheder eller indfører reguleringsmæssige begrænsninger.
I september beskrev blandt andre den franske avis Le Monde, hvordan en ny – “omend ufuldkommen” – toldaftale, som EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen havde indgået med Trump, skulle give “stabilitet og forudsigelighed” i handelsrelationerne. Blot fire dage senere “knuste præsidenten de europæiske forhåbninger med ét skingert budskab”: Der kommer “betydelige ekstra toldsatser” for lande, som ikke makker ret.
I oktober fortalte Donald Trump, at Apple-chefen Tim Cook angiveligt havde ringet til ham og brokket sig over EU’s bøder. Især var han bekymret over, at EU havde beordret Apple til at betale 13 milliarder i udestående skat til Irland i september.
Europa-Kommissionen har indtil videre afvist Trumps kritik. Talskvinde Paula Pinho siger, at EU “har ret til at regulere økonomiske aktiviteter på sit territorium” og understreger, at DSA og andre digitale regler ikke var en del af toldaftalen med USA.

Det er ikke alle, der er enige i kommissionens vurdering. Medlem af Europaparlamentet for Renew, Sandro Gozi, siger med reference til von der Leyens toldaftale, at Trumps trusler blot viser, at “der aldrig var en aftale – kun en våbenhvile”.
Dagens ministermøde ventes dermed at blive sat ind i en større geopolitisk ramme: Sidst på eftermiddagen vil der være et pressemøde, hvor blandt andre Caroline Stage Olsen, som er den danske minister for digitalisering og formentlig andre af deltagerne i dagens møde giver et bud på regler for den globale digitale økonomi.
EU’s Digital Services Act (DSA)
-
Reglerne er proportionale og rammer store virksomheder hårdest.
-
Kravene er strengest for onlineplatforme (VLOPs) og søgemaskiner (VLOSEs) med over 45 millioner aktive bruger. De har et særligt ansvar for e-handel, informationsspredning og udveksling af meninger og ideer.
EU’s liste over store VLOPs og VLOSE:
AliExpress, Amazon Store, AppStore, Bing, Booking.com, Facebook, Google Play, Google Maps, Google Search, Google Shopping, Instagram, LinkedIn, Pinterest, Pornhub, Shein, Snapchat, Stripchat, Temu, TikTok, Wikipedia, X (tidligere Twitter), XNXX, XVideos, YouTube, Zalando
Virksomheder med over 45 millioner aktive brugere kan få bøder på op til 6 % af deres globale omsætning.
Virksomheder under 45 millioner aktive brugere skal sanktioneres i henhold til EU-landenes nationale lovgivning.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og