Vælgerne i Nederlandene går i dag, 29. oktober 2025, til stemmeurnerne i et parlamentsvalg, der tegner til at blive en tæt dyst mellem Geert Wilders’ højreorienterede Frihedsparti (PVV) og centrum-venstre-alliancen GroenLinks-PvdA, ledet af tidligere EU-kommissær Frans Timmermans.
Ifølge de seneste meningsmålinger står PVV til mellem 24 og 28 mandater, mens Timmermans’ blok spås at få mellem 22 og 26. Valget kommer efter regeringens sammenbrud i juni 2025, hvor premierminister Dick Schoofs teknokratiske koalition gik i opløsning som følge af uenighed om asylpolitikken.
Time Magazine vurderer, at det er usikkert, hvem der kan samle et flertal, da PVV ikke har nogen oplagte koalitionspartnere. De fleste partier har på forhånd afvist at samarbejde med Wilders, som er kendt for sin hårde retorik mod islam og indvandring. Meget tyder derfor på, at den næste premierminister enten bliver Frans Timmermans eller Rob Jetten, leder af det liberale parti D66.
Valgkampen har især handlet om boligkrisen, sundhedsvæsenet og migrationspolitikken. Under en afsluttende tv-debat mandag aften sagde Timmermans, at valget handler om, hvilken retning landet skal tage, om det skal tilbage til splittelse eller frem mod sammenhold. Ifølge The Guardian er usædvanligt mange vælgere stadig i tvivl på selve valgdagen, hvilket kan få afgørende betydning for resultatet.
Ved valget i november 2023 blev PVV det største parti med 37 mandater, men formåede ikke at samle et flertal. I stedet blev der dannet en teknokratisk regering med Dick Schoof i spidsen i juli 2024. Den holdt dog kun i knap et år.
Den politiske fragmentering i Nederlandene er vokset markant i de senere år, og intet parti ventes i dag at få mere end 20 procent af stemmerne. Ifølge tænketanken Robert Schuman Foundation er det politiske landskab mere splittet end nogensinde, hvilket kan føre til langvarige og vanskelige forhandlinger om at danne ny regering.
Den først exitpoll offentliggøres af den statslige nyhedskanal NOS kort efter valgstederne lukker kl. 21.00. Et mere nøjagtigt valgresultat forventes at foreligge omkring midnat.
Læs mere hos NOS og Dutch News samt i The Guardian, Politico.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og