GRØN OMSTILLING // KOMMENTAR – Regenerative principper har fundet deres vej ind i landbruget, men de færreste tænker på, at man også kan regenerere havet – og samtidig få en masse lækre råvarer med i den omstilling, der skal gøre det blå erhverv langt mere grønt, skriver Rasmus Willig og Joachim Hjerl fra Havhøst.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Af: Rasmus Willig & Joachim Hjerl, henholdsvis bestyrelsesmedlem og stifter af foreningen Havhøst
Flere og flere går i gang med regenerativ havdyrkning langs de danske kyster – dyrkning af tang, muslinger og østers på en måde, hvor måden, der dyrkes på, aktivt er med til at genoprette de hårdt pressede marine økosystemer og samtidig tjener et økonomisk, socialt og kulturelt formål.
Fiskene er væk, og fiskerne skal finde på noget nyt at lave.
Faktisk er der med de rette rammebetingelser mulighed for at udvikle et nyt erhverv baseret på dyrkning af regenerative afgrøder i en størrelse, der både gavner kystsamfundene og den havnatur, hvis velbefindende vi er så afhængige af.
Dyrkning kommercielt – eller til eget forbrug
Havhøst har nu hjulpet over 30 maritime nyttehaver i Danmark i gang. Disse foreningsdrevne haver tester afgrøder og dyrkningsteknikker uden kommercielt sigte. Det er stærke lokale fællesskaber med mellem 15 og 200 medlemmer, der driver ganske små dyrkningsanlæg – ofte platforme, der er forbundet med kysten eller et moleanlæg.
Foreningerne er drevet af lokale ildsjæle, der dyrker afgrøder i havet til eget forbrug – ikke ulig en fælleshave på land. De er medlemmer hos Havhøst, der hjælper nye foreninger i gang med den praktiske dyrkning, finansiering, opstart af en forening, opnåelse af tilladelser etc.
Fælles for foreningerne er interessen for havmiljø, mad, fællesskab, formidling og friluftsliv.
Den kommercielle, regenerative dyrkning tager udgangspunkt i kystfiskere, der er blevet gjort ufrivilligt arbejdsløse af udledning af næringsstoffer til vores kystnære farvande. Fiskene er væk, og fiskerne skal finde på noget nyt at lave.
Dyrkning af tang, muslinger og østers er et oplagt indtægtssupplement, der kan holde liv i et kystnært, naturskånsomt fiskeri. Dyrkning af afgrøder introduceres som et supplement, men kan på sigt blive en hovedindtægtskilde.
Hvis ikke vores børn lærer at sætte pris på andre råvarer end deres forældre og bedsteforældre, så bliver det meget svært for os at manøvrere igennem klima-, miljø- og biodiversitetskriserne
En helt ny, praktisk orienteret karrierevej med fødevareproduktion og naturgenopretning som mål kan endda være med til at sikre rekruttering ind i et erhverv, der ellers har svært ved at tiltrække sig unge menneskers interesse.
De første to kystfiskere i Danmark etablerer tangmarker i efteråret 2024 – og andre har meldt deres interesse, ikke mindst gennem Havhøsts tætte samarbejde med Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri.
Undervisning i regenerativ havdyrkning rettet mod børn og unge er det tredje – og helt uundværlige – ben i den indsats, som Havhøst har leveret i de sidste 10 år.
Mange tusinde børn har besøgt ”Bølgemarken” i København eller en af de andre 18 byer, hvor Havhøst sammen med lokale formidlingsinstitutioner underviser i, hvordan vi kan sammensætte et fødevaresystem, der fungerer på naturens præmisser – og som samtidig giver os alle sammen lækker, sund og klimavenlig mad på bordet.
Hvis ikke vores børn lærer at sætte pris på andre råvarer end deres forældre og bedsteforældre, så bliver det meget svært for os at manøvrere igennem klima-, miljø- og biodiversitetskriserne.
Og havet kan heldigvis levere nogle fantastiske løsninger, hvis vi lader være med at begå de samme fejl til havs, som vi har gjort på landjorden.
