“Vi holder hinandens liv i vore hænder”

af i Liv & Mennesker/POV Business/Sundhed

POV BUSINESS // PORTRÆT – På få år har May Bjerre Eiby markeret sig som en skarp og kritisk debattør, når det drejer sig om, hvordan vi behandler vore ældre medborgere med demens og om sundhedssektoren i det hele taget. Og den 38-årige sygeplejerske har noget at have det i. Gennem hårdt arbejde og stædig insisteren har hun skabt det private demensplejehjem ‘Dagmarsminde’ og dagtilbuddet ‘Søstersanatoriet ‘og har dermed i praksis vist, hvad filosofien bag hendes ’omsorgsoaser’ går ud på. Og hun deler gerne ud af sine holdninger og erfaringer – både i de danske medier og i resten af verden, fortæller hun Poul Arnedal.

Fra hun besluttede sig for at skabe et plejehjem efter sit eget hoved, og til idéen var realiseret, gik der syv-otte år. I mellemtiden fik hun også lige tre børn. Men når May Bjerre Eiby sætter sig noget i hovedet, så plejer det også at blive gennemført.

I dag står demensplejehjemmet Dagmarsminde ikke blot som et aktivt eksempel på, at ”et liv med demens skal være meningsfyldt,” som der står på hjemmesiden.

Det er faktisk ok og alment menneskeligt at være afhængig, fordi vi som mennesker er født modtagende

Det er også udtryk for et oprør mod den måde, hvorpå vi generelt behandler vores ældre medborgere her i landet. Derfor betegner stedet ikke sig selv som et plejehjem, men som en ”omsorgsoase”.

Inspireret af filosoffen K.E. Løgstrup

May Bjerre Eiby er helt klar i mælet, når hun skal fortælle, hvad filosofien bag hendes omsorgsoase er:

”Hele vores omsorgstankegang handler om, at vi alle sammen er afhængige af hinanden som mennesker. Accepterer man det, vil man også forstå, at mennesker med demens muligvis er mere afhængige af os, end vi er af dem.

På den anden side er vi også afhængige af at være i en nær relation til dem for at bibeholde et anstændigt samfund.

For det er faktisk ok og alment menneskeligt at være afhængig, fordi vi som mennesker er født modtagende,” siger May Bjerre Eiby, og det er ikke en filosofi, som hun blot har grebet ud af den blå luft.

Den bygger på hendes egne mangeårige oplevelser som sygeplejerske med ældre og medborgere med demens. Og så er den inspireret af filosoffen og teologen K. E. Løgstrup, som var professor ved Aarhus Universitet og i 1956 skrev bogen “Den etiske fordring.”

Vi burde ikke frygte at blive gammel og dement og komme på plejehjem

Den etiske fordring gør op med tankegangen om, at vi alle sammen skal være uafhængige og understreger, at vi tværtimod holder hinandens liv i vore hænder. Men fordi vi er så optaget af at ville være uafhængige for evigt, er det at blive gammel og dement og komme på plejehjem, noget vi frygter.

Sådan burde det ikke være”, konstaterer 38-årige May Bjerre Eiby, der tager imod på den nyeste af sine omsorgsoaser, Søstersanatorietder ligger i et solfyldt baghus med fritliggende bjælker og en stor terrasse i Allégade på Frederiksberg.

Der er ingen kunstige stimulanser i skikkelse af uldne, elektroniske dyr, der kan sige indsmigrende lyde. På ‘Søstersanatorieter der en rigtig levende Golden Retriever, som er populær blandt patienterne

Det er et aflastningstilbud til mennesker med demens, der enten bor hjemme sammen med en ægtefælle eller er på plejehjem, og det drives efter den samme filosofi som Dagmarsminde gør.

Søstersanatoriet åbnede i februar måned i år, og tilbyder nu også enkelte overnatninger til sine brugere – eller ”patienter”, som May Bjerre Eiby kalder dem med udgangspunkt i sin sygeplejefaglige baggrund, ligesom de mennesker med demens, der bor på Dagmarsminde, kaldes ”beboere”.

