En månedlang belejring af Mali’s hovedstad, Bamako, skaber dyb desperation blandt indbyggerne. Det er den al-Qaeda-tilknyttede gruppe Jama’at Nusrat al-Islam wal-Muslimin (JNIM), der har omringet byen og blokerer forsyninger i at komme ind.
Det skriver Al Jazeera. Samtidig lægger gruppen stort pres på Malis militærregering, som hidtil har afvist at forhandle med JNIM. Siden september har gruppen skabt en effektiv blokade, der lammer økonomien og systematisk sørger for, at byen løber tør for brændstof og andre nødvendigheder.
Gruppen spærrer blandt andet de store veje, som tankbiler bruger, når de kommer ind fra Senegal og Elfenbenskysten. JNIM angriber også lastbilkonvojerne, når de nærmer sig hovedstaden, hvilket betyder, at Malis militærregime må beskytte transporterne. Dermed svækker JNIM militærets evne til at holde dem i skak. Men transporterne er nødvendige, fordi Mali, som ifølge Global Finance er blandt verdens 20 fattigste lande, er afhængig af varer udefra. Det har ikke selv adgang til kysten og havnebyer.
For de fleste af Bamakos indbyggere betyder blokaden, at det efterhånden er umuligt at købe benzin til biler og motorcykler. Det giver lange køer, som lammer noget af trafikken, og desuden er priserne på brændstof steget eksplosivt. En liter er nogle steder steget med over 400 procent. Benzinen var i forvejen dyr, men nu koster den ofte 130 amerikanske dollars per liter – det er over 800 kroner. Desuden er elektriciteten sparsom, strømmen bliver jævnligt afbrudt.
Situationen har fået flere lande, herunder USA og Storbritannien, til at sende ikke-nødvendigt personale ud af Mali. De råder – ligesom Danmark – alle civile til at rejse hjem.
Desuden blev landets skoler lukket i forrige uge, foreløbig denne uge med, skriver Reuters.
Blokaden af Bamako er en ny taktik fra JNIM, som tidligere mest har belejret mindre byer. Analytikere vurderer, at målet kan være at presse militærregeringen i håb om at ændre magtbalancen i landet. Beverly Ochieng fra sikkerhedsfirmaet Control Risks påpeger overfor Al Jazeera, at JNIM har krævet regeringsændringer, men foreløbig har lederen af militærstyret, General Assimi Goita ikke været lydhør.
JNIM, der blev dannet i 2017, kontrollerer i dag store områder i det nordlige, centrale og vestlige Mali. Gruppen, som bliver ledet af Iyad Ag-Ghali, søger at udvide sin tilstedeværelse i Sahel-regionen.
De sidste tre år har Mali samarbejdet med russiske soldater fra Africa Corps, men resultaterne har været blandede, og analytikere tvivler ifølge Al Jazeera på, at Mali kan bryde belejringen uden anden hjælp udefra.
Læs Al Jazeeras store baggrundsartikel om situationen i Mali
Se listen over verdens fattigste lande
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og