ARBEJDSLIV // KOMMENTAR – Glem alt om at lokke med høje lønninger, ekstravagante gager og fede pensionsordninger. Det er vi ligeglade med, skriver medlemmer af netværket Sustainable Change Makers. Vi vil være glade og sunde mennesker, der ikke går i seng med et galoperende stresshjerte langt oppe i halsen.
Af Lasse Alfastsen, social iværksætter, medstifter af Sustainable Change Makers og kommunikationsrådgiver (28), og Asbjørn Riis-Søndergaard, filosof, medlem af Sustainable Change Makers og foredragsholder (31).
Sommerferien er forbi, og arbejdet kalder på ny. For mange mennesker repræsenterer sommerens solbadning og jordbærspisning en tiltrængt pause fra stress og jag som følge af en stor arbejdsbelastning i hverdagen. Udtryk som ”at trække stikket”, ”få et hårdt tiltrængt pusterum” eller ”lade batterierne op” hører vi hyppigt, når ferien rykker tættere på. Særligt hos jævnaldrende unge, der er ansat i en stor virksomhed, hører vi udtrykkene.
De fleste kender til mareridtsfølelsen af at spæne rundt i et hamsterhjul, der hamrer derudaf, med det ene simple formål at holde hjulet rullende. Et meningsløst formål, der kan få selv den mest ihærdige og fokuserede sælgertype til at tænke: ”Er det virkelig det værd?”
De føler sig udkørt og udbrændt, før de for alvor er kommet i gang med deres karriere. Det er både en stor skam og et unødvendigt faktum.
Ifølge Sundhedsstyrelsen har hver femte kvinde og 13 pct. af mænd i alderen 25-34 dårligt mentalt helbred. Derudover har 14 pct. af de beskæftigede i Danmark, svarende til 380.000 mennesker, oplevet stress. Der er formentlig mange mørketal i disse statistikker, da tematikkerne fortsat er tabubelagte for mange unge.
Samtidig ved vi fra God Arbejdslyst Indeks 2019, at de unge føler, at de har mindre indflydelse på vigtige beslutninger, der påvirker deres arbejdsplads – særligt i forhold til deres erfarne kollegaer. Udover at mange unge er pressede på en lang række fronter, er vores påstand, at en overset faktor i forklaringen af sådanne statistikker kan skyldes, at mange unge føler manglende mening i arbejdslivet.
Et opgør med meningsløst arbejde
Mange unge, der selv har mulighed for at vælge, selekterer nemlig arbejdsplads ud fra overbevisningen om, hvad der er mest meningsfuldt for dem i deres eget liv. Meningsfuldhed er i det hele taget et tema, der bliver diskuteret flittigt i samfundet lige nu. Tiden varsler et opgør med det meningsløse og planetdestruktive arbejde.
Det er vigtigt for den unge generation, at dét at stå op om morgenen og gå på job bidrager til livsglæde, og det er afgørende, at arbejdet og arbejdspladsen har et højere formål end ”blot” at øge en økonomisk bundlinje.
Klimakrisen sætter en stor, tyk streg under en trendende følelse: Unge vil ikke længere bidrage med viden, ekspertise og lange uddannelser til at opretholde et meningsløst og planetopslidende vækstparadigme. Vi siger i stigende antal fra
De fleste kender til mareridtsfølelsen af at spæne rundt i et hamsterhjul, der hamrer derudaf, med det ene simple formål at holde hjulet rullende. Et meningsløst formål, der kan få selv den mest ihærdige og fokuserede sælgertype til at tænke: ”Er det virkelig det værd?”.
Klimakrisen sætter en stor, tyk streg under en trendende følelse: Unge vil ikke længere bidrage med viden, ekspertise og lange uddannelser til at opretholde et meningsløst og planetopslidende vækstparadigme.
Vi siger i stigende antal fra. Det gælder både unge i ’millenial-generationen’ (født mellem 1983-1994), som vi selv er en del af, og den helt unge generation, ’Generation z’ (født mellem 1995-2002). Vi mennesker bruger i gennemsnit en tredjedel af vores liv på at arbejde, så det skal være meningsfuldt, hvad vi bruger vores tid på, og vi skal kunne se, hvordan den arbejdsplads, vi vælger, gør en positiv forskel i samfundet.
Sisyfos-myten i det moderne højteknologiske samfund
I de sidste 10 år har vi fået tudet ørerne fulde med formaninger om, at kloden er ved at bukke under for vækstpresset, at fremtiden er decideret usikker, og at vi skal skære ned på bøffer, iPhones og flyrejser. Samtidig viser tal fra God Arbejdslyst Indeks, at især unge er bekymrede for fremtiden.
