
POV BUSINESS // TEMA ENERGI – Texas lukker kulkraftværker på stribe og er nu den amerikanske stat, der producerer klart mest vindenergi. Det gavner både den texanske økonomi og miljøet, skriver Martin Bøgild.
Siden år 2012 har Texas fordoblet sin kapacitet af vindenergi, og statens vindmøller har nu en kapacitet på over 23 gigawatt. Det er ifølge AWEA – American Wind Energy Association – over tre gange så meget som Oklahoma, der har den andenstørste vindkapacitet i USA.
Og på 10 år er vindenergi gået fra at dække 5 procent til nu at dække 17 procent af elforbruget i staten, som ellers er bedst kendt for mere CO2-udledende energiformer som olie og kul.
Med mange flade, ubeboede landskaber og stærke vinde har Texas ideelle betingelser for vindenergi. Det har de formået at udnytte ved at udbygge elnettet, så strømmen kan transporteres fra afsides områder til byerne, hvor behovet er størst. Og i takt med at teknologien er blevet bedre, er møllerne også blevet mere effektive, så de kan producere mere og billigere strøm.
Vindmøllerne er ikke kun gode for økonomien, men giver også konkret afkast på klimabundlinjen
De lavere priser har ifølge borgmesteren af Georgetown i Texas haft en stor indflydelse på den store vækst i vindenergi: ”Det var først og fremmest en forretningsmæssig beslutning, og hvis du vinder forretningsdiskussionen, så vinder du også miljødiskussionen”, siger den republikanske borgmester, Dale Ross, til CBS News.
Ifølge en undersøgelse fra Rice University i Houston vinder vedvarende og miljøvenlig energi frem på bekostning af kulkraft. Alene i 2018 lukkede fire kulkraftværker i Texas, fordi de ikke længere kan konkurrere med vedvarende energiformer.
Se interviews med lokale beboere fra New Mexico, og hvordan de ser på de nye muligheder fra vindmøllerne, nedenfor:
Den grønne omstilling finder ikke kun sted i Texas. I 2014 havde USA en vindkapacitet på lige under 66 gigawatt, og i 2017 var det tal steget til 89 gigawatt. I samme periode faldt andelen af strøm fra kulkraft fra 39 procent til 30 procent.
VESTAS I TEXAS
Den danske vindmølleproducent Vestas fik i 2017 en ordre på 100 vindmøller netop til et projekt i Texas. Det er møller af typen V110-2.0 MV, der skal leveres til Flat Top vindprojektet i Texas. Det er en underafdeling af firmaet Alterra Power Corp, der står bag ordren, der omfatter levering og idriftsættelse af møllerne, samt en 10-årig serviceaftale. Møllerne, som blev bygget på Vestas’ fabrikker i Colorado, startede driften i 2018.

Topfoto: Texas Wind Farms – Flickr Creative Commons
Original artiklen er syndikeret fra vores samarbejdspartner, Verdens Bedste Nyheder, og redigeret af POV. Originalen kan læses her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.