Spændingerne mellem Iran og USA tager til, efter at det iranske styre i weekenden sendte en direkte trussel mod USA og advarede mod militær indgriben. Budskabet blev ledsaget af skarpe udtalelser fra iranske militærledere, der varsler massiv gengældelse, hvis USA angriber.
Advarslen blev fremsat gennem en stor statsautoriseret plakat på Enqelab-pladsen i det centrale Teheran. Plakaten viser et amerikansk hangarskib ramt af eksplosioner og ledsages af teksten: “If you sow the wind, you will reap the whirlwind”. Ifølge AP blev plakaten opsat samtidig med, at USA har sendt et hangarskib og yderligere militære enheder mod regionen. Præsident Donald Trump har sagt, at styrkerne er rykket frem “for en sikkerheds skyld”, hvis USA beslutter sig for at handle.
Fra iransk side er tonen blevet markant skærpet. Chefen for Revolutionsgarden advarede lørdag om, at de iranske styrker er “mere klar end nogensinde – med fingeren på aftrækkeren”. En højtstående iransk embedsmand sagde samtidig til Reuters, at ethvert angreb, uanset omfang, vil blive betragtet som “en total krig mod Iran”.
Den voksende internationale krise udspiller sig samtidig med, at det iranske styre fortsætter en hård nedkæmpelse af de landsdækkende protester, der har ramt landet siden slutningen af december. Demonstrationerne begyndte efter et kollaps i den iranske valuta og kraftigt stigende leveomkostninger, men har udviklet sig til bredere protester mod styret. Ifølge Euronews har myndighederne reageret med vold, masseanholdelser og en næsten total nedlukning af internettet.
Ifølge den USA-baserede organisation Human Rights Activists News Agency (HRANA) er mindst omkring 5.000 mennesker blevet dræbt siden protesternes begyndelse, mens over 40.000 personer er blevet anholdt. Tallene er ikke uafhængigt verificeret, men HRANA har tidligere leveret relativt pålidelige opgørelser under uroligheder i Iran. De iranske myndigheder opgiver selv et betydeligt lavere dødstal og bestrider aktivisternes opgørelser.
FN har rettet skarp kritik mod myndighedernes håndtering. FNs menneskerettighedschef Volker Türk sagde fredag, at selv om “drabene på gaderne måske er aftaget, fortsætter brutaliteten”. Han advarede om, at FN har oplysninger om masseanholdelser i flere byer, om sårede demonstranter, der er blevet forfulgt ind på hospitaler, samt om tilbageholdelse af advokater, journalister og menneskerettighedsaktivister. “Voldelig undertrykkelse løser ingen problemer, den skaber kun grobund for yderligere overgreb, ustabilitet og blodsudgydelser”, sagde Türk.
Iranske myndigheder afviser kritikken og kalder FN’s udtalelser politisk motiverede. Styret fastholder, at sikkerhedsstyrkerne reagerer på uro, som ifølge Teheran er ansporet af udenlandske aktører og “terroristgrupper”.
Læs mere hos The Guardian, AP, Euronews og Reuters
Læs udtalelse fra FN
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.