Inde i baggården til denne frederiksbergske boligidyl, hvor indgangen fra gaden ligger side om sine med en af Allégades ikoniske restauranter, befinder Søstersanatoriet sig. FOTO: Poul Arnedal.

Ingen får lov at sidde og kukkelure alene på deres værelser

I praksis betyder filosofien bag Dagmarsminde, at personalet er sammen med beboerne og patienterne hele dagen. Ingen får lov at sidde og kukkelure alene på deres værelser, med mindre det er noget, de selv vælger, og det hører til sjældenhederne.

Samtidig er der aktiviteter som motion og gymnastik, ture i og pasning af haven, madlavning, fællesspisning og almindeligt samvær i det store køkken-alrum, ligesom man afmedicinerer beboerne og erstatter beroligende medicin,  antipsykotiske midler og sovepiller med menneskeligt nærvær samt fysisk og mental aktivitet.

Der er ingen kunstige stimulanser i skikkelse af uldne, elektroniske dyr, der kan sige indsmigrende lyde. På Søstersanatoriet er der en rigtig levende Golden Retriever, som er populær blandt patienterne.

I det hele taget arbejder vi meget med æstetik som metode, for alle de sanser, som beboerne skal have påvirket, betyder noget

Egentlig hører den til på Dagmarsminde, hvor man også har høns, geder og kaniner i haven. Begge steder tager man nemlig beboere og patienter alvorligt.

 Her snydes folk ikke med falske scenografier

”Både på Dagmarsminde og her på Søstersanatoriet har vi indrettet de store fællesstuer, så de ligner et rigtigt hjem og hverken et mausoleum eller et dødsbo. Derfor har vi blandet møblementet med klassikere og loppefund, rigtige malerier på væggene, potteplanter, og der er altid friske blomster på bordene.”

“I det hele taget arbejder vi meget med æstetik som metode, for alle de sanser, som beboerne skal have påvirket, betyder noget. Der skal ikke være nogen skilte, lysstofrør og falske vægmalerier med skove, marker, kører og heste eller falske bogreoler, hvor man alligevel ikke kan tage bøgerne ud. Den slags scenografier ser man på mange plejehjem, men det er jo at snyde folk og tale ned til dem.”

“Vi har fra starten satset på at skabe en naturlig, hjemlig stemning, der stimulerer alle sanser. Og det virker! På Dagmarsminde trækker beboerne helt automatisk ud i fællesrummet i stedet for at isolere sig inde på deres værelser.”

 Havde natarbejde og læste på universitetet

May Bjerre Eiby har arbejdet med ældrepleje lige sinde hun som 17-årig fik et job på det lokale plejecenter og siden kørte rundt i hjemmeplejen og besøgte de gamle og gav dem mad. Som 19-årig begyndte hun på sygeplejestudiet og arbejdede både under og efter studiet på afdelinger med ældre patienter.

Jeg blev mere og mere træt af og irriteret over, at det, jeg beskæftigede mig med på universitetet, ikke fandtes ude i virkeligheden

Allerede mens hun læste til sygeplejerske, skærpedes hendes interesse for ældrepleje og tanken om at se alderdom i ”et lidt mere helhedsorienteret perspektiv, end jeg oplevede ude på hospitalsafdelingerne.”

Så begyndte hun at læse sygepleje på Aarhus Universitet. Det skete samtidig med, at hun havde en fuldtidsstilling på Gentofte Hospital, som primært var en nattevagtstilling. Det passede med at hun i sine vågne timer kunne læse og få styr på sit pensum:

”Natarbejdet betød, at jeg havde nogle sammenhængende fri- og sovedage, hvor jeg kunne tage toget til Aarhus og læse undervejs. Det, jeg var interesseret i, var filosofien omkring omsorg.”

“Og jo mere jeg studerede og samtidig oplevede, hvad der rent faktisk skete ude på afdelingerne, blev jeg mere og mere træt af og irriteret over, at det, jeg beskæftigede mig med på universitetet, ikke fandtes ude i virkeligheden Det var tanker, jeg havde, allerede mens jeg læste til sygeplejerske, men de blev kun forstærket,” fortæller May Bjerre Eiby.

