FILM // ANMELDELSE – Sidse Babett Knudsen er med i samtlige scener i Vogter, og sammen med det begrænsede antal locations og det korte tidsrum, filmen foregår i, resulterer det i et effektivt kammerspil.
Instruktøren (og med-manusforfatteren) Gustav Möllers forrige spillefilm, Den Skyldige (2018), var et intenst og godt tænkt stykke intim-drama, som foregik på en alarmcentral, men hvor jeg alligevel, som filmen skred frem, oplevede en utilfredsstillende sindstilstand, jeg aldrig helt fik rede på.
Var den for udspekuleret og glad for sin egen idé om at følge tidens, stedets og handlingens enhed? Eller blev selve handlingens forløsning for konstrueret eller skematisk? Jeg skriver det som spørgsmål, for jeg kan vitterligt ikke huske det. Men bare rolig, jeg kan heller ikke huske slutningen på mange af mine yndlingsfilm.
I den nye film, Vogter, er tøjlerne løsnet en anelse, for der optræder flere rum og locations, og tiden er løsere fortalt, men vi er altså primært i et fængsel, hvor Eva (Sidse Babett Knudsen) er fængselsbetjent. Hun er ansat i den ”bløde” afdeling, men en dag opdager hun, at en ny fange, Mikkel (Sebastian Bull), ankommer til institutionens sektion for de indsatte, der regnes for farlige.
En elementær film
Hun søger derefter om forflyttelse til netop dén afdeling, og vi aner hurtigt hvorfor, og spændingen går nu ud på, hvornår og hvordan hun vil konfrontere den nye fange, og hvad det vil indebære.
Det er en temmelig elementær film. Og det mener jeg først og fremmest på den gode måde. Den udnytter sine virkemidler – især i filmens første del – til at formidle en masse viden til os. Alene det smalle format i 4:3 antyder en lukkethed i både omgivelser og hos Eva, og ved hjælp af billedbeskæringer og den generelle mise en scène får vi et indtryk af hende som en tynget og indesluttet kvinde.
Hendes kollegers ansigter ses næsten ikke, hun spiser alene i kantinen og så videre, og filmens valg giver én som seer et virkelig godt udgangspunkt for indlevelse. Det er faktisk ret godt realiseret.
Filmen er også anderledes forfriskende og modigt et par steder i ganske kort tid, hvor den bryder med det naturalistiske univers
Eva er som udgangspunkt venlig mod både fanger og kolleger, men dette ændrer sig. Hun lyver sig til sin forflyttelse, og derefter er det primært i plottets udvikling, at spændingen holdes ved lige. Det er ikke længere subtilt fortalt, men ganske meget mere håndgribeligt. Det sker næste umærkeligt, for filmens æstetik ændrer sig ikke direkte.
Den stærke realisme, som filmen bærer som et hædersmærke, brydes altså nu af handlingsmæssige detaljer, som man som seer ærligt talt skal være meget storsindet for at påstå, man kan overse det urealistiske i. For eksempel det at ingen i institutionen kender til Evas familiære forhold, eller at hun på trods af en konfrontationsscene med sin nye afdelingsleder (Dar Salim) får at vide, at man ”aldrig er alene med en indsat”, hvorefter hun er netop dét adskillige gange i resten af filmen uden at nogen synes, det er påfaldende. Udover os i salen.
Og jeg spoiler intet ved at sige, at én af hendes kolleger er endog meget langsom i en flugtscene. Dén må de have siddet med i klipperummet og tænkt deres over. Men måske var det med vilje? For filmen er også anderledes forfriskende og modig et par steder i ganske kort tid, hvor den bryder med det naturalistiske univers. Henholdsvis i form af en subjektiv lyssætning i én scene og en diskret paranormal situation i an anden.
Subteksten
Men man tvinges på den anden side også til at tænke over, hvad filmen så egentlig handler om. Hævn, sorg, ensomhed, ja, men levnes vi plads til, at vi kan overføre den på eget liv? Skal vi forstå Eva – og gennemgå hendes trængsler? Fangen Mikkel er ikke svær at forstå. Han gør, som enhver psykopat ville gøre i den situation, men den måde magtforholdet skifter undervejs, gør mig i tvivl om hensigten. Er vi alle hævngerrige opportunister? Og hvad hvis vi er?
En scene mellem Eva og fængselspræsten (Jacob Lohmann) skal givetvis skabe ekstra dybde, men det virker desværre ikke efter hensigten på mig og virker som en undskyldning, hvorimod scenen hos Mikkels mor (Marina Bouras) meget vel kan være filmens bedste, mest gribende og uheldssvangert tvetydige.
En lykkelig slutning?
Så er det, jeg kommer til at tænke på, hvem det egentlig er, denne film er tiltænkt? Arthouse-publikummet? Fans af film fra den kriminelle underverden? Politiken Plus-segmentet? Jeg er bange for, at den rammer lidt forbi dem alle, og efter antallet og reaktionerne i salen at dømme på denne premierevisning i Skibby Kino, så tiltrækker den heller ikke stampublikummet her i den alleryderste udkant af Region Hovedstaden. Men jeg kan meget vel tage fejl, for jeg kan anbefale den til folk, der godt kan lide at se film, og hvor form og handling langt hen ad vejen spiller forbilledligt sammen.
Og selvom slutningen måske ikke er hverken lykkelig eller decideret vellykket – og heldigvis heller ikke fasttømrer den hensigt, jeg funderede over – så er det ikke altid, at film skal slutte på den gode måde. Så min erindring om min følelse efter at have set Den Skyldige må vige, og jeg må se den igen. Ikke alle film skal ”slutte godt”.
Frederik Bojer Bové omtalte også filmen her på POV i en af sine reportager fra Berlin Film Festival tidligere på året.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
