Israel og Hamas godkendte i nat den første del af præsident Donald Trumps fredsplan for Gaza. Holder planen, vil kampene i Gaza blive indstillet senest 24 timer senere, dvs. i nat, og indenfor tre døgn skal de 20 gidsler, som formodes stadig at være i live, frigives.
Det skriver blandt andre Reuters og AP. Khalil al-Hayya, som leder Hamas’ forhandlingsdelegation, siger, at USA og arabiske mæglere har garanteret, at planens første fase indebærer, at krigen i Gaza “er helt afsluttet”, skriver Al Jazeera.
Den israelske regering har beskrevet aftalen som “en ramme for frigivelsen af alle gidsler – levende og døde”. Hamas holder fortsat 48 af de 251 gidsler, som har været i Gaza siden angrebet på Israel for to år siden. Ligene af de øvrige gidsler vil følge snarest.
Aftalen er det første skridt i den amerikanske præsidents 20-punkts fredsinitiativ, som er blevet forhandlet i Egypten, siden Trump præsenterede sin plan mandag i sidste uge. Ifølge AP blev gennembruddet muligt efter uger med intense diplomatiske forhandlinger, der blev ledet af Trumps særlige udsending Steve Witkoff og svigersønnen Jared Kushner. De har fået støtte fra Qatar, Egypten og andre arabiske lande.
POV’s udenrigsredaktør og korrespondent i Mellemøsten Hans Henrik Fafner siger: “I første omgang, kan man jo kun glæde sig. Når gidslerne er tilbage i Israel, formentlig på mandag, vil der ske en gradvis tilbagetrækning af israelske tropper fra Gaza, og Israel vil løslade hundredvis af palæstinensiske fanger. Udsigten til, at to års mareridt endelig er forbi, bliver fejret her i Israel. Og palæstinenserne i Gaza jubler også over, at to års rædsler og blodbad slutter nu.”
“Men det bliver svært at komme videre. Der ligger en næsten uoverskuelig opgave i at drive den næste del af processen frem og sikre permanent fred og give palæstinenserne en værdig fremtid”, fortsætter Fafner: “Hamas har endnu ikke offentligt accepteret Israels krav om at nedlægge våbnene, og flere yderligtgående israelske ministre truer med at vælte Benyamin Netanyahus regering, hvis Hamas ikke bliver opløst. Jeg ved, at USA har sendt 200 soldater afsted, som sammen med soldater fra Tyrkiet, Qatar og Egypten skal indgå i en fredsstyrke. Men der skal investeres i genopbygning, der skal findes en ny måde at styre Gaza og palæstinenserne på, og endelig skal Israel have sikkerhedsgarantier. Det bliver ikke let.”
Trump planlægger at rejse til regionen på søndag for at deltage i en underskrivelsesceremoni i Egypten. Ifølge Reuters har over 67.000 palæstinensere mistet livet, siden krigen begyndte i oktober 2023. Trumps plan bliver derfor beskrevet som den hidtil mest betydningsfulde diplomatiske åbning i forsøget på at afslutte konflikten.
Læs Al Jazeera, Reuters og AP
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og