ANALYSE // PRIMÆRVALG 2020 – Vil den progressive venstrefløj hos Demokraterne stå stærkere, den dag enten Bernie Sanders eller Elizabeth Warren kaster håndklædet i ringen? De to er enige på lange stræk især om de overordnede linjer i den økonomiske politik. Men vil de venstreorienterede demokrater også bakke op om Joe Biden – den mere politisk moderate favorit – eller vil de blive hjemme?
De amerikanske demokratiske primærvalg begynder 3. februar 2020.
Som man kan se nedenfor, peger gennemsnittet af de landsdækkende meningsmålinger i slaget om at blive demokraternes præsidentkandidat p.t. på to kandidater, der truer Joe Biden, den midtsøgende frontløber og tidligere vicepræsident.
Warren og Sanders befinder sig begge på partiets progressive fløj
De to, der ligger på hhv. anden- og tredjepladsen, er senator Bernie Sanders fra Vermont, som støttes af 19.3 % af de demokratiske vælgere og senator Elizabeth Warren (Massachussets), der ligger på 18.5 % Biden er langt foran med en tilslutning på lige under 30 % i gennemsnit.
Warren og Sanders om miljø og klima
Warren og Sanders befinder sig begge på partiets progressive fløj.
De støtter begge den såkaldte Green New Deal, et lovforslag fra venstrefløjen i Kongressen, som retter sig mod bekæmpelsen af den globale opvarmning og stigende social og økonomisk ulighed, ligesom de også begge bakker op om Medicare-for-all, som går ud på at introducere en offentlig finansieret sygesikring for alle amerikanere, der med tiden skal erstatte det nuværende private sundhedssystem (også det nuværende Obamacare, hvor alle er sikret, men hvor private forsikringer er udgangspunktet).
Det mere moderate ordvalg vil sandsynligvis give Warren bedre chancer for at slå Sanders på de indre linjer – de to senatorer kæmper om de samme vælgere
Denne kombination ville for 10-15 år siden være utænkelig i en præsidentkampagne, men vreden mod den voksende økonomiske ulighed i USA blandt især de demokratiske unge, bekymringen for klimaforandringerne samt Trumps præsidentskab har givet venstrefløjen vind i sejlene.
Warren og Sanders adskiller sig imidlertid retorisk: Warren, der kalder sig selv en ‘capitalist’ er påpasselig med at bruge ordet ‘revolution’ om sin politik i modsætning til den selverklærede ‘demokratiske socialist’ Sanders. I stedet omtaler hun sine politiske ideer som “store strukturelle forandringer”.
Det mere moderate ordvalg vil sandsynligvis give Warren bedre chancer for at slå Sanders på de indre linjer – de to senatorer kæmper om de samme, mestendels unge og veluddannede, hvide vælgere.
Men hvis det betyder, at slutspurten ender med at være en tvekamp mellem favoritten, Biden, som alle amerikanere kender efter otte år på posten som Obamas vicepræsident og som også er særdeles populær blandt de afrikansk-amerikanske vælgere og den øvre, veluddannede middelklasse, vil hun især skulle kæmpe hårdt for de sorte vælgere. De er nemlig ikke specielt begejstrede for den jurauddannede Harvard-professor.
Ender primærvalget i stedet som et opgør mellem Sanders og Biden, vil Biden især skulle koncentrere sig om de unge demokrater, der er langt mere begejstrede for den tidligere uafhængige senator fra Vermont end for den tidligere vicepræsident.
Warren, Sanders og Biden om uddannelsespolitik
Udover sundhedspolitik og økonomi er de tre førende kandidater også uenige om en række andre politiske emner.
Både juristen Warren og socialisten Sanders mener, at det skal være gratis at gå på universitetet i USA
På uddannelsesområdet er Warren og Sanders enige. I dag koster det i gennemsnit 100.000 kr. om året at tage en videregående uddannelse i Guds eget land. Og det er endnu dyrere, hvis man skal på et privat universitet – alene undervisningsudgiften (uden kollegieplads) på et af de fine Ivy League-universiteter løber op i 350.000 kr. om året.
