Den voldsomme brand i syv boligblokke i Hongkong er nu slukket. I løbet af to døgn har flammerne kostet mindst 128 mennesker livet. Folk leder stadig efter omkring 200 savnede familiemedlemmer.
Det er fortsat svært og farligt at gå ind i brandtomterne, derfor gennemgår familier de lister, som hospitaler hænger op med navne på sårede og døde. Politiet oplyser, at den egentlige efterforskning af brandårsag og -forløb først for alvor kan gå i gang nu, hvor der er bugt med ilden.
Myndighederne holdt tidligt i morges dansk tid pressekonference, hvor der blev gjort status. Blandt andre Reuters skriver:
Over 1000 politibetjente har hjulpet brandfolk og beredskab med at bekæmpe ild og redde folk ud. Brandene er nu slukket, men temperaturen i bygningerne er endnu for høj til, at egentligt efterforskningsarbejde og indsamling af bevismaterialer kan finde sted.
En del af de 108 lig, der foreløbig er bjærget ud fra bygningerne, er svært tilredte og endnu ikke identificeret. Fire, som har været behandlet for svære forbrændinger er afgået ved døden.
Brandalarmerne i bygningerne virkede ikke ordentligt, på trods af at flere beboere havde klaget over dem. Indledende efterforskning afslører desuden store mangler ved byggeriet og den renovering, der har været i gang siden juli sidste år. Det skriver BBC.
Ilden bredte sig med lynets hast, og chefen for sikkerhed i Hongkong mener, at det blandt andet skyldes styroform, som blev anvendt ved renovering af byggeriet. Det skriver flere medier efter pressemødet. Et grønt sikkerhedsnet, der var spændt udenpå et bambusstillads, fik også ilden til at brede sig hurtigt.
Beboerne er ellers blevet forsikret om, at materialer, der blev brugt i en større renovering af bygningerne, levede op til sikkerhedsstandarderne.
Reuters skriver, at private virksomheder og forretninger hjælper nødstedte familier i stort omfang. De donerer for eksempel mad, tøj og tæpper. Der er også givet store pengebeløb, som skal gå til psykologhjælp til overlevende, der er blevet traumatiseret eller har mistet pårørende.
Derudover har hundredevis af frivillige involveret sig i hjælpearbejdet. De køber og udleverer bleer og andre fornødenheder, de laver varm mad til folk og forsøger at gøre livet i et shoppecenter, der bruges til midlertidig indkvartering, så behageligt som muligt. Andre har etableret en stor ladestation, så folk kan få strøm på telefonerne.
Tre personer fra det byggefirma, der stod for renoveringen af bygningen, er blevet anholdt for uagtsomt manddrab i forbindelse med branden.
Læs BBC og Reuters
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og