Også svenskerne oplever markante prisstigninger, når de køber ind til aftensmaden. Derfor vil den svenske regering sænke momsen på fødevarer fra 12 til 6 procent fra april næste år.
Statsminister Ulf Kristersson siger til svensk tv, at ”vi gør det for at lette byrden for svenske familier. Det skal kunne mærkes i hverdagen”. Momsen på fødevarer er 12 procent, men fra 1. april 2026 sættes den ned til 6 procent. Der er tale om en midlertidig momsnedsættelse, der skal vare indtil udgangen af 2027. Det er uklart, hvad der skal ske, når 2027 er omme. Statsminister Kristersson siger, at der ikke er løfte om at forlænge perioden. Bag momsnedsættelsen står den borgerlige koalitionsregering, der støttes af Sverigedemokraterne.
Samtidig med halveringen af momsen på mad, får den svenske forbrugerstyrelse og andre myndigheder til opgave at holde øje med, at momsnedsættelsen rent faktisk fører til billigere fødevarer – og ikke øget profit hos for eksempel butikkerne. Energi- og erhvervsminister Ebba Busch lover ifølge svensk tv, at ”vi vil holde øje med madgiganterne”.
Direktører for både Coop Sverige og den store dagligvarekæde ICA lover, ifølge det svenske nyhedsbureau TT, prisnedsættelser svarende til den sænkede moms.
Sverige har haft differentieret moms siden 1990’erne. Standardsatsen er 25 procent, men 12 procent på fødevarer. Den lave momssats på 6 procent gælder for fx aviser, bøger og billetter i kulturlivet.
I Danmark er det flere gang blevet foreslået at indføre lavere moms på fødevarer; senest har fagforeningen 3F foreslået, at fødevaremomsen sænkes fra 25 til 20 procent. Men skatteminister Rasmus Stoklund siger, det vil tage for lang tid at implementere, blandt andet fordi der skal udskiftes it-systemer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og