Ukraine har officielt bekræftet, at russiske styrker er trængt ind i Dnipropetrovsk-regionen – et område i det centrale Ukraine, der hidtil har været skånet for de mest intense kampe. “Ja, de er gået ind, og kampe pågår lige nu”, siger en talsmand for de ukrainske styrker i Dnipro til The Guardian.
Ifølge det uafhængige ukrainske overvågningsmedie, DeepState, har russiske enheder besat landsbyerne Zaporizke og Novohryhorivka. Nu konsoliderer de deres positioner samt samler tropper til “en yderligere fremrykning”. Den ukrainske generalstab afviser dog, at landsbyerne er tabt.
Et gennembrud i Dnipropetrovsk vil være et alvorligt slag for Ukraine. Regionen havde før krigen over tre millioner indbyggere og er et af landets største industriområder.
Præsident Volodymyr Zelenskyj sagde tirsdag, at han havde drøftet situationen med militærledelsen, og at Donetsk- og Zaporizjzja-fronterne kræver ekstra forsyninger. Han fremhævede også nye diplomatiske initiativer: Ukrainske rådgivere har holdt møder med Qatars mæglere, og Ukraine har kontakt med Tyrkiet og flere Golfstater om mulige fredsforhandlinger. “Fra vores side bliver alt forberedt maksimalt for at afslutte krigen”, sagde Zelenskyj. Han tilføjede, at Rusland signalerer, at det vil undgå reelle forhandlinger, og at det kun kan ændres af stærke sanktioner og reelt pres.
Det russiske nyhedsbureau TASS rapporterer, at ukrainske droner har ødelagt mindst syv boligblokke i Rostov-on-Don. En russisk talsmand siger, at adskillige droner blev uskadeliggjort, men at rester af droner har forårsaget skader på tage og boliger. Ukraine har øget angrebene mod Rusland de seneste måneder.
Ifølge AP oplever flere russiske regioner nu benzinmangel efter ukrainske angreb på raffinaderier. Tankstationer blandt andet på Krim, som Rusland erobrede fra Ukraine i 2014, melder om lange køer, rationering og stigende priser. I Sankt Petersborg er benzinprisen steget med 50 procent siden januar.
Den amerikanske præsidents særlige udsending Steve Witkoff bliver citeret af TASS for at sige, at USA forventer, at konflikterne ikke alene i Ukraine, men den mellem Israel og Iran samt Gazakrigen kan afsluttes inden årets udgang.
Læs The Guardian
Læs BBC
Læs AP
Læs TASS
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og