Storbritanniens premierminister Keir Starmer har tilbragt en god del af torsdagen sammen med Kinas præsident Xi Jinping i Beijing. De to forsøger at genstarte og omdefinere de indbyrdes relationer efter år med politisk kulde. Det er det første britiske statsbesøg i Kina i otte år, skriver BBC.
Selve mødet varede 80 minutter og fandt sted i Folkets Store Hal. Derefter spiste de to ledere frokost sammen.
Ifølge Reuters understregede Starmer overfor Xi, at Kina er en “vigtig aktør på den globale scene”, og at det derfor er afgørende, at ”vi opbygger et mere sofistikeret forhold, hvor vi både identificerer samarbejdsmuligheder og fører en meningsfuld dialog om de områder, hvor vi er uenige”.
Xi kvitterede med at konstatere, at forholdet har “vendt og drejet sig”, men at Kina er klar til at udvikle et langsigtet strategisk partnerskab, som kan “bestå historiens prøve”, skriver Reuters.

Topmødet finder sted samtidig med, at det transatlantiske forhold er under pres. De amerikanske trusler om øgede toldsatser og territoriale krav, herunder Canada og Grønland, har fået flere vestlige ledere til at søge tættere dialog med Beijing, skriver The New York Times.
Xi opfordrede til “ægte multilateralisme” og advarede mod unilateral magtpolitik, skriver BBC. Han afviser, at Kinas voksende magt på den globale scene udgør en trussel mod andre.
Med Starmer følger over 50 britiske erhvervsledere fra blandt andet finans-, medicinal- og bilindustrien. Premierministeren forsøger angiveligt på at skabe økonomiske resultater for en britisk regering, der har haft vanskeligt ved at levere den vækst, den lovede ved valget.
“Det er i vores nationale interesse at engagere os med Kina. Der er store muligheder”, sagde Starmer tidligere på ugen, ifølge The New York Times.
Ifølge BBC skal landene også samarbejde om grænseoverskridende kriminalitet. Myndigheder i begge lande vil dele efterretninger om blandt andet menneskesmuglere og deres forsyningskæder. Det sker i et forsøg på at forhindre, at menneskesmuglere, der sejler migranter over Den Engelske Kanal bruger kinesiskproducerede motorer i de små både.
Den konservative oppositionsleder Kemi Badenoch siger, at hun ikke ville have rejst til Kina på grund af sikkerhedsrisici. Efterretningstjenester har gentagne gange advaret om kinesisk spionage, hvilket Beijing dog afviser, skriver Reuters.
Den tidligere premierminister Boris Johnson havde en langt mere konfrontatorisk linje over for Beijing. Under Johnsons ledelse blev Huawei eksempelvis udelukket fra det britiske 5G-netværk i 2020, og i 2023 anklagede den britiske efterretningstjeneste MI5 offentligt Kina for spionage rettet mod britiske institutioner.
Den konservative oppositionsleder Kemi Badenoch siger, at hun ikke ville være rejst til Kina på grund af de sikkerhedsrisici, som følger af spionagen. Beijing afviser beskyldningerne, skriver Reuters.
Også menneskerettigheder fylder i baggrunden. Starmer har ifølge BBC sagt, at han vil “rejse de spørgsmål, der skal rejses”, med henvisning til blandt andet sagen om den kinesiske-britiske forretningsmand og mediefigur Jimmy Lai, som er fængslet i Hong Kong.
BBC’s Kina-korrespondent tilføjer, at der næppe er tale om en ”fuld normalisering af relationerne, men snarere begyndelsen på en langsom diplomatisk optøning, hvor økonomi og geopolitik vejes op mod sikkerhed og værdier”.
Læs New York Times, BBC og Reuters
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og