Det Kgl. Bibliotek har i dag gjort et omfattende DR-arkiv tilgængeligt for offentligheden via hjemmesiden kb.dk.
Arkivet, der bærer navnet Det Kongelige Biblioteks DR-Arkiv, omfatter en stor mængde af DR’s egenproducerede tv- og radioudsendelser fra 2006 og frem. I alt rummer det cirka én million udsendelser.
Arkivet er frit tilgængeligt for alle borgere via Det Kgl. Biblioteks hjemmeside og kræver ingen login. Brugerne kan hjemmefra søge i et omfattende udvalg af udsendelser, hvilket muliggør en dybere forståelse af Danmarks mediehistorie.
Bente Skovgaard Kristensen, direktør for Det Kgl. Bibliotek, udtaler i en pressemeddelelse:
“Åbningen af Det Kgl. Biblioteks DR-arkiv er et vigtigt skridt i at åbne den danske mediehistorie og give danskerne mulighed for at genopleve, fordybe sig i og forstå vores fælles kulturarv.”
Det Kongelige Biblioteks DR-Arkiv er en del af medieforliget 2023-2026, indgået af regeringen, SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Der er afsat 110 mio. kr. til formålet.
DR’s udsendelser er blevet systematisk indsamlet siden 1987, og stort set alt indhold fra dette år og fremefter er bevaret i en eller anden form af Det Kgl. Bibliotek.
Biblioteket planlægger løbende at udvide arkivet med ældre udsendelser – nogle helt tilbage fra 1931 – samt nyere indhold fra DR’s kanaler, efter en aftalt “hold back”-periode med rettighedshaverne.
Digitalisering og klargøring af de ældre udsendelser er en omfattende proces, og derfor vil en stor del af dette indhold først blive tilgængeligt senere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og