
NYHED // OVERBLIK – Præsident Hakainde Hichilema bliver i dag taget i ed og kan derefter gå i gang med sin anden femårige periode som statsoverhoved. Det sker ved en ceremoni på National Heroes Stadium i hovedstaden Lusaka, hvor også vicepræsident, Mutale Nalumango, bliver genindsat.
Men det er ikke kun en festdag. Genvalget sker samtidig med, at oppositionspolitikere bliver anholdt, et dødsfald under en politiaktion og voksende kritik af den valgproces, der sikrede den 64-årige Hichilema valgsejren.
Han vandt ifølge de officielle resultater præsidentvalget 13. august med omkring 60 procent af stemmerne. Hans vigtigste modstander, Brian Mundubile, fik 38 procent. Mundubile har afvist resultatet og beskyldt myndighederne for valgsvindel. Hichilema afviser anklagerne.
Kritikken handler især om optællingen. EU’s valgobservatører har ifølge BBC peget på alvorlige proceduremæssige problemer. Blandt andet blev resultater flere steder ikke skrevet ned i officielle skemaer umiddelbart efter offentliggørelsen, ligesom kontrollen af digitale registreringer af valgresultatet sammenlignet med de lister, som blev ført på valgstederne, var mangelfuld. Lokale valgansvarlige måtte flere gange vente på instruktioner fra valgkommissionens hovedkvarter.
En zambisk valgobservatør, Christian Churches Monitoring Group, konkluderede ifølge The New York Times for 10 dage siden, at Hichilemas stemmetal blev forbedret, og at der var uoverensstemmelser mellem resultater fra de enkelte valgsteder og den samlede optælling. Organisationen vurderede dog, at Hichilema havde nok stemmer til at vinde valget.
Valget blev også kortvarigt præget af vold. Reuters skriver, at optællingen blev suspenderet efter angreb på valgpersonale og tyveri af stemmesedler. Efter valget voksede den politiske konflikt yderligere.
Sikkerhedsstyrker gennemførte en aktion mod en ejendom i hovedstaden Lusaka, hvor flere oppositionsfolk befandt sig. En tidligere minister blev dræbt under aktionen, og 11 personer blev anholdt. Myndighederne har sagt, at aktionen var knyttet til en plan om at vælte regeringen, mens oppositionen afviser, at den var i gang med et væbnet oprør.
Brian Mundubile gik efterfølgende under jorden, men har senere meldt sig selv til politiet. Reuters skrev for to dage siden, at Mundubile og hans vicepræsidentkandidat, Makebi Zulu formelt var blevet sigtet for landsforræderi. Der er foreløbig ikke offentliggjort detaljer om sigtelsen, og Mundubile siger, at anklagerne er opdigtede.
Udviklingen skaber international bekymring. FN og Amnesty International har kritiseret anholdelserne, og FN’s menneskerettighedschef har opfordret de zambiske myndigheder til at stoppe vilkårlige anholdelser. Africanews har samtidig rapporteret, at den zambiske opposition har opfordret Den Afrikanske Union til at gribe ind i den omstridte valgproces.
Mundubile havde oprindeligt ønsket at indbringe valgresultatet for domstolene. Men ifølge Africanews blev domstolene lukket på den sidste dag, hvor en valgklage kunne indleveres. Det betød, at der ikke blev registreret nogen valgklage inden fristens udløb.
Afrikanske statsledere er morgenen igennem rejst mod Zambia for at deltage i ceremonien. Herunder har The Herald Zimbabwe postet på X, da præsident Mnangagwa tog hjemmefra.
Den politiske krise står i kontrast til Hichilemas første valgsejr i 2021. Dengang blev han internationalt hyldet som demokratisk reformator efter at have besejret Edgar Lungu, hvis regering var blevet kritiseret for vold og undertrykkelse. Hichilema havde selv tidligere været politisk fange.
Præsidenten forsvarer sin regeringsførelse. Da han overtog magten, havde Zambia misligholdt sin internationale gæld, og inflationen lå over 24 procent. Siden har regeringen forhandlet en omstrukturering af gælden, forbedret forholdet til internationale kreditorer og reduceret inflationen. Reuters vurderede før valget, at økonomien ville blive en afgørende test af Hichilemas første periode.
Men mange zambiere kæmper fortsat med høje leveomkostninger, og netop utilfredshed med den økonomiske udvikling var en central del af Mundubiles valgkamp. Samtidig har investorer taget positivt imod Hichilemas genvalg, blandt andet fordi Zambia råder over store forekomster af kobber og andre kritiske mineraler.
Læs BBC, The New York Times, Reuters, Africanews
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og