FN har overtaget ansvaret for flere lejre i det nordøstlige Syrien, herunder den berygtede al-Hol-lejr, hvor titusindvis af kvinder og børn med tilknytning til Islamisk Stat har været interneret i årevis. Overtagelsen sker, efter at de kurdisk-ledede styrker, som hidtil har bevogtet lejrene, har trukket sig som følge af en ny våbenhvile med Syriens regering, skriver BBC.
Situationen i al-Hol er fortsat ustabil. Ifølge FN måtte humanitære organisationer indstille arbejdet, efter at der opstod uroligheder og flugtforsøg, da de kurdiske styrker trak sig tilbage. FN’s flygtningeorganisation UNHCR har nu overtaget den daglige ledelse af lejren i samarbejde med syriske myndigheder.
“Situationen er fortsat anspændt og ustabil”, sagde FN’s talsmand under en briefing i FN’s Sikkerhedsråd torsdag, ifølge BBC.
Baggrunden er en våbenhvile mellem Syriens regering og de kurdisk-ledede Syrian Democratic Forces (SDF), som i årevis har haft kontrol over store dele af det nordøstlige Syrien. Ifølge SDF var tilbagetrækningen fra al-Hol ikke et valg, men en nødvendighed.
“På grund af det internationale samfunds ligegyldighed over for problemet med IS var vi tvunget til at trække os tilbage”, hedder det i en udtalelse fra SDF, citeret af Reuters.

Våbenhvilen har samtidig banet vejen for, at tusindvis af personer nu bliver flyttet ud af Syrien. USA og Irak har bekræftet, at overførslen af mistænkte IS-krigere fra syriske fængsler til Irak er begyndt, og at op mod 7.000 kan blive overført. De irakiske myndigheder har oplyst, at de vil blive retsforfulgt efter irakisk lov, skriver AP.
Udviklingen har igen udløst opfordringer til, at lande henter deres egne statsborgere hjem. USA’s udenrigsminister Marco Rubio sagde torsdag, at ikke-irakiske fanger kun vil være i Irak midlertidigt.
“USA opfordrer alle lande til at tage ansvar og hjemtage deres borgere for at lade dem stå til ansvar”, sagde Rubio ifølge Reuters.
FN har i årevis advaret om, at lejrene i det nordøstlige Syrien udgør både en humanitær og sikkerhedsmæssig risiko. Ifølge FN befinder mere end 30.000 mennesker sig fortsat i al-Hol og lignende lejre, heraf statsborgere fra over 60 lande, hvor omkring 60 procent er børn.
Læs mere her BBC, AP og Reuters
Og læs mere hos FN om forholdene i blandt andet Al-Hol-lejren
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og