USAs præsident Donald Trump advarede mandag Hamas om, at der vil være “helvede at betale”, hvis den militante bevægelse ikke lader sig afvæbne som led i den næste fase af våbenhvilen i Gaza. Udmeldingen kom, da Trump tog imod Israels premierminister Benjamin Netanyahu til samtaler i Florida, skriver BBC.
“Hvis de ikke afvæbner sig, som de har forpligtet sig til, så vil der være helvede at betale for dem”, sagde Trump på et fælles pressemøde. “Der er nødt til at være afvæbning. Det er helt afgørende”, understregede præsidenten.
Trump sagde samtidig, at han ønsker at komme videre i processen “så hurtigt som muligt”, og han afviste kritik af Israels rolle i våbenhvilen. “Israel har levet op til planen 100 procent”, sagde han.
Våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas trådte i kraft i oktober, men vejen mod fase to beskrives som både politisk og praktisk vanskelig. Ifølge planen skal Gaza være et demilitariseret område og administreres under international overvågning. En teknokratisk palæstinensisk komité skal overtage den daglige ledelse, mens israelske styrker trækker sig tilbage.
Men flere centrale elementer er fortsat uafklarede. Israel har ifølge kilder brugt lang tid på at godkende medlemmerne af den palæstinensiske komité, og en international stabiliseringsstyrke, som skal stå for sikkerheden, er endnu ikke etableret. Ifølge en vestlig diplomat er der “en enorm kløft” mellem USAs og Israels syn på styrkens rolle og den opfattelse, som deles af andre lande i regionen og Europa, der frygter, at styrken i praksis vil fungere som en besættelsesmagt, skriver AP.
Hamas har på sin side sagt, at bevægelsen er villig til at diskutere at “fryse eller oplagre” sine våben, men fastholder, at den har ret til væbnet modstand, så længe Israel besætter palæstinensisk territorium.

Israels premierminister Benjamin Netanyahu fastholdt efter mødet, at Israel ikke vil acceptere, at Hamas bevarer militære kapaciteter i Gaza. “Israel er fast besluttet på at sikre, at Gaza ikke længere udgør en trussel mod vores sikkerhed”, sagde han ifølge AP.
Trump rettede samtidig en direkte advarsel mod Iran og sagde, at USA er parat til nye militære angreb, hvis Teheran forsøger at genopbygge sit atomprogram.
“Hvis det bekræftes, så kender de konsekvenserne – og de vil være meget hårde, måske hårdere end sidst”, sagde Trump.
Iran har afvist anklagerne og advaret om et “øjeblikkeligt og hårdt svar”, hvis der kommer nye israelske eller amerikanske angreb, skriver BBC.
Læs mere hos AP, BBC og Jerusalem Post
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og