Inuit Ataqatigiit (IA) har præsenteret sit valgprogram forud for valget den 11. marts. IA vil have, at grønlænderne skal være trygge på vejen mod selvstændighed i stedet for at haste mod selvstændighed.
En af de vigtigste prioriteter i valgprogrammet er, at selvstyreloven fra 2009 skal ændres, skriver avisen Sermitsiaq. Med de nuværende rammer vil forholdet til Danmark aldrig være ligeværdigt, står der i valgprogrammet. Derfor vil partiet arbejde på, at Grønland kan løsrive sig fra den danske grundlov.
Selvstændighed er et stort emne i valgkampen, og gjort mere aktuel end tidligere efter meldingerne fra den amerikanske præsident, der vil købe Grønland og have kontrollen over verdens største ø.
De grønlandske partier er slet ikke enige om tidshorisonten for selvstændighed. For IA er målet selvstændighed, men i stedet for at haste ud af rigsfællesskabet, så vil IA ifølge det nye valgprogram hellere have fokus på, hvordan man sikrer en god overgang til selvstændighed, skriver avisen Sermitsiaq.
Avisen skriver også, at ifølge IA er hastværk lastværk, og spørgsmålet om selvstændighed skal mere handle om hvordan end hvornår. Til avisen siger formanden for IA, Muté B. Egede: ”Der er kræfter der ikke vil væbne sig med tålmodighed og helst ser en hurtig overgang til statsdannelse. Men borgerne skal føle tryghed og opleve sammenhold i arbejdet. Borgerne skal deltage og dialogen skal være til stede i processen”.
Den grønlandske økonomi er meget afhængig af fiskeri og bloktilskud fra Danmark. Ifølge en anden IA-politiker, Naaja Nathanielsen, der er minister for bl.a. handel, erhverv og råstoffer, så er der brug for nye indtægtskilder i Grønland. Naaja Nathanielsen mener, der skal satses mere på turisme og minedrift.
Ved sidste valg i Grønland 2021 kom fem partier ind i Inatsisartut, parlamentet, hvor der er 31 pladser. IA blev største parti med 12 pladser.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og