Hvad skal der så til?
Regulering af dyrkning af afgrøder i havet tager i dag sigte på monokultur i stor skala. Det er den produktionsform, som knyttede sig til industrialiseringen, og det er langt hen ad vejen den, der har bragt vores økosystemer til randen af kollaps.
Hvis vi skal lykkes med at introducere en produktionslogik, der hviler på en fundamental respekt for og omsorg for både mennesker og natur, så skal der en regulering på plads, der skaber incitamenter frem for barrierer.
Muligheden er der nu, og vi ved ikke hvornår den opstår igen
Og det må gerne ske ret hurtigt, for tiden er desværre ikke på vores side. Det er tid til at sætte de kræfter mere fri, der vil kombinere regenerering af klima, miljø og natur med produktion af fødevarer.
Lige nu arbejder man i Fiskeristyrelsen på at revidere den bekendtgørelse, der regulerer dyrkning af toskallede bløddyr (”Muslingebekendtgørelsen”). Det er et arbejde, der har været i gang i rigtig lang tid, og det er helt afgørende for den videre udbredelse af regenerativ havdyrkning, at man i den nye bekendtgørelse skaber rammer, der kan få fart på udviklingen.
Muligheden er der nu, og vi ved ikke, hvornår den opstår igen. Havhøst ser gerne, at vi kommer i mål med:
- Et farvel til moratoriet
Et moratorie har i en årrække forhindret etablering af nye anlæg til dyrkning af toskallede bløddyr i Danmark. Det har betydet, at Danmark som det eneste land i Europa fortsat baserer sin produktion af muslinger på at skrabe havbunden.
Produktionen burde ske oppe i vandsøjlen, hvor kvaliteten bliver bedre, og hvor man ikke skader havbunden ved at pløje den op.
Baggrunden for moratoriet var, at man ville sætte en stopper for de enorme anlæg med ”miljømuslinger”, der på det tidspunkt blev etableret i Limfjorden med det ene formål at kompensere for landbrugets udledning af næringsstoffer.
Man skulle selvfølgelig aldrig have givet landbruget denne mulighed, men det totale stop, som moratoriet medførte, har desværre betydet, at regenerativ dyrkning af muslinger til fødevarer er blevet lammet.
De maritime nyttehaveforeninger blev også ramt af moratoriet – fuldstændig tåbeligt. Det er tid til at sende moratoriet på pension og erstatte det med incitamenter for at dyrke havet på en måde, der både tilgodeser natur og mennesker – uden at give landbruget en undskyldning for at blive ved med at udlede næringsstoffer.
- Ny definition af hobbyopdræt
I dag er ”hobbyopdræt” (altså opdræt til ikke-kommercielle formål) defineret med udgangspunkt i Havbondens muslingesæt, som bød på en dyrkningsline på ti meter. Tiden er løbet fra denne definition, og de fleste foreninger anvender i dag platforme til deres dyrkning.
Forslaget fra Havhøst er, at hobbyopdræt defineres som dyrkning af tang og toskallede bløddyr i anlæg på op til fx 100 m2. Om et sådant anlæg består af en platform eller et antal ”hobbyliner”, kan ikke være så afgørende. Skalaen er så lille, at det burde være et spørgsmål om at anmelde frem for at ansøge.
I langt de fleste tilfælde placeres platformsanlæggene desuden tæt på eller inde i en havn, så de, der etablerer platformen, skal under alle omstændigheder indgå aftale med havnen – det burde faktisk være tilstrækkeligt.
- Incitamenter for multitrofisk dyrkning
Tangdyrkning er i dag ikke omfattet af Havplanen. Det er derfor relativt enkelt at få en tilladelse til dyrkning af tang, uanset hvor i Danmark man befinder sig – det er godt.
Rigtig godt ville det dog være, hvis man på en tang-tilladelse også fik mulighed for at have en biproduktion af toskallede bløddyr på fx op til 30 procent, hvis ens dyrkningsanlæg er på højst 3 hektar.
