Vreden driver de sociale medier i stigende grad

Jesper Grunwald - alias Taxamanden - skriver om Uber — Fotograf: Eddie Michel.

Jesper Grunwald Taxamand 28.08.2025

Hver torsdag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.

Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.

POV PÅ SPIDSEN // KLUMME – På den ene side burde jeg sige fra over for en stil og et formsprog på de sociale medier som degenererer vores folkestyre, fordi retten til at sige, hvad der passer én, er vigtigere end, om budskabet er sandt. Selv ubegavede idioter kommer på talerstolen. På den anden side er jeg bange for at vende ryggen til de vrede fora, hvor den politiske debat foregår, skriver Jesper Grunwald.

”Gad vide, hvad de røde, de brune og de sorte vil gøre den dag, vi ikke gider at forsørge dem mere. Uhyggelig tanke” – efterfulgt af tre grine-emojis.

”Man har givet magten til de mest uvidende og uduelige. Det ville aldrig ske, at en flok elefanter ville vælge de dummeste elefanter til at føre flokken ud over afgrunden” – illustreret med et billede af Mette Frederiksen.

”De røde får liggesår af at sprede ben for islam. Håber, der går koldbrand i sårene.”

Ovenstående er tilfældigt valgte kommentarer på Facebook.

Selv om de sociale medier tilhører den moderne tid, er sammenligningen med stemningerne i det højreekstremistiske Italien og Tyskland for et århundrede siden nærmest uundgåelig

Det var ikke gået i den almindelige samtale med mennesker for bare et par årtier siden – medmindre det foregik blandt venner på stamværtshuset efter rigeligt med sprut. Det var ikke gået i læserbrevene i den daglige avis, fordi der fandtes læserbrevsredaktører, som havde til opgave at skelne mellem indignation og gylle-spredning. Og det var godt nok ikke gået i mit – i øvrigt konservative – barndomshjem, selv om tonen blev friere i 60’erne og 70’erne. Her var stikordet ”pli” i omgangen med selv de mennesker, man var meget uenig med.

Og det er nærmest en anakronisme i vores debatkultur, at den – dybest set fantastiske – tanke, at de nye sociale medier giver fri scene og ytringsfrihed til ”almindelige mennesker”, mere og mere ligner et degenerationstegn i vores demokratiske kultur. For et demokrati, hvor debatten reduceres til et råbekor, hvor alt fokus er på afsenderen selv, og modtageren er uden betydning (ud over at være publikum til din egen genialitet), er vel næppe et demokrati.

Det mest uhyggelige er de direkte fascistoide træk i sprog og retorik – som er metastaser fra en politisk udvikling, hvor også nøgterne iagttagere i dag bruger fascistbegrebet igen. Selv konservative politikere i USA tøver ikke med at sætte etiketten ”fascist” på den nuværende præsident og hans håndgangne. Og godt begavede mennesker, som ikke kan sættes i bås som ekstremister, pegede allerede for årtier siden på, at fascismen er latent. At dens tankesæt langtfra alene kan knyttes til Mussolini i Italiens 20’ere, til Hitler i det nazistiske Tyskland eller Franco i Spanien.

Fascisme

Den afdøde italienske forfatter Umberto Eco (forfatter til bl.a. Rosens navn) udgav for knap tre årtier siden en lille bog (oprindeligt et foredrag på et amerikansk universitet) med titlen Den Evige Fascisme. Han oplevede selv den italienske fascisme under Mussolini som barn. I bogen beskriver han karaktertræk i det, han kalder ”ur-fascismen” – kendetegn, som naturligvis virkeliggøres forskelligt i forskellige tidsaldre, men som har fælles træk. Nogle af de 14 punkter, han opstiller, er:

Traditionen som kult – der kan ikke ske fremskridt via lærdom. (Mit eksempel fra SoMe i dag: ”Islam er en morder-religion.”)
Selektiv populisme – ur-fascismen er imod de rådne parlamentariske regeringer, der ikke længere repræsenterer folkets stemme. (Citat fra Facebook om Mette Frederiksen: ”ALDRIG har jeg hadet et menneske, som jeg hader hende. Og jeg glemmer aldrig, hvad hun har sagt og gjort.”)

Også amerikaneren Lawrence Britt har arbejdet med den latente fascisme. Han er noget så sjældent som en succesfuld forretningsmand på topniveau, som slog sig på et forfatterskab, der bl.a. interesserede sig for en definition af fascismen, som går på tværs af tidsaldre. Her er et par af hans teser om ”ur-fascismen”:

Magtfuldt og løbende fokus på nationalisme. (Læs i dagens sociale medier om det maniske fokus på ”befolkningsudskiftning” og alle opslagene om ”Danmark for danskere”.)
Foragt for vigtigheden af menneskerettigheder. (”Palæstinenserne har selv valgt Hamas – de ligger, som de har redt.”)
Kontrol af massemedier. (Vores indflydelse på X og Facebook er lig nul. De køres af superkapitalister, der ofte er i tæt symbiose med de politiske magthavere.)

