Regimet i Iran jagter læger og andre, som frivilligt har behandlet sårede demonstranter under de seneste protester mod styret. Mindst én kirurg, 52-årige Alireza Golchini fra Qazvin, risikerer dødsstraf efter at være blevet anklaget for moharebeh – “at føre krig mod Gud”.
Golchini blev ifølge familien anholdt i sit hjem foran sin hustru og 11-årige søn. Under den voldelige arrestation fik han brækket både en arm og flere ribben.
Hans forbrydelse var ifølge pårørende, at han havde levet op til sit lægeløfte og behandlet sårede demonstranter, som ikke turde tage til hospitalerne. “Hvordan kan en læge vende ryggen til mennesker, der bløder?”, spørger hans fætter i The Guardian.
Menneskerettighedsorganisationen HRANA, som arbejder fra USA, oplyser, at den har verificeret over 6.000 drab og er i gang med at undersøge yderligere 17.000 dødsfald. Samtidig anslår organisationen, at regimet har anholdt over 42.300 mennesker under protesterne og siger, at regimet presser sundhedspersonale for at stoppe hjælpen til demonstranter.
Mahmood Amiry-Moghaddam, som er direktør for IHRNGO, en menneskerettighedsorganisation med base i Oslo, siger, at forfølgelsen af sundhedspersoner er “endnu en dimension af regimets forbrydelser mod menneskeheden”.
Det amerikanske udenrigsministerium krævede i går i nedenstående opslag på X, at Golchini og ”alle de modige læger, som har hjulpet deres landsmænd”, bliver løsladt. I opslaget bliver det gentaget, at præsident Trump har advaret regimet mod at henrette demonstranter, og at det vil få konsekvenser, hvis det sker.
Sideløbende har præsident Trump løbende truet iranerne med andre ikke-konkretiserede angreb. Ifølge flere kilder overvejer præsidenten et antal scenarier, der spænder fra målrettede angreb mod iranske sikkerhedsstyrker og ledere til langt bredere militære operationer rettet mod Irans missilkapacitet og atomprogram.
Målet skulle være at skabe betingelser for “et regimeskifte” ved at give befolkningen mod til at udfordre styret. Men både amerikanske, israelske og arabiske embedsmænd advarer om, at luftangreb alene næppe vil vælte det islamiske styre.
En højtstående israelsk embedsmand siger til Reuters, at selv et drab på Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, ikke nødvendigvis vil ændre systemet: “Der vil bare komme en ny leder.” Embedsmanden mener, at et reelt magtskifte kræver massiv ekstern pression og en organiseret intern opposition – noget Iran mangler i dag.
Flere vestlige diplomater frygter desuden, at amerikanske angreb vil svække protestbevægelsen. Befolkningen er traumatiseret og udmattet af den blodige undertrykkelse, som har fundet sted siden revolutionen i 1979, mener Alex Vatanka fra Middle East Institute ifølge Reuters.
I regionen vokser frygten for konsekvenserne. Golfstater som Saudi-Arabien og Qatar frygter at blive mål for iransk gengældelse, hvis USA angriber. En embedsmand fra et af de to lande siger til Reuters: “USA kan trykke på aftrækkeren, men det er os, der skal leve med konsekvenserne.”
Eksperter advarer om, at det værste scenarie er et fragmenteret Iran, der glider ind i kaos og borgerkrig – med massive flygtningestrømme, regional ustabilitet og truede energiforsyninger til følge.
POV’s mellemøstekspert, Yasmin Abdel-Hak, har skrevet en analyse om det iranske folks frihedskamp, de regionale spillere og sikkerhedssituationen i Mellemøsten.
Læs også The Guardian, BBC og Reuters
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og