Et bredt politisk flertal med regeringen i spidsen har onsdag formiddag fremlagt en aftale om at sænke momsen på fødevarer. Der er afsat seks milliarder kroner årligt fra 2028 og frem, men det er endnu uafklaret, hvordan momsnedsættelsen konkret skal udformes. En arbejdsgruppe skal nu fremlægge ét samlet forslag til, hvordan ordningen gennemføres.
Aftalen blev præsenteret på et pressemøde i Finansministeriet, hvor finansminister Nicolai Wammen (S) understregede, at målet er at gøre det billigere at handle dagligvarer.
“I dag er jeg glad for, at vi i en bred kreds af partier kan præsentere en aftale om, at vi vil nedsætte momsen på fødevarer på et beløb på cirka seks milliarder kroner”, sagde han.
Det er endnu ikke besluttet, om momsen skal sænkes generelt på alle fødevarer eller fjernes helt på udvalgte varer som frugt og grønt. Ifølge Wammen arbejdes der aktuelt med to hovedmodeller.
“Fra 2028 kommer vi til at sænke momsen på fødevarer med seks milliarder kroner, på den ene eller anden måde”, sagde han på pressemødet.
Økonomiminister Stephanie Lose (V) forklarede, at der derfor nedsættes en arbejdsgruppe, som skal komme med et konkret forslag.
“Så vi sikrer, at det bliver så lidt byrdefuldt for virksomhederne som muligt”, sagde hun.

Internt i regeringen hælder Socialdemokratiet og Venstre mod en generel sænkelse af momsen på alle fødevarer, mens Moderaterne foretrækker at fjerne momsen på frugt og grønt. Også blandt aftalepartierne er der forskellige ønsker. SF’s finansordfører Sigurd Agersnap peger på, at lavere priser på frugt og grønt kan have flere positive effekter, mens Danmarksdemokraterne ønsker en bred nedsættelse.
“Det er ikke gulerødder og selleri, der vælter madbudgettet hos danske familier”, siger partiets finansordfører Dennis Flydtkjær.
Aftalen mødes dog med kritik fra flere økonomer, som sætter spørgsmålstegn ved både effekten og timingen af en momsnedsættelse. Blandt andet advarer den borgerlige tænketank CEPOS mod differentieret moms og kalder forslaget administrativt tungt.
“Differentieret moms er politisk indblanding i danskernes forbrugsvalg og vil skabe et administrativt kaos for virksomhederne”, siger seniorøkonom Niklas Praefke fra CEPOS. Han peger i stedet på, at skattelettelser som et højere personfradrag vil give en mere direkte effekt for forbrugerne.
Ifølge aftalen skal momsnedsættelsen træde i kraft i 2028. Wammen understregede samtidig, at pengene allerede er afsat, og at beløbet ikke er symbolsk.
“Det er ikke et lille beløb. Vi har lavet en aftale med hinanden”, sagde han.
Aftalen om lavere fødevaremoms hænger sammen med gårsdagens politiske beslutning om at udbetale en såkaldt fødevarecheck. Regeringen, SF og Enhedslisten blev tirsdag enige om skattefri engangsudbetalinger til omkring to millioner danskere, herunder pensionister, studerende og børnefamilier med lave indkomster.
“Vi har set jer. Vi har hørt jer”, sagde skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) på pressemødet om fødevarechecken, som forventes udbetalt i maj og juni.
Pressemødet blev sendt på DR, TV2 og Berlingske, som følger op på aftalen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()


og