Den danske journalist og forfatter Samuel Rachlin, der blev født af jødiske forældre i Sibirien, hvortil familien blev forvist, kender både højre- og venstrefascismen fra sit eget liv. Han skrev det direkte i en artikel i Berlingske for knap et år siden: ”Det har været svært at tage ordet (fascisme) i munden – men nu er tabuet brudt.” Rachlin, der har boet en del år som korrespondent i USA, citerer i artiklen den estimerede amerikanske journalist og forfatter Anne Applebaum fra magasinet The Atlantic, hvor hun påpeger det fascistoide sprog i Donald Trumps retorik, der i lige linje ligner sproget hos Hitler, Mussolini og Stalin. Den amerikanske præsident omtaler sine modstandere som ”venstreradikale bøller” og ”skadedyr”.

vrede på sociale medier — Vreden florerer på – især – de sociale medier. Og det har konsekvenser for både dagligdagen, tonen og det politiske liv. Illustration: Wikimedia Commons, parentology.

Find dig i vreden på de sociale medier

Det er hævet over enhver tvivl – uanset om du vælger at bruge fascistetiketten i vor tid – at der i dag, hvor politikerne kaster stort set al deres energi i den politiske debat og markedsføring af deres partier, udvikler sig en slags symbiose mellem politikernes sprog og den aggressive og uforsonlige tilgang til debatten på de sociale medier.

Angrebene på statsministeren er hårde og personlige, og de sociale mediers platforme kræver denne radikalisering af uenighed for at opretholde opmærksomheden

Det er lige så tydeligt, at de jævnligt trækker attituden med ind i de traditionelle medier, fx i tv-debatterne.

Vreden er blevet et overlevelsens drivmiddel – ikke mindst på højrefløjen – hvor konkurrencen om at være førende på den fløj ER sat ind frem mod det kommende folketingsvalg næste år. Angrebene på statsministeren er hårde og personlige, og de sociale mediers platforme kræver denne radikalisering af uenighed for at opretholde opmærksomheden.

Selv om de sociale medier tilhører den moderne tid, er sammenligningen med stemningerne i det højreekstremistiske Italien og Tyskland for et århundrede siden nærmest uundgåelig. Det var ikke mindst uforsonligheden i debatten (og slagsmålene) mellem fløjene, der var anledningen til, at fascismen kunne komme til magten som orden i kaos.

Som medieforbruger og aktør er jeg selv en del af en slags hykleri: På den ene side burde jeg sige fra over for en stil og et formsprog, som degenererer vores folkestyre, fordi retten til at sige, hvad der passer én, er vigtigere end, om budskabet er sandt. Selv ubegavede idioter kommer på talerstolen. På den anden side er jeg bange for at vende ryggen til de fora, hvor den politiske debat foregår.

Hykleriet deler jeg med de politikere, der er reduceret til marionetter i tidsånden: Find dig i den hverdagsfascistiske kultur på de sociale medier – eller find dig et andet job!

Læs flere klummer fra POV’s klummeserie, “På spidsen” her.

En hyrevognschaufførs bekendelser Jesper Grunwald er taxamanden. Og taxamand.dk er mig! Sådan er det og sådan bli’r det. Det begyndte med en drengedrøm om at køre rundt i en fed Mercer, når arbejdslivet en dag var slut. Sagde det i en takketale til en rund fødselsdag: - Når jeg bli’r 80, vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner. Men inden jeg fyldte 60 tog mit arbejdsliv en drejning. Et generaldirektør-skifte i DR fik på kort tid min chefstatus som journalist, programudvikler, kanalchef (P3) og programchef til at ændre sig fra lovende til udtjent. Nej, jeg blev ikke fyret fra DR – men det kunne jeg formentlig snart være blevet. Jeg var sur på Statsradiofonien- og DR var vist også træt af mig. Så jeg sprang ud med en faldskærm af en fratrædelsesordning. Det sværeste er ikke at sige farvel. Det sværeste var i øjeblikket at ” ….læse glæden over mit farvel i chefen ansigt … ” - som en af mine tidligere kolleger udtrykte det. Jeg blev efter et halvt års sunden mig projektchef i JP/POLITIKENS HUS i forberedelsen af at søge på den udbudte radiokanal FM4. Men detail-kravene fra kulturminister Møller og hans regering blev så snærende for koncernen på Rådhuspladsen, at bestyrelsen besluttede - ikke at søge. Kassen var tom og jeg tog så taxakortet for at tjene til føden. Embedsmanden med ridderkorset måtte pludselig dele lønvilkår med den almindelige lønarbejder. Siden har jeg levet meget lykkelig med øgenavnet ”granitperkeren” – en henvisning til min bornholmske opvækst. Og så begyndte skriverierne på Facebook, hvor jeg i dag har knap 4000 følgere. Og på min blog www.taxamand.dk. Hvad det er jeg kan? - Jeg kigger på verden gennem forruden på min ”Mercer”, vogn 1-0024 – og er historiefortæller om mine møder med mennesker fra alle samfundslag i Danmark – og gæster fra hele verden. Og så er er jævnlig gæst og kommentator på TV2 NEWS og i P1, holder foredrag, er medlem af bestyrelsen for Filmhøjskolen Møn og har skrevet essaysamlingen JEG ER BARE TAXAMAND. Jeg kører nattaxi i København for selskabet Dantaxi 4x48. Det er det, jeg lever af. Men hvis du vil, kan du støtte mine skriverier med ”drikkepenge” via MobilePay 40255112