BØGER // ANMELDELSE – Nogle romaner brænder sig fast. Så det lugter af flammeskrift og svedent liv. Sådan en roman er Elskende af Amalie Langballe: Uafrystelig og ualmindeligt velskrevet. Titlen er romantisk. Men allerede fra første side forstår læseren, at der ikke venter en kærlighedshistorie i klassisk forstand. Nej, her er noget foruroligende anderledes på færde.
I sin debutroman, Forsvindingsnumre, fra 2019 fordybede Amalie Langballe sig i sorgen som eksistentiel erfaring. Romanen vakte opsigt med sin usentimentale skildring af en ung kvindes forsøg på at få livet i vater efter moderens død.
I den svære toer, Elskende, som har ladet vente på sig, går Langballe bag om sorgen for at nå ind til den kærlighed, som altid koster. Blod, sved, tårer – og i sidste ende sorg, når en af de elskende må miste.
Blod, sved og tårer er der også rigeligt af i Elskende. Og mange andre kropsvæsker. Langballe svælger i pus, pis, slim og snot. Hun er bogstaveligt talt helt inde og røre ved materien: Hvad er kærlighed? Hvad vil det sige at være elskende? Når de spørgsmål skal udforskes, er det ikke nok at skrive æterisk om hjerte-smerte. Der må krop til. Den svedende, dunstende, væskende krop.
Fra hoffet til horehus
Handlingen i Elskende udspiller sig i en virkelighed, hvor pesten hærger, krigen truer, sommervarmen klæber til sindet og galskaben bobler lige under overfladen. Også hos dem, der er i inderkredsen omkring kongen. En adelsmand, der er frustreret over sin hustrus ufrugtbarhed, sender hende fra hoffet til et horehus, der bestyres af den sagnomspundne rufferske Viola. Med andre ord: Han tvinger hende til at blive prostitueret.
Læseren følger livet i horehuset, som det ses gennem fortællerens observerende blik. Den forviste adelskvinde, som før har omgivet sig med pragt og privilegier, må nu dele værelse med en ung pige
Læseren følger livet i horehuset, som det ses gennem fortællerens observerende blik. Den forviste adelskvinde, som før har omgivet sig med pragt og privilegier, må nu dele værelse med en ung pige, Gunhild, der den første dag sætter hende ind i sexarbejderens mentale mestringsstrategier:
”Det meste af tiden prøver jeg slet ikke at tænke… Det fungerer bedst for mig, hvis jeg lader kroppen vise vej. Indimellem kan jeg så alligevel ikke lade være med at tænke. Jeg tænker på, at noget fint og nyudklækket lige så stile forsvinder ud af mig. Jeg kan mærke, hvordan det erstattes med noget andet, noget…ældet. Fordærvet kalvefars eller muggent brød eller noget i den stil”.
Allerede her punkterer Amalie Langballe myten om den lykkelige luder. Og hun ender med at lade den læser, der har været en flue på bordellets vægge, møde fortællerens blik og indse sandheden i det, som en af hendes kunder siger: ”Du har triste øjne”.
En kærlighedshistorie
Det virkelighedsnære holdes op imod noget nærmest eventyrligt – dansende ellepiger, en rødmende rose i en labyrint og to elskende. Beretningen om hverdagen i horehuset, om kopulerende kroppe, uønskede svangerskaber og krævende kunder, flettes sammen med brudstykker af en helt særlig kærlighedshistorie – mellem to kvinder af forskellig stand. Som handlingen skrider frem, opdager læseren, at de elskende, som har lagt titel til bogen, er ruffersken Viola og kongens hustru til venstre hånd, Sunniva.
Bogens store styrke er Langballes mestring af sproget. Hendes ord åbner sanser
En tjenestepige og en frøken forelsker sig i hinanden. Det er uhørt. Som fortælleren bemærker: ”Der var en orden og nogle hierarkier, som ikke måtte forstyrres. Hvis de blev forstyrret og overskredet, handlede det om kærlighed (uvorn), men kærlighed var en stemme, som de fleste gjorde klogt i at overhøre.” Viola er netop uvorn og giver efter for de følelser, hun nærer for Sunniva.
Kvindebilleder
Elskende er et studie i kvindebilleder. Viola og fortælleren fremstår som hinandens diametrale modsætninger. Selv om Viola kommer meget lidt til orde i fortællingen, selv om hun er indhyllet i mystik, hersker der ingen tvivl om hendes handlekraft – hun puger penge sammen, lægger planer for fremtiden med sin elskede og udfordrer kongen og den gængse moral. Hun er – navnet til trods – ikke en bly viol.
Bogens unavngivne fortæller er anderledes passiv. Hun stritter ikke imod, da ægtemanden overlader hende til en skamfuld skæbne. Hun gør ikke oprør mod voldsomme kunder. Hun flygter ikke. Manglen på modstand reflekterer hun selv over: ”Det er underligt, men man får aldrig den tanke, at man bare kunne have bidt sammen, bidt sig igennem huden og musklen og kødet, og ens mund havde været vidunderligt svøbt i blod.”
Sprog og særlige greb
Bogens store styrke er Langballes mestring af sproget. Hendes ord åbner sanser: ”Mørket, der indhyllede os, var syrenfarvet. Sådan var det den sommer, de lyse nætter løb hele tiden ind i mørket og gned deres farver mod natten”. Sådan får en forfatter sin læser til at se, lugte og mærke den lilla tone i juninatten.
Langballe benytter sig af særlige greb, hyppige parenteser, der udfolder betydningen af det forudgående: ”Hver sommer har sin egen duft, og dennes var blandt andet kvindernes svedige inderlår (røde og hudløse).” Som indledning til de kapitler, der handler om de elskende, Viola og Sunniva, bruger hun konsekvent ordet Hemmeligheden – et hviskende ord, der får læseren til at lægge øret helt ind til fortællingen.
Bogen slutter med et åbent spørgsmål: ”Hvordan skal vi forstå historien om Viola?”. Tankevækkende nok står der ikke ”historien om Viola og Sunniva”. Måske er der en pointe i, at bogen hedder Elskende og ikke De elskende?
Kærligheden som genkendelse
Der er ingen Stormfulde højder-stemning, ingen happy ending i Elskende. Tværtimod lader handlingen læseren tilbage med den følelse, at mænds (magt)liderlighed og kvinders behov for tryghed alt for ofte hindrer kærlighedens udfoldelse.
Giver det så overhovedet mening at kalde bogen for en kærlighedshistorie? I indledningen taler fortælleren direkte til læseren: ”Hvis der er kærlighed her, håber jeg, at du finder den”. Undervejs får læseren trang til at råbe FUNDET: ”Vi finder dem, som det er meningen, vi skal finde. Måske ved at stole på følelsen af genkendelse, som er ubegribelig, indtil den pludselig er der. Når genkendelsen så indfinder sig, lige dele beroligende og ophidsende, må vi bore vores fingernegle ind i kødet på den anden, ikke give slip, turde sætte mærke.”
Elskende sætter også et mærke i læseren. Et brændemærke helt ind i sjælen. Midt i det virkelighedssøle, som bogen vælter sig i, rejser der sig et flammende håb om noget andet og mere – det guddommelige ved genkendelsen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og