78 % af de schweiziske vælgere har ved en folkeafstemning søndag forkastet et forslag om at indføre en national arve- og gaveafgift på 50 % for formuer over 50 millioner schweizerfranc. Initiativet, der blev fremsat af Socialdemokratiets ungdomsorganisationen Juso, skulle øge statens indtægter til finansiering af klimaindsatser.
En meningsmåling fra oktober viste, at omkring to tredjedele ville stemme imod, men modstanden viste sig at være endnu større. Både regeringen, det politiske centrum og erhvervslivets organisationer havde opfordret vælgerne til at sige nej. De advarede om, at en så høj skat ville true Schweiz’ position som lavskatteland og tvinge formuende borgere til at flytte deres penge ud af landet.
Ifølge de nationale public service-medier stemte kun 22 % for forslaget, hvilket gør det til et af de mest markant afviste initiativer i nyere schweizisk folkeafstemningshistorie.
“Det er en tydelig besked om, at befolkningen ikke ønsker drastiske ændringer i landets skattepolitik”, udtalte en regeringsrepræsentant til Financial Times.
I dag er det kantonerne, der har kompetencen til at opkræve arve- og formueskatter, og mange af dem har enten meget lave satser eller slet ingen. Det forkastede borgerinitiativ ville ændre forfatningen og indføre en ensartet national beskatning af store arveoverførsler.
Det var første gang, en så omfattende arveskat blev sat til folkeafstemning på nationalt plan. Resultatet tolkes bredt som et udtryk for schweizernes vedvarende modstand mod øget statslig omfordeling, og som en bekræftelse af landets position som et af de mest gunstige steder i Europa at have store formuer.
Læs mere hos SwissInfo, Financial Times og Reuters.
Fakta: Schweiz’ politiske system
Føderation: Schweiz er en føderal republik bestående af 26 kantoner, som har stor selvbestemmelse, særligt i spørgsmål om skat, uddannelse og sundhed.
Kantoner: Hver kanton har sin egen regering, parlament og i nogle tilfælde sin egen forfatning. De fastsætter selv skattesatser og har vidtgående kompetencer, især på det finansielle område.
Direkte demokrati: Schweiz er kendt for sit system med direkte demokrati, hvor borgere har ret til at stille forslag (borgerinitiativer) til ændringer af love og forfatning.
Folkeafstemninger: Hvis et borgerinitiativ samler mindst 100.000 underskrifter på 18 måneder, skal det sendes til national folkeafstemning. Resultatet er bindende.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og