Den amerikanske præsident Donald Trump truer på sit sociale medie flyveledere, som bliver væk fra arbejde med fyring. Og der er samtidig en bonus på 10.000 dollars til dem, som har passet deres arbejde under regeringsnedlukning, som nu har varet i 41 dage.
“Alle flyveledere skal tage tilbage på arbejde, NU!!! Alle, som ikke gør det, vil blive alvorligt “docked” (parkeret. red.). TAG STRAKS PÅ ARBEJDE”. Trump skrev også, at han accepterer opsigelsesbreve fra folk, der ikke ønsker at arbejde. Siden regeringen måtte lukke ned for snart halvanden måned siden, fordi budgettet ikke var godkendt, har flyledere og andre offentligt ansatte ikke fået udbetalt løn, skriver Reuters.
Sent i går aftes godkendte Senatet en kompromisløsning, der formentlig bringer den længste regeringsnedlukning i USA’s historie til afslutning senere på ugen. Det er dog stadig uklart, hvornår Kongressen endeligt giver sin godkendelse. Derefter mangler blot Præsident Trumps underskrift, for at USA kan begynde at vende tilbage til normale tilstande.
Og mens Donald Trump er meget optaget af at holde fly i luften, ser det anderledes ud med det sociale program SNAP, som hjælper 42 millioner amerikanere med penge til basale fødevarer. I går gik regeringen til højesteret for at få omgjort en beslutning om, at SNAP-penge skal udbetales 100 procent på trods af nedlukningen, skriver AP. Trump ønsker at fryse udbetalingerne til budgettet er godkendt. Højesteret ventes at afgøre sagen senere i dag.
Men selvom der er en politisk løsning på vej, vil det formentlig tage måneder eller måske ligefrem år for blandt andet luftfarten at komme sig helt ovenpå nedlukningen, skriver CNN. Det skyldes blandt andet de varslingssystemer, som selskaberne arbejder med. Når først fly er aflyst, er det meget svært at lave om på de beslutninger.
USA har oplevet stigende problemer med lufttrafikken de sidste mange uger. De seneste dage har været præget af omfattende forsinkelser og aflysninger. En brancheorganisation rapporterede, at omkring 1,2 millioner passagerer blev ramt af forsinkelser eller aflysninger i weekenden. På enkelte af de største amerikanske lufthavne har mellem 20 og 40 procent af flyvelederne været fraværende på grund af manglende betaling, behov for ekstrajobs eller problemer med børnepasning.
Alene i går blev 2.380 fly aflyst og 8.900 andre fly forsinket, ifølge FlightAware.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og