USA’s præsident Donald Trump har sat fem store havvindprojekter ud for USA’s østkyst på pause med henvisning til national sikkerhed. Beslutningen rammer danske interesser hårdt, herunder Ørsted og Vestas, og sendte mandag aktierne i begge selskaber markant ned.
Ifølge USA’s indenrigsministerium skyldes pausen bekymringer om, at store havvindmøller kan forstyrre militære radarer og gøre det vanskeligere at opdage og identificere potentielle trusler i luftrummet. Indenrigsminister Doug Burgum oplyser, at der er tale om “nationale sikkerhedsrisici”, som fremgår af nyligt færdiggjorte, men klassificerede rapporter, skriver Reuters.
Major Karsten Marrup fra Forsvarsakademiet siger til TV2, at roterende vindmøllevinger kan skabe såkaldte blinde vinkler i radarovervågningen. Han vurderer, at havvindmøller kan genere de radarer, der bruges til luftrumsovervågning, og dermed skabe områder, hvor det er vanskeligt at opdage fly.

De berørte projekter er allerede langt fremme, og aktieanalysechef Jacob Pedersen fra AL Sydbank vurderer, at pausen kan få store økonomiske konsekvenser, og siger til DR, at beslutningen kan blive meget dyr for Ørsted. Mandag faldt Ørsted-aktien med over 12 procent, mens Vestas faldt omkring fem procent.
TV 2’s erhvervsanalytiker Jens Nymark vurderer, at markedets reaktion afspejler både den økonomiske usikkerhed og præsidentens kendte modstand mod vindenergi. Han kalder beslutningen “et rent mareridt” for Ørsted og peger på, at Trump grundlæggende er imod vindmøller.
Ørsted oplyser i en pressemeddelelse, at selskabet vil efterleve påbuddene fra de amerikanske myndigheder og suspendere alle aktiviteter i 90 dage. Samtidig vil selskabet vurdere alle muligheder for hurtigt og effektivt at få sagen løst, herunder dialog med myndighederne og overvejelser om eventuelle juridiske skridt.
Beslutningen har udløst kritik fra flere amerikanske delstater. Connecticuts guvernør Ned Lamont kalder pausen “ugennemtænkt” og advarer om, at den vil presse elpriserne op i Connecticut og resten af regionen. “Virksomheder og borgere har brug for økonomisk forudsigelighed, men med administrationens konstante stop og start får de det stik modsatte”, siger han ifølge BBC.
Reuters peger samtidig på, at Trump tidligere har forsøgt at standse havvindprojekter, som senere er blevet genoptaget efter retlige afgørelser.
Læs mere her DR, TV2, Reuters og BBC
Læs pressemeddelelsen fra Ørsted
USA har sat lejekontrakterne for fem store havvindprojekter ud for østkysten på pause:
– Sunrise Wind: Udvikles af Ørsted ud for New York
– Revolution Wind: Udvikles af Ørsted og partner ud for Rhode Island og Massachusetts
– Empire Wind: Udvikles af Equinor ud for New Jersey – Vestas leverer vindmøller
– Vineyard Wind 1: Udvikles af Copenhagen Infrastructure Partners og Iberdrola ud for Massachusetts
– Coastal Virginia Offshore Wind: Udvikles af Dominion Energy ud for Virginia
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og