Det er igen vores vaner med at ty til lette løsninger og købe ultra-forarbejdede fødevarer, der får internationale eksperter til at slå alarm. Ultra-forarbejdet mad udgør en voksende trussel mod folkesundheden. Der må sættes ind hurtigt for at reducere forbruget verden over.
Advarslen kommer i en ny gennemgang af global forskning, som er blevet offentliggjort i det ansete tidsskrift The Lancet.
Ifølge BBC peger forskerne peger på, at vores spisevaner har ændret sig markant. Friske og minimalt forarbejdede fødevarer erstattes i stigende grad af billige, industrielt fremstillede produkter. Det øger risikoen for en række kroniske sygdomme, herunder type 2-diabetes, hjertekar-sygdomme, nyresygdom, depression og for tidlig død.
Ultra-forarbejdede fødevarer defineres som produkter, der indeholder mere end fem ingredienser, man ikke typisk vil have hjemme i køkkenskabet. Det gælder for eksempel emulgatorer, konserveringsmidler, tilsætningsstoffer, farvestoffer og sødestoffer. Det er typisk ingredienser, vi får med hjem, når vi køber pølser, chips, kager, småkager, pulver-suppe, sodavand, is og supermarkedernes brød, som sælges i plastikposer.
43 eksperter fra hele verden har været involveret i undersøgelsen. De har set på 104 langtidsstudier, som viser en sammenhæng mellem højt indtag af ultraforarbejdet mad og øget risiko for mindst 12 alarmerende helbredstilstande.
Professor Carlos Monteiro fra universitetet i Sao Paulo, som også har udviklet en måde at klassificere fødevarer på, langer hårdt ud efter de virksomheder, som producerer de usunde fødevarer. Han siger, ifølge BBC, at den “stigende indtagelse af ultra-forarbejdede fødevarer fortrænger friske og minimalt forarbejdede fødevarer og måltider. Dette skifte i kostvaner drives af magtfulde globale virksomheder, der prioriterer ultra-forarbejdede produkter og bruger omfattende marketing og politisk lobbyisme til at modarbejde effektiv folkesundhedspolitik”.
Medforfatter til Lancet-artiklen, professor Phillip Baker fra Sydney universitet, mener, at “ vi har brug for en stærk offentlig sundhedsrespons – såsom de koordinerede tiltag, der udfordrede tobaksindustrien”.
Kritikere peger på, at studierne ikke beviser en direkte sammenhæng mellem ultraforarbejdede fødevarer og sygdom. De mener, at faktorer som livsstil, adfærd og økonomiske forhold også spiller ind. Professor Kevin McConway fra Open University påpeger: “En undersøgelse som denne kan finde korrelationer, men ikke sikker årsag og virkning”, skriver BBC.
Industrien understreger, at ultra-forarbejdede fødevarer kan indgå i en balanceret kost, og at sukker- og saltindholdet i mange produkter er faldet markant siden 2015.
Den nuværende officielle kostvejledning i lande som Storbritannien og Danmark anbefaler at spise mere frugt, grønt og fibre og skære ned på sukker, fedt og salt.
Artiklen i the Lancet er den første af tre artikler. Senere kommer to mere, som især vil fokusere på fødevarepolitik og kampagner, der skal få folk til at ændre spisevaner.
Læs Fødevarestyrelsens officielle kostråd her
Læs artiklen i The Lancet
Læs BBC’s omtale
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.