Konflikter og klimaforandringer truer de forbedringer, der er sket de sidste tre år. En ny FN-rapport viser, at antallet af mennesker, der lever med sult, faldt igen sidste år. Eksperter advarer om, at fremgangen er skrøbelig – aktuelle kriser som Gaza og Sudan er ikke fuldt afspejlet i tallene.
Omkring 673 millioner mennesker – svarende til 8,2 procent af verdens befolkning – oplevede sult sidste år. Det fremgår af rapporten State of Food Security and Nutrition in the World 2025, en rapport, som fem FN-organisationer udarbejder hvert år. I 2022 var andelen 8,7 procent.
Selv om det globale fald er positivt, ligger niveauet stadig over de 7,5 procent, der blev registreret før COVID-19-pandemien i 2019. Rapporten understreger, at tallene ikke fanger omfanget af akutte sultkatastrofer, som det vi ser i Gaza og Sudan lige nu.
Afrika står i skarp kontrast til de globale fremskridt. I 2024 var over hver femte afrikaner – omkring 307 millioner mennesker – kronisk underernæret. Det er flere end for 20 år siden. FN forudser, at næsten 60 procent af verdens sultne vil bo i Afrika i 2030.
Rapporten fremhæver, at fødevareinflation har ramt lavindkomstlande særligt hårdt. I 2023 toppede forskellen mellem fødevarepriser og den generelle inflation, hvilket har gjort det langt dyrere for mange familier at spise sundt.
Cheføkonomen i FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO), peger på forbedret fødevareadgang i Sydamerika og Indien som forklaring på de globale fremskridt. “Men hvis konflikterne vokser, og gældskrisen forværres, risikerer vi, at tallene stiger igen,” siger han til Reuters.
I Sydamerika er andelen af sultne faldet fra 4,2 til 3,8 procent. I Sydasien er tallet faldet fra 12,2 til 11 procent – især på grund af nye data fra Indien.
Blandt børn og kvinder er udviklingen blandet. Andelen af småbørn med hæmmet vækst er faldet fra 26,4 til 23,2 procent siden 2012. Samtidig er andelen af kvinder i den fødedygtige alder med blodmangel steget til over 30 procent.
Læs selv rapporten: The State of Food Security and Nutrition in the World 2025
Læs Reuters
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()

og