Ekstrem hedebølge på den iberiske halvø har forårsaget store skovbrande i Spanien og Portugal. I Spanien har en mand mistet livet, og hundredevis af mennesker er blevet evakueret.
En intens og “endda exceptionel” hedebølge omslutter store dele af Europa, advarer vejrtjenester. Temperaturen forventes at overstige 40 grader de kommende dage, hvilket har sat alarmklokker i gang blandt eksperter og beredskab.
I Spanien brød en alvorlig brand ud i Tres Cantos, som er en by godt 20 km nord for Madrid. En mand er død af forbrændinger på 98 procent af kroppen, oplyser myndighederne. Ifølge The Telegraph dækker branden mere end 1.000 hektar og har tvunget 180 personer til at blive evakueret.
I den nordlige del af Spanien kæmpede redningsmandskab mod såkaldte “ildtornadoer” eller “fire whirls”, et fænomen der opstår, når ekstrem varme og vindforhold får ilden til at rotere voldsomt. Disse ildtornadoer tvang hundredvis af mennesker i flere landsbyer til at forlade deres hjem.
I Portugal kæmper næsten 700 brandfolk mod en stor brand i Trancoso i den nordlige del af landet. Også i Italien, Frankrig og Balkan-regionen oplever man alvorlige skovbrande. I Frankrig har man netop fået kontrol over sin største brand siden 1949. En person er omkommet, og 20 brandmænd samt fem civile er kommet til skade, skriver The Guardian.
Også Tyrkiet er ramt af voldsomme brande, skriver Reuters. Hundreder er blevet tvunget til at forlade deres hjem, og en lufthavn og flere hovedveje er lukket især i den nordvestlige del af landet.
Cristina Santín Nuño, brandforsker ved det spanske nationale forskningsråd, forklarer, at den usædvanlige kombination af en våd forårssæson, som har øget plantevæksten, efterfulgt af flere uger med ekstrem varme, tørke og kraftige vinde, har skabt de perfekte betingelser for de mange brande. “En gnist kan starte en brand, og vi har alle ingredienserne til den ‘molotov cocktail’, vi ser lige nu”, siger hun til The Guardian.
Vejrtjenester i både Frankrig og Spanien forventer, at temperaturerne i de kommende dage kan slå rekord, med op til 44 grader i visse områder af den iberiske halvø. Frankrigs sydvestlige regioner står over for temperaturer på over 42 grader. Med klimaændringer vurderer eksperter, at sådanne hedebølger og voldsomme skovbrande vil blive hyppigere og mere intense i fremtiden, hvilket udgør en voksende trussel mod både menneskeliv, ejendom og økosystemer i regionen.
Læs The Telegraph
Læs The Guardian
Læs Reuters
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og