Mens vinteren først for alvor kommer til Danmark onsdag eftermiddag, har snestormen Goretti i dagevis bragt kulde, is og store mængder sne til andre europæiske lande. Politiet advarer flere steder bilisterne om farlige forhold, fly er aflyst og temperaturerne er under minus ti grader.
Ifølge Reuters er flere hundrede flyvninger aflyst i Frankrig og Nederlandene, mange tog er forsinket i de ramte områder, veje er spærret og det er farligt at bevæge sig ud i trafikken.
Den franske transportminister, Philippe Tabarot, har oplyst, at mindst 40 procent af alle fly fra Charles de Gaulle-lufthavnen og en fjerdedel af flyene fra Orly, begge i Paris, er blevet aflyst.
Den franske hovedstad fik tidligt i morges store mængder tung sne, hvilket har skabt trafikale problemer. Der er mere sne og kulde på vej til den nordlige halvdel af Frankrig i dag og i morgen, ifølge den franske tv-station BFM, som også rapporterer, at fem personer har mistet livet i ulykker, som skyldes vintervejret.
Myndighederne har forbudt lastbiler og skolebusser i at køre i en tredjedel af landet, hvilket selvfølgelig holder børnene hjemme, men også, ifølge Reuters, går ud over forsyningen af friske fødevarer.

I det sydlige Storbritannien forbereder myndigheder og borgere sig på større snefald, og i Skotland er der advarsler om islag. Nattemperaturerne i Norfolk er nået -12,5 grader, hvilket markerer vinterens hidtil koldeste nat. Vejrforholdene i weekenden og i den kommende uge ventes fortsat at skabe farlige forhold.
Myndighederne i Nederlandene har opfordret folk til at arbejde hjemmefra. Landet har allerede været gennem én snestorm og endnu en er på vej, skriver France24.
Det nationale flyselskab KLM har i dag aflyst 600 flyvninger fra Schiphol lufthavn ved Amsterdam for at undgå sidste-øjebliks-aflysninger og overfyldte terminaler. KLM oplyser, at de gør alt for at hjælpe rejsende, men er overvældet af henvendelser. De hollandske jernbaner oplever forstyrrelser på grund af en IT-fejl, og højhastighedstog mellem Amsterdam og Paris er blevet aflyst eller forsinket.
Også Tyskland mærker kulden. I det sydlige og østlige Tyskland er temperaturer faldet til under minus 10 grader, og meget af landet er dækket af sne, skriver France24.
Også de vestlige Balkanlande er dækket af sne og kulde. Veje er lukkede, strømforsyning afbrudt og floder oversvømmet; i Sarajevo mistede en kvinde livet, da et træ væltede under vægten af sneen.
Og fra onsdag middag har DMI udsendt varsler om snestorm især i den nordvestlige del af Danmark. Der er allerede kommet en del sne rundt omkring i landet, og det er ikke slut endnu. Onsdag sender et lavtryk over Nordsøen fronter ind over landet sammen med tiltagende vind, og fronterne vil kaste en del sne af sig i Jylland og på Fyn, skriver DMI i et snestormsvarsel. Politiet i Nordvestjylland opfordrer folk til at overveje, om det er nødvendigt at køre ud.
Vintervejret fortsætter de næste dage, og fredag er der udsendt varsel om snefygning i den sydlige del af landet.
Følg med på DMI (læg mærke til det orange varsel i toppen af hjemmesiden)
Læs mere på France24 og Reuters
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og