Alligevel forventes mange unge at møde op på arbejde hver evig eneste dag for at producere produkter og services, der på den ene eller anden måde bidrager til at øge presset. Det giver ikke mening for os. Sisyfos-myten fra det antikke Grækenland har aldrig været mere tydelig og relaterbar i det moderne højteknologiske samfund.
Vi vil ikke arbejde for, eller på anden måde bidrage til, virksomheder, der ikke støtter op om en bæredygtig og sund udvikling af vores samfund.
Vi vil føle, at vores arbejde bidrager til en meningsfuld udvikling af verden. Vi vil være medskabere, ikke lønslaver. Vi vil udvikles, ikke udbrændes. Vi vil bidrage til en meningsfuld mission
Der skal så vidt muligt være en tydelig sammenhæng og et positivt formål i alle aspekter af livet – både når vi forbruger, arbejder, er sociale og opdrager vores børn.
Vi vil have mening – både på arbejde og i privaten
Vi vil føle, at vores arbejde bidrager til en meningsfuld udvikling af verden. Vi vil være medskabere, ikke lønslaver. Vi vil udvikles, ikke udbrændes. Vi vil bidrage til en meningsfuld mission. Vi vil leve i trivsel og overskud – både når vi er på arbejde, og når vi er hjemme i privaten.
Glem alt om at lokke med høje lønninger, ekstravagante gager og fede pensionsordninger.
Det er vi ligeglade med – vi vil være glade og sunde mennesker, der ikke går i seng med et galoperende stresshjerte langt oppe i halsen. Stress, depression og udbrændthed er nemlig blot nogle af de kendte bivirkninger, som manglen på meningsfuldhed og livssammenhæng ofte afstedkommer.
Sæt en stopper for stressstatistikkerne
Der skal sættes stopper for arbejdsmarkedets pinlige stressstatistikker. Det kræver politisk handling, men det kræver også, at flere virksomheder tager ansvar for at skabe arbejdspladser, der er attraktive og rare at være en del af.
Der er intet modsætningsforhold mellem at skabe en attraktiv arbejdsplads med høj trivsel og en høj produktivitet – snarere tværtimod.
Hvis virksomhederne skal være attraktive på fremtidens arbejdsmarked og have succes med at rekruttere unge talenter, så skal de være samfundsansvarlige, skabe bæredygtig udvikling og sikre, at medarbejderne kan fungere som hele mennesker
Høj produktivitet forudsætter, at vi som mennesker er i balance, og vi kan se, at vi gør en reel forskel for andre, hvad end man er iværksætter, projektleder, lagermedarbejder eller kontoransat.
De unge viser vejen
De unge har allerede vist vejen: De er klima- og miljøbevidste, stemmer grønt, køber økologisk og vegetarisk samt kickstarter initiativer, foreninger, onlinefællesskaber og virksomheder med klare bæredygtige formål.
Mange har personlige erfaringer med stress og angst og forsøger at navigere på et presset uddannelses- og arbejdsmarked. Vi har mange af dem i vores netværk på tværs af iværksættere, kommunalt ansatte, forpersoner i foreninger samt medarbejdere i private virksomheder.
Hvis virksomhederne skal være attraktive på fremtidens arbejdsmarked og have succes med at rekruttere unge talenter, så skal de være samfundsansvarlige, skabe bæredygtig udvikling og sikre, at medarbejderne kan fungere som hele mennesker.
Det er muligt at skabe et meningsfyldt arbejdsliv for de fleste danskere – også i de aldrende industrier. Det kræver ”blot” et nyt strategisk fokus og en forandring af kulturen. Det skal være vore alles ambition at skabe livsglæde ved at gå på job. Vi unge vil ikke være ”generation hamsterhjul”. Så hvad venter vi på?
Her er fem gode erfaringer og relevante indsigter efter både at have ledet og samarbejdet med unge medarbejdere i en årrække:
- Drop fokus på løn og personalegoder og fokusér på formålet for virksomheden og virksomhedens samfundsbidrag.
- Spørg medarbejderen, hvad der gør hans/hendes arbejde meningsfuldt. Hvis ikke medarbejderen selv har et klart svar, så find svaret i fællesskab.
- Tydeliggør løbende, hvordan medarbejderens arbejde bidrager til virksomhedens formål og en positiv samfundsudvikling.
- Se dig selv som en coach fremfor en chef. Du er samtale- og udviklingspartner for den unge, som har valgt at bruge sin dyrebare tid på dig og din virksomhed.
- Husk at medarbejderen ikke er ansat for din eller virksomhedens skyld. Han/hun ønsker først og fremmest at udrette noget med og i sit liv.
Foto: Vladislav Muslakov, Unsplash
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her