Det mener USA’s chefforhandler, efter weekendens diplomatiske samtaler om at afslutte næsten fire års krig i Ukraine. Amerikanske, europæiske og ukrainske repræsentanter har drøftet de næste skridt. Rusland havde også repræsentanter med til møderne i delstaten Florida, men var ikke imponeret.
Den amerikanske chefforhandler Steve Witkoff skrev i går et par opslag på X, herunder blandt andet at ”Rusland er fuldt ud engageret i at opnå fred i Ukraine” og at russerne værdsætter amerikanske bestræbelser og støtte til at genetablere ”global sikkerhed”.
Russerne er dog knapt så positive. Ifølge flere medier, er de især skeptiske overfor de ændringer, som europæiske forhandlere sammen med Ukraine har forslået til den amerikanske fredsplan.
Kremls udenrigspolitiske rådgiver Yuri Ushakov siger, at han endnu ikke har set de konkrete ændringsforslag, men kalder dem alligevel ”utilstrækkelige”. Til The Guardian siger han, at ændringsforslagene ikke ”forbedrer mulighederne for en varig fred”.
Ushakov venter nu på, at den russiske chefforhandler Kirill Dmitriev i dag returnerer til Moskva. Så snart han har indviet præsident Vladimir Putin i forhandlingsdetaljerne, vil russerne “formulere vores udgangspunkt for at fortsætte, og det gælder også vores kontakt til amerikanerne”, siger Ushakov.
Reuters skriver, at det der er på spil lige nu er, om Putin vil være villig til at afslutte den mest dødelige konflikt i Europa siden anden verdenskrig, Ukraines fremtid, og om Europa er sat udenfor indflydelse og endelig om en amerikansk fredsplan vil være holdbar.
USA’s særlige udsending Steve Witkoff har beskrevet søndagens samtaler som “produktive og konstruktive”, og han fremhævede den omfattende koordination mellem Ukraine, USA og europæiske sikkerhedsrådgivere.
Men russernes reaktion kan sagtens indebære, at europæerne fortsat er sat udenfor indflydelse. Russerne er næppe blevet mildere stemt, efter at EU i fredags besluttede at finansiere Ukraines krigsindsats og genopbygning over de næste to år med et lån på 90 milliarder euro.
Ifølge Witkoff er der fortsat fire centrale emner på bordet: For det første en videreudvikling af den amerikanske 20-punktsplan, for det andet sikkerhedsgarantier, en amerikansk ramme også for sikkerhed og endelig økonomien. Ifølge det russiske nyhedsbureau TASS er også tidsplaner en vigtig del af forhandlingerne.
Hen over weekenden har den franske præsident Emmanuel Macron luftet en ide om at mødes og diskutere direkte med præsident Putin. Europæiske ledere har generelt undgået at mødes ansigt til ansigt med den russiske leder siden invasionen, men Macron har haft lidt kontakt med Kreml undervejs.
Det er ikke afgjort, hvornår samtaler mellem de to præsidenter vil finde sted. Macrons kontor skrev i weekenden i en offentlig meddelelse, at samtaler ville foregå “i fuld åbenhed”, så Ukraine og dets europæiske allierede kan følge med. Både AP og The Guardian mener, at initiativet er positivt.
Ifølge Politico hænger mødet sammen med Macrons ønske om at stå mere centralt i det europæiske lederskab, som Tysklands kansler har stået i spidsen for på det seneste.
Læs Politico, TASS, The Guardian, Reuters og AP
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og