Kunstig intelligens skal fra 2026 rulles ud i stor skala i den offentlige sektor og hjælpe både sagsbehandlere, plejepersonale og læger med administrative opgaver. Det fremgår af en ny aftale mellem regeringen, KL og Danske Regioner, som tirsdag blev præsenteret af Digitaliseringsministeriet.
Ifølge aftalen skal der investeres knap 267 millioner kroner over fire år i tre såkaldte storskalaprojekter med AI. Målet er at frigøre tid hos medarbejderne, så de kan bruge mindre tid på dokumentation og mere tid på borgere og patienter. Blandt andet skal AI kunne hjælpe med at skrive referater fra samtaler med borgerne, læse journaler og fungere som digitale assistenter for både medarbejdere, borgere og virksomheder.
Digitaliseringsminister Caroline Stage siger i en pressemeddelelse, at ambitionen er at styrke den borgernære velfærd. “Det kræver, at vores ansatte i den offentlige sektor bruger mindre tid på tastaturet og mere tid med borgerne”, siger hun. Hun understreger samtidig, at AI ikke skal træffe beslutninger alene, men fungere som et støtteværktøj, der altid skal kontrolleres af medarbejdere.
Også fagforeninger ser muligheder i aftalen. Formand for Dansk Socialrådgiverforening, Signe Færch, siger til DR, at AI kan være med til at løfte kvaliteten i arbejdet, hvis det bliver brugt rigtigt. Hun peger blandt andet på børneområdet, hvor mange socialrådgivere i dag har så travlt, at de har svært ved at overholde lovgivningen. Samtidig understreger hun, at de ressourcer, der bliver frigivet, ikke må føre til fyringer, men skal bruges til at lukke de huller, der allerede er i systemet.
Hos FOA, der organiserer blandt andre social- og sundhedsassistenter, er reaktionen også overvejende positiv. Sektorformand Tanja Nielsen siger til DR, at der er brug for alle hænder i velfærden, og at AI derfor ikke ses som en trussel. Hun fremhæver dog, at medarbejderne skal have tid og mulighed for at lære teknologien ordentligt at kende. “Det er vigtigt, at alle medarbejdere er med ombord, og at der sættes tid af til implementeringen”, siger hun.
Hos Danske Regioner peger formand Anders Kühnau i en pressemeddelelse på, at kunstig intelligens kan lette arbejdspresset i sundhedsvæsenet og sikre bedre brug af ressourcerne. “Kunstig intelligens kan hjælpe personalet med at give patienterne en hurtig og effektiv diagnose og behandling. Det letter medarbejdernes arbejde og sikrer, at vi bruger ressourcerne bedre”, siger Anders Kühnau.
Men aftalen møder også kritik. Erhvervsorganisationen Dansk Industri advarer om, at bureaukrati og uklare juridiske rammer kan spænde ben for ambitionerne. I en pressemeddelelse siger branchedirektør i DI Digital, Andreas Holbak Espersen, at mange AI-løsninger allerede findes, men ikke bliver taget i brug. “Alt for mange gode løsninger bliver bremset af juridisk usikkerhed”, siger han.
Læs mere hos DR og Ekstrabladet
Læs pressemeddelelser fra Digitaliseringsministeriet, Danske Regioner og DI
AI, der kan skrive referater
AI-værktøjer, der kan omsætte tale til tekst, skal hjælpe offentligt ansatte med at skrive referater fra møder med borgere og patienter. Teknologien skal også hjælpe med at opsummere sager. I første omgang udrulles projektet på beskæftigelsesområdet og i klinisk praksis, – og derefter på ældreområdet.
Nye chatfunktioner til borgere
Der skal på kort sigt udvikles nye chatfunktioner på tværs af det offentlige til at vejlede borgere og virksomheder om regler og ydelser. Det kan for eksempel være på skatteområdet. På længere sigt er planen, at én digital assistent skal være indgangen til det offentlige.
AI til sagsbehandling
Flest mulige medarbejdere på tværs af den offentlige sektor skal have en digital assistent til at hjælpe med sagsbehandlingen. AI-assistenten skal give forslag til proces og beslutninger. Det kan for eksempel være i forbindelse med behandling af byggesager i kommunerne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og