Syrien blev i går medlem af den internationale koalition mod Islamisk Stat (IS), hvilket markerer et betydeligt skifte i USA’s udenrigspolitik i Mellemøsten. Beslutningen blev offentliggjort i går efter at den syriske præsident Ahmed al-Sharaa besøgte den amerikanske præsident i Det Hvide Hus.
Ifølge BBC signalerer Syriens medlemskab, at Washingtons har viljen til at genoprette forbindelser med den krigshærgede nation, skriver BBC.
Den 43-årige al-Sharaa var som den første syriske præsident nogensinde på statsbesøg i USA. I sig selv historisk men også bemærkelsesværdigt, fordi han indtil for nylig var eftersøgt for terrorisme, og der var udlovet dusør på 10 millioner dollars for at anholde ham.
Den væbnede oprørsgruppe, som han sidste år brugte til at vælte Syriens diktator gennem et kvart århundrede, havde indtil 2017 forbindelse til Al Qaida, som stod bag terrorangrebene på New York og Washington den 11. september, 2001. Det undlod Donald Trump at nævne.
“Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at gøre Syrien til en succes”, sagde Trump til journalister efter mødet og roste al-Sharaa for at være en “stærk leder”. På et spørgsmål om al-Sharaas fortid anerkendte Trump dog, at den var kontroversiel: “Vi har alle haft hårde fortider”, sagde han ifølge Reuters.
Al-Sharaa mente ifølge BBC, at fokus bør ligge på fremtiden.
Siden al-Sharaa væltede Bashar al-Assads styre i december sidste år, har han med held repositioneret sig som en moderat leder. Han forsøger at bryde landets isolation og forene de forskellige etniske grupper i Syrien, hvilket uden tvivl bliver en kæmpe udfordring, skriver BBC.
Fordi hans fortid er kontroversiel, blev besøget i Washington håndteret diskret og uden de sædvanlige ceremonielle tiltag for statsoverhoveder. Men al-Sharaa kom hjem med gode resultater: USA involverer sig i forhandlinger mellem Israel og Syrien, og så fik han løfter om økonomisk hjælp, skriver Reuters.
Besøget viser, at der er vilje i USA til dels at ophæve sanktioner dels bane vejen for internationale investeringer i Syrien, skriver BBC. Selvom fuld ophævelse af de amerikanske sanktioner kræver Kongressens godkendelse, bliver det ifølge Reuters lettere at tiltrække genopbygningshjælp til et land, der er ødelagt af 14 års borgerkrig.
I en analyse skrev Reuters sent i går, at på trods af interne udfordringer, herunder sektarisk vold, der har kostet mere end 2.500 liv siden Assads fald, ser Trump-regeringen al-Sharaa som en potentiel partner for regional stabilitet. Trump fremhævede de globale risici og understregede, at USA må handle ud fra et bredere verdensperspektiv: “Vi kunne have en verden i brand, hvor krige let kan nå vores kyster.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og