Regeringen vil forbyde børn og unge under 15 år at bruge flere sociale medier. Det sagde statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag i sin tale ved Folketingets åbning.
”Mobiltelefonerne og de sociale medier stjæler vores børns barndom”, sagde statsministeren, der samtidig understregede, at forældre fortsat skal kunne give deres børn adgang fra de fylder 13 år.
Statsministeren uddyber ikke, hvilke sociale medier der konkret skal forbydes, eller hvordan reglerne skal håndhæves i praksis. I dag har de fleste platforme selv en aldersgrænse på 13 år.
I juli gjorde nye retningslinjer fra EU-Kommissionen det muligt for Danmark at fastsætte en national aldersgrænse for brug af sociale medier.
Digitaliseringsminister Caroline Stage (M) kalder regeringens udspil et “nybrud”:
”Vi har været for naive. Vi har overladt børns digitale liv til platforme, der aldrig har haft deres trivsel for øje. Vi skal bevæge os fra digitalt fangenskab til fællesskab, siger hun i en pressemeddelelse.
Udmeldingen fra Danmark indgår i en bredere global bevægelse, hvor flere lande forsøger at begrænse børns adgang til sociale medier.
Ifølge The Guardian følger Danmark i kølvandet på Australien, der indfører et forbud mod platforme som Facebook, Snapchat, TikTok og YouTube for børn under 16 år, samt Norge, hvor premierminister Jonas Gahr Støre har varslet en forhøjelse af aldersgrænsen til 15 år.
Også Grækenland har foreslået, at EU indfører en fælles “digital myndighedsalder”, så børn ikke kan oprette profiler uden forældres samtykke.

Ifølge tal fra Børns Vilkår har 94 procent af børn i 7. klasse haft en profil på et socialt medie, inden de fyldte 13 år. Foreningen tager positivt imod regeringens udmelding.
”Vi oplever dagligt på Børnetelefonen børn, som er kommet i klemme eller blevet meget bange for noget, de har oplevet på sociale medier. Det er børn, der ikke kan sove om natten, børn der bliver groomet, og børn, der bruger så meget tid på skærmen, at de mister hele deres liv uden for skærmlivet”, siger direktør Rasmus Kjeldahl til DR.
”Det har alvorlige konsekvenser for barndommen, og vi har behov for at beskytte børnene bedre, end vi gør i dag”, tilføjer han.
Kjeldahl påpeger dog også, at mange børn bruger sociale medier til at kommunikere med venner og klassekammerater, og at børn og unge også har ret til et socialt medie. Derfor bør der ifølge ham arbejdes på at udvikle platforme, der er fri for skadeligt indhold.
DR, TV2, The Guardian, Børns Vilkår
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og