May Bjerre Eiby på Søstersanatoriets solfyldte terrasse i baggården på Allégade på Frederiksberg. Foto: Poul Arnedal.

”Jeg ville skabe noget selv”

”Det var her, forestillingen om at starte noget selv tog fart. Jeg har altid fornemmet med mig selv, at jeg ikke rigtig hørte til som ansat. Jeg ville skabe noget selv. Ikke fordi jeg nødvendigvis ville bestemme, selvom det ofte hører med, men mere ud fra et ønske om at forandre.”

Det var næsten håbløst, at få noget til at finansiere det. Jeg skulle etablere det under ordningen for friplejehjem, hvor kommunerne betaler det samme til beboerne, som det koster på alle andre plejehjem

Da hun som 28-årig besluttede, at det var et demensplejehjem, hun ville lave, gik May Bjerre Eiby straks i gang med at finde de rigtige bygninger, og efter blot to dage fandt hun et nedlagt snedkeri vest for Græsted, hvor Dagmarsminde ligger i dag.

Pengene til udbetalingen fik hun skrabet sammen via lån og opsparing, men hun skulle fortsat betale 15.000 kr. om måneden som afdrag på bygningerne, der også krævede en omkostningsfyldt ombygning.

Skulle bruge 6 mio. kr. til etablering

”Tilsammen skulle jeg bruge omkring seks millioner for at kunne etablere plejehjemmet.”

“Når det først stod færdigt, ville der blive udløst et statsgaranteret realkreditlån, og der ville være balance i regnskabet, så alle ville kunne få deres penge tilbage. Men det var næsten håbløst, at få noget til at finansiere det. Jeg skulle etablere det under ordningen for friplejehjem, hvor kommunerne betaler det samme til beboerne, som det koster på alle andre plejehjem.”

“Der findes mange friplejehjem, men de hører alle sammen under store, etablerede institutioner som f.eks. Danske Diakonhjem eller OK-fonden, der har kapital bag sig til etableringsudgifterne. Det havde jeg ikke.”

“Men det lykkedes mig at skaffe lån op til 5 mio. kr., bl.a. takket være et arveforskud og folk, der var søde til at holde deres regninger tilbage. F.eks. var vores ingeniørudgifter en ret stor del af etableringsbudgettet, men ingeniørerne troede så meget på projektet, at de ventede med at få deres penge.”

nogle gange kan det godt betale sig at blive sur!

Til sidst manglede hun kun 1 mio.kr. Efter forsøg i flere forskellige banker endte May Bjerre Eiby i Nordeas erhvervsafdeling, hvor hun også blev afvist af en ung og nedladende bankrådgiver.

”Så blev jeg sur og vred!”, siger den spinkle og normalt temmelig lavmælte sygeplejerske.

”Jeg havde i mellemtiden fået mine tre børn, havde siddet i mange timer og forklaret og præsenteret projektet for mulige investorer og var flere gange ved at opgive det. Men nu var jeg så tæt på, så jeg skrev en klage til direktøren i Nordea.”

“Og pludselig, fordi jeg kom lidt højere op i systemet, kunne de godt se det økonomisk fornuftige i projektet, og et halvt år efter kunne de første beboere flytte ind. Så nogle gange kan det godt betale sig at blive sur!”

Kommunernes priser faldt med 500 kr. om dagen

I dag har Dagmarsminde med sine blot 10 beboere en lang venteliste. Det er en af årsagerne til, at man fornyligt har etableret Søstersanatoriet. Og May Bjerre Eiby og hendes bestyrelse er allerede blevet tilbudt samarbejde med en investor, som var interesseret i at bygge og investere i et helt nyt demensplejehjem til 100 beboere, som skulle drives efter samme filosofi som Dagmarsminde.

Men hun har følt sig nødsaget til at sige nej tak til samarbejdet, da det ville skulle drives efter kommunernes afregning.

Samtidig med, at hun netop havde etableret Dagmarsminde, faldt de priser, som kommunerne betalte for en beboer med demens nemlig med omkring næsten 500 kr. om dagen. Og på de betingelser vil hun ikke være i stand til at drive et demensplejehjem, hvis etiske grundlag hun skal kunne stå inde for.

