Over 700 såkaldte handicapkort til parkering er meldt stjålet på bare to år. Det skriver Kristeligt Dagblad om de blå kort med kørestolssymbol, som mange kender fra forruden på biler. De stjålne kort dukker ifølge avisen op til salg på nettet, side om side med forfalskede kort.
Kortet – der formelt er et EU-parkeringskort – kan tildeles personer med varigt nedsat funktionsevne og stærkt reduceret gangdistance. Det udstedes i Danmark af Danske Handicaporganisationer efter en lægefaglig vurdering og giver både adgang til reserverede handicappladser og en række lempelser i tidsbegrænsning og betaling, som varierer fra kommune til kommune.
Kristeligt Dagblad skriver, at både stjålne og falske parkeringskort sælges på internettet.
At der er opstået et egentligt marked for kort, der kan misbruges, er stærkt bekymrende, mener direktør i Danske Handicaporganisationer, Katrine Mandrup Tang.
“Det er jo med til at underminere ordningen. Nogle tror sikkert, at de snyder p-vagter med et sådan kort, men dem, de faktisk snyder, er mennesker med handicap, der har brug for en p-plads for at få deres hverdagsliv til at fungere. Jeg savner respekten for ordningen, og det er nødvendigt, at kontrollen med kortene øges”, siger hun til Kristeligt Dagblad.
Allerede i oktober 2023 stillede Niels E. Bjerrum (A) spørgsmål til Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune om samme problem, hvor forvaltningen svarede, at kommunens parkeringsvagter kan scanne nummeret på handicapkortet og tjekke, om det er gyldigt – en mulighed, som også findes for private parkeringsselskaber.
Et stjålet eller ugyldigt kort kan derfor i princippet ikke bruges, hvis det bliver kontrolleret, og sager om ugyldige kort indberettes til Danske Handicaporganisationer eller politiet.
Kontrollen har dog klare begrænsninger, og det er svært for parkeringsvagter at afgøre, om et kort uretmæssigt er lånt ud til familie eller venner, så længe bilen ikke åbenlyst bruges uden den berettigede indehaver.
Borgmesteren i Frederiksberg Kommune, Michael Vindfeldt (S), har foreslået at gøre kortet digitalt. “På den måde kan vi mindske bedrageriet betydeligt”, har han skrevet på Facebook, hvor han også lovede at rette henvendelse til justitsminister Peter Hummelgaard (S) om problemet.
Misbrug af handicapparkeringskort kan føre til dom for bedrageri og misbrug af et ægte dokument efter straffeloven.
Læs mere hos Kristeligt Dagblad og Danske Handicaporganisationer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og