En japansk domstol har idømt en 45-årig mand livsvarigt fængsel for drabet på Japans tidligere premierminister Shinzo Abe i 2022. Abe var i gang med en tale, da Tetsuya Yamagami affyrede dræbende skud mod ham. Sagen rystede Japan, som har en ekstremt stram våbenlov, skriver AP.
Yamagami erkendte sig skyldig, da retssagen begyndte i oktober sidste år. Anklagerne beskrev dengang drabet som en “alvorlig” forbrydelse “uden fortilfælde” i efterkrigstidens Japan, men krævede ikke dødsstraf, som normalt er forbeholdt sager med flere drab, skriver The Guardian.
Shinzo Abe var Japans længst siddende premierminister, men da han blev dræbt var han almindeligt parlamentsmedlem. Han blev skudt bagfra med et hjemmelavet våben under en valgkamp, mens han holdt tale foran en togstation i byen Nara.

Yamagami forklarede i retten, at han besluttede sig for at dræbe Abe, efter at have set en videohilsen, som Abe havde sendt til den kontroversielle Unification Church, bedre kendt som Moon-bevægelsen. Gerningsmanden nærede et dybt had til kirken, blandt andet fordi hans mor, som er et loyalt medlem, ruinerede familien ved at donere kæmpe beløb til “moonierne”, herunder faderens livsforsikring, skriver BBC.
Retssagen har afdækket årtiers tætte relationer mellem The Unification Church og mange af Japans magtfulde politikere. Anklagemyndigheden forklarede, at Yamagami håbede, at drabet på en så indflydelsesrig figur som Abe ville skabe opmærksomhed og offentlig kritik af kirken, skriver AP.
Flere ministre er da også blevet tvunget til at gå af undervejs, og det regeringsbærende Liberaldemokratiske Parti (LDP) er blevet tvunget til at tage afstand fra Kirken. Desuden har en domstol i en sideløbende sag frataget kirken sin skattefri status og beordret den opløst i Japan. Den afgørelse har Moon-bevægelsen dog anket.
Yamagamis sag har delt den japanske offentlighed. Mange ser ham som en koldblodig morder, andre beskriver ham som offer for “religiøst misbrug”. Tusindvis har via en underskriftsindsamling appelleret om en mildere straf. Sagen har desuden bidraget til ny lovgivning, der skal beskytte mod aggressive og skadelige donationskrav fra religiøse grupper, skriver BBC.
Læs BBC, The Guardian og AP
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og