Det vil være et stærkt incitament for det, man kalder multitrofisk dyrkning – dyrkning af flere forskellige arter på det samme areal. Det giver mulighed for at producere langt mere og langt flere afgrøder på et lille område og er desuden bedre for naturen end monokultur i stor skala.
Endelig giver det havbonden en mere robust forretningsmodel, at hun ikke er afhængig af én enkelt afgrøde, men derimod kan sprede sin risiko.
- Muliggørelse af dyrkning nær kysterne
For nylig udkom Miljøministeren med en ny regel om, at man fremover ikke må foretage sig noget inden for en bufferzone på 100 meter rundt om ålegræssets potentielle udbredelsesdybde i et givent havområde.
Det er meget positivt og betyder fx, at trawling flyttes længere væk fra de sårbare ålegræsenge, men det risikerer også at ramme den regenerative havdyrkning, der nødvendigvis i de indre danske farvande vil ske nær kysten og ved de havne, hvor havbønderne har deres fartøjer liggende.
Ofte er de kystnære havområder beskyttet på forskellig vis, men medmindre man plastrer enorme områder i havet til med liner og platforme, så er dyrkning af muslinger, tang og østers i vandsøjlen regenerativt.
Det vil sige, at dyrkningen er med til at forbedre økosystemernes tilstand. Det burde derfor være muligt at få tilladelse til at placere små multitrofiske havmarker i vores kystnære havområder – også de steder, der er udpeget som Natura2000-områder.
Det er jo lige præcis pointen med dyrkningen: Den bevarer og genopbygger havnaturen og skaber fx bedre mulighed for, at ålegræsset kan vinde udbredelse.
- Incitamenter for dyrkning i mindre skala
I dag tager vores regulering sigte på store, industrielle anlæg og besværliggør etableringen af bæredygtige forretninger i lille skala. Det er især den obligatoriske ugentlige prøveudtagning for kommercielle producenter af muslinger og østers, der favoriserer store producenter.
Prisen for at udtage prøver er nemlig den samme, uanset hvor mange muslinger man producerer, og det bliver dermed uforholdsmæssigt dyrt for en lille producent at opnå den påkrævede fødevaregodkendelse.
Havhøst foreslår, at man gør det muligt at opnå 100 procent refusion for ti prøver om året. Det vil gøre det muligt for en lille producent at høste sine afgrøder hen over ti uger om året og dermed opnå en sæsonafgrøde, der høstes, når den er allerbedst.
I flere andre europæiske lande, heriblandt Frankrig, er producenten allerede friholdt for omkostninger til prøveudtagning, og derfor findes der rigtig mange mindre, lokale producenter, der har fokus på høj kvalitet frem for bulk-produktion til eksport. Noget lignende kunne vi få i Danmark.
- Dækning af omkostninger for nye havbønder
Det er svært at se, hvordan nye havbønder skal komme i gang, hvis ikke der er mulighed for, at de kan få dækket en del af de omkostninger, der er forbundet med at etablere selve havmarken og få fittet deres fartøj til at kunne betjene marken.
Det er ikke store beløb for hver mark, men for de mennesker, der skal motiveres til at se havdyrkning som en karrierevej, er det mange penge.
Ikke mindst fordi en afgrøde som tang i dag langtfra er en sikker satsning ud fra et økonomisk perspektiv. En pulje afsat til formålet vil gøre vejen meget lettere.
- Betaling for havbøndernes økosystemtjenester
Et andet økonomisk håndtag, der kan drejes på, og som vil kunne skabe et incitament for nye havbønder, er at skabe en model, der gør det muligt for havbønder at blive tilgodeset i kroner og øre for de økosystemtjenester, de leverer.
Det er afgørende, at vi ikke kommer i nærheden af greenwashing
Havmarkerne optager næringsstoffer, binder CO2 fra vandet, reducerer forsuring og øger biodiversiteten i havet.
Det er afgørende, at vi ikke kommer i nærheden af greenwashing, som det var tilfældet med de kompensationsopdræt, der oprindeligt var anledning til moratoriet, men indtil et marked for lokalt producerede regenerative fødevarer er på plads, vil man kunne understøtte økonomisk bæredygtighed for den enkelte havbonde ved at betale for økosystemtjenester.
Det ville være oplagt at kanalisere nogle af de midler, der lander i statskassen gennem afgifter på miljø- og klimabelastende produktion, over i den regenerative produktionsform.
- Strømlining af ansøgningsapparatet
En fisker eller anden havbonde in spe, der gerne vil dyrke forskellige regenerative afgrøder i et mindre kystnært anlæg, står i dag foran et hav af forskellige myndigheder. Fiskeristyrelsen skal ansøges om tilladelse til dyrkning af toskallede bløddyr, men det er Kystdirektoratet, der håndterer tang.
Miljøstyrelsen skal ansøges, hvis man vil dyrke triploide stillehavsøsters (som bliver en nøgleart i de små havmarker). Søfartsstyrelsen skal give tilladelse til opsætning af markeringsbøjer, og Fødevarestyrelsen skal ind over, så snart der skal sælges noget.
Det er en jungle, der kræver en længere videregående uddannelse at navigere i (og det er ikke alle kommende havbønder, der har sådan en). Forslaget fra Havhøst er helt enkelt, at man søger én myndighed om at etablere sin havmark – uanset hvad man ønsker at dyrke.
Der bør være ét ansøgningsskema, hvor man afkrydser, hvilke arter man forventer at dyrke, og dette ansøgningsskema bør lande hos en enkelt myndighed, der kan sende den i høring hos andre.
- Erhvervsfiskere får mulighed for at dyrke afgrøder i havet
Vi bør som samfund håbe på, at vi kan nå at skabe incitamenter og den rette regulering, der gør, at de få tilbageværende kystfiskere i de indre danske farvande kan se fidusen i at gå i gang med at dyrke regenerative afgrøder langs de danske kyster som supplement til deres fiskeri.
Det er svært at se en fremtid som fisker i et hav uden fisk
Fiskerne har de påkrævede kompetencer og det udstyr, der skal til. Desværre er mange af kystfiskerne i de indre danske farvande på vej ud af erhvervet, fordi det er svært at se en fremtid som fisker i et hav uden fisk – og unge mennesker står ikke i kø for at tage deres plads.
Hvis det lykkes at få etableret et cross-over-erhverv med dyrkning og fiskeri, så vil en af de helt store udfordringer være, at regenerativ havdyrkning ikke tæller med som fiskeri, når det skal opgøres, hvor stor en del af fiskerens indtægt der kommer fra fiskeri.
Det skal ifølge gældende regler være mindst 60 procent. Så hvis det rent faktisk lykkes en fisker at få succes med sin havdyrkning, så vil vedkommende højst sandsynligt miste sin erhvervslicens, hvilket jo ikke giver meget mening, hvis vi gerne vil holde liv i et kystnært fiskeri.
Småt er godt
Muslinger har en kolossal rensende effekt på et havområde fordi muslingerne filtrerer vandet og optager næringsstoffer – en musling filtrerer op mod 6-7 liter vand i timen!
Men lige under en muslingemark sker der en opkoncentration af næringsstoffer fordi ca. en tredjedel af de næringsstoffer, som muslingen optager, lander på havbunden i form af afføring.
En stor muslingedyrkning betyder mange næringsstoffer, der vil have sværere ved at blive transporteret bort af havstrømmen. Og en stor mark vil desuden – uanset hvad man dyrker – have en relativt set større skyggevirkning på havbunden end en lille mark.
Endelig vil industriel muslingeproduktion helt naturligt have fokus på eksport, hvor en lille produktion omvendt vil orientere sig mod lokal afsætning og høj kvalitet.
Der bør derfor skabes incitamenter for, at dyrkning i kystnære områder finder sted i en lille skala. Der kan i den forbindelse evt. sættes en begrænsning på hvor mange af disse små anlæg, der kan gives tilladelse til indenfor et bestemt område.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