Både juristen Warren og socialisten Sanders mener, at det skal være gratis at gå på universitetet i USA.
Den kvindelige senator mener, at hendes forslag om en såkaldt ‘ultramillionærskat’ – en skat på to procent om året for de 75.000 rigeste amerikanske familier med formuer på over 50 millioner dollar – vil dække udgiften til gratis og offentlige universitetstudier. Warren og Sanders’ enighed på dette punkt er en af flere grunde til, at de to er rasende populære blandt de yngre demokratiske vælgere.
Spørgsmålet er om Sanders og Warrens enighed på det økonomiske område automatisk vil ekskludere én af dem. Warren plejer at understrege, at hendes politik ikke betyder, at den amerikanske middelklasse skal betale mere i skat, hvilket Sanders ikke påstår.
Den 76-årige Joe Bidens plan for, hvad det skal koste at gå på college er mindre ambitiøs: kun to år af studietiden skal betales gennem skatter, foreslår han, og det er i tråd med, hvad Obamas regering slog til lyd for.
Bekæmpelse af hjemløshed
Biden kan generelt ikke siges at kere sig om samfundets mest udsatte i samme grad som Warren og Sanders – i hvert fald er hans retorik anderledes og hans midler nogle andre.
Biden har forsøgt at starte en diskussion om, hvorfor tidligere indsatte så ofte ender som hjemløse, men en decideret plan for hvordan USA løser krisen, mangler de amerikanske vælgere fortsat at se.
Uligheden mellem racerne, når det gælder boligmuligheder, er et af de områder, Warren bejler til de sorte vælgere på
Tallene taler ellers sit tydelige sprog: Over en halv million amerikanere sov under åben himmel minimum én nat i 2018. Derudover er fattigdomsraten høj: Over 42 millioner amerikanere lever i fattigdom og har høj risiko for at blive sat på gaden.
Warren slår i sin skattepolitik til lyd for øgede arveafgifter, som skal være med til at finansiere hendes boligplan.
Den kvindelige senator har på sine vælgermøder fremlagt lovforslaget The American Housing & Economic Mobility Act, som POV beskrev i sidste uge:
Planen vil afhjælpe hjemløsheden gennem offentlige investeringer, der skal finansiere bygningen af nye huse. Planen er ifølge magasinet The Atlantic den mest ambitiøse siden The Fair Housing Act fra 1968, der skulle gøre op med racediskrimination i forbindelse med salg og udlejning af boliger i USA.
Konkret vil Warren investere 500 milliarder dollar ved blandt andet at bygge 3,2 millioner nye boliger i hele USA, som skal være tilgængelige for lavindkomstfamilier.
Sanders’ boligplan er på mange måder sammenlignelig med Warrens, men den er dyrere: I hans forslag skal offentlige investeringer også sørge for, at huse bevares, og nye bygges til den helt store guldmedalje.
På sin hjemmeside forklarer Sanders, at der skal investeres ikke mindre end 1,48 billioner dollar i The National Affordable Housing Trust Fund over en tiårig periode. Eller sagt ligeud: ‘Mens folk kæmper for at betale huslejen, nyder store virksomheder som Amazon godt af enorme og stadigt voksende overskud’.
Se mere her:
Når det gælder hjemløshed fokuserer Warren især på den uretfærdighed, der er mellem de muligheder, sorte og hvide amerikanere har for at tilgå det amerikanske boligmarked. Uligheden mellem racerne, når det gælder boligmuligheder, er et af de områder, Warren bejler til de sorte vælgere på.
I et sjældent indlæg i aktuel amerikansk politik advarede præsident Obama forleden sit parti mod at gå “for langt til venstre” og mod “revolutioner”
Den beskatning af rige amerikanere, som Warren slår til lyd for, skal indbringe 275.000 milliarder dollars, og den skal finansiere en 95 % fjernelse af studiegælden for borgere med husstandsindkomster under 100.000 dollar om året.
Fritagelsen gælder ikke for amerikanere med en årlig husstandsindkomst på over 250.000 dollar.
Studiegæld – et vigtigt emne for unge vælgere
I spørgsmålet om studiegæld står Bernie Sanders alene. Han ønsker helt at fjerne den studiegæld, som ca. 45 millioner amerikanere skylder bankerne og staten.
Fjernelsen af gælden er en del af Sanders’ større uddannelsesplan, der ialt vil koste 2200 milliarder dollars. Den skal finansieres ved at beskatte Wall Street-transaktioner højere. Warren har også foreslået at sløjfe studiegæld, men kun for lavindkomstgrupper, hvor bedre stillede amerikanere ikke ville gå fri.
Biden mener omvendt, at den eksisterende Public Service Loan Forgiveness skal bevares, men dog justeres. Som programmet ser ud nu, annulleres gælden, når man har betalt 120 månedlige rater til tiden i et offentligt job, hvilket svarer til 10 års afdrag.
I det hele taget ønsker Biden at bygge videre på Obama-tiden og reformere eksisterende lovgivning, hvilket han tror, den brede middelkasse foretrækker. Her har han i øvrigt sin tidligere chef med sig.
I et sjældent indlæg i aktuel amerikansk politik advarede præsident Obama forleden sit parti mod at gå “for langt til venstre” og mod “revolutioner”. Hør hvad Obama sagde her på MSNBC med en lille analyse bagefter:
Et helt åbent felt
Alt efter hvordan primærvalget forløber, kan det ende med, at enten Warren eller Sanders trækker sig – især hvis den unge borgmester Peter Buttigieg, der muligvis står til at vinde i Iowa den 3. februar, ‘spiser’ af deres stemmer.
Intet er med andre ord givet, og det er også muligt, at feltet forbliver uklart, og så kan vi ende med en såkaldt broken eller contested convention, hvor kandidaterne skal ud i en anden eller tredje runde ved selve partikonventet til næste sommer
Det står klart, at Sanders og Warrens støtter vil bakke op om hinanden i primærvalget, så hvis den ene af venstrefløjens repræsentanter trækker sig, vil det i høj grad gavne den anden. Cirka to tredjedele af Sanders’ vælgere vil også stemme på Warren som kandidat, mens de på ingen måde er begejstrede for Biden:
Der er også fortsat rigelig med andre moderate kandidater – udover Buttigieg, Cory Booker og Amy Klobuchar meldte New Yorks tidligere borgmester og USA’s sjetterigeste mand Michael Bloomberg sig endeligt i kampen søndag med en blitzkrig af en reklamekampagne på 35 millioner dollar i den første uge. Det er flere penge end alle de andre kandidater har brugt til sammen i sidste uge.
Og så er der Deval Patrick, tidligere guvernør for Massachusetts, som også er kommet til sent. De kæmper om det samme segment, som Biden bejler til.
Intet er med andre ord givet, og det er også muligt, at feltet forbliver uklart, og så kan vi ende med et såkaldt broken eller contested convention, hvor kandidaterne skal ud i en anden eller tredje runde ved selve partikonventet til næste sommer.
Fænomenet er dog meget sjældent og skete sidste gang for demokraterne i 1952 med Adlai Stevenson og for republikanerne i 1976, hvor Gerald Ford med nød og næppe overlevede en udfordring fra Ronald Reagan. Demokraterne ændrede partiets regler i 2018, så de såkaldte superdelegates (partiudvalgte, som ikke er valgt af medlemmerne) kun stemmer, hvis der ikke er en vinder i første runde.
Foto: Collage af POV International, originalbilleder fra Flickr.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