Derfor har flere kommuner, hun har været i kontakt med, sagt pænt nej tak til at få opført et nyt Dagmarsminde.

De gamle og personer med demens råber jo ikke op. Dem parkerer man bare

”Og det er jo helt forrykt, at priserne på pasning af lige netop mennesker med demens er faldet, samtidig med at man brug stadig flere penge på alle andre dele af sundhedsvæsnet,” fortsætter May Bjerre Eiby.

”De gamle og personer med demens råber jo ikke op. Dem parkerer man bare. Derfor er det vigtigt, at sådan en som mig råber op. Og det gør jeg gerne. Det føler jeg, at jeg har en forpligtigelse til.

Og så er jeg spændt på at se, om der inden for de næste bare fem år er en kommune, som gider vågne op og sige: ”Okay, nu prøver vi altså at være lidt ambitiøse,” og at de tager imod vores tilbud om at lave en omsorgsoase  til hundrede medborgere med demens.”

May Bjerre Eiby, der netop er kommet hjem fra en foredagsturne i Norge, Japan og Australien, på trappen ind til Søstersanatoriet på Frederiksberg. (foto: Poul Arnedal)

Bruger tiden på en anden måde

Man kunne selvfølgelig fristes til at tro, at det er fordi personalenormeringen på Dagmarsminde er større end på andre plejehjem, at de er i stand til at leve op til deres egen filosofi. Men det er ikke tilfældet. Den er nøjagtig magen til normeringen på andre demensplejehjem.

”Vi bruger måske blot vores tid på en lidt anden måde,” siger May Bjerre Eiby. Og så er vi tilbage ved ‘Den etiske fordring’ og grundtanken om, at et liv med demens skal være meningsfyldt.

 Måske skulle man hellere fokusere på, hvad man kan lære af den person, som man skal tage sig af, fremfor at lære det på et kursus

”Jeg hører ofte andre plejehjem proklamere, at ”vi har en meget høj faglighed og tager på kurser,” og at de arbejder efter nogle særlige ”modeller” og ”tilgange” til arbejdet. Det er ikke særlig ydmygt.”

“Måske skulle man hellere fokusere på, hvad man kan lære af den person, som man skal tage sig af, fremfor at lære det på et kursus. Hvis vi begynder at lukke os inde i nogle særlige ”tilgange”, så bliver det pludselig ufleksibelt, og det har mennesker med demens ikke brug for.”

“De har brug for den gensidige afhængighed, der er mellem den demente person og plejeren, og at vi tænker på afhængigheden som noget positivt. Et menneske med demens ser ikke sig selv som dement og har ikke nogen sygdomsindsigt. Det betyder, at der er en magtrelation, som gør, at vi hele tiden er nødt til at spørge os selv: ”Hvad er det nu han eller hun vil?”  ”Hvad kan jeg imødekomme?””

“For det er faktisk min pligt, fordi han eller hun er afhængig af, at jeg kan imødekomme vedkommendes behov. Så kan det godt være, at de nogen gange bliver vrede og sure på mig, men det er fordi, jeg også er et menneske, og det skal man lære at acceptere.”

Fordi jeg er et menneske, kan jeg jo ikke vide alt, hvad der foregår inde i et andet menneske, men jeg kan prøve at imødekomme vedkommende. Det er den optimistiske måde at se det på. Og det er næstekærlighed.”

Hele den etiske fordring ligger i, at du ikke giver op og hele tiden er der for den anden, som er sårbar

”Når vi opfatter afhængighed som noget positivt, kan vi løfte en situation, der ellers vil være besværlig at løse, til noget, som er helt okay. Det er også okay, hvis du ikke kan løse den, for du er også et menneske.

Men du skal ikke give op. Hele den etiske fordring ligger i, at du ikke giver op og hele tiden er der for den anden, som er sårbar. Når man arbejder på den måde, så er vi på kursus hver dag, mens vi er på arbejde.

Du lærer noget, som du aldrig ville kunne lære på et kursus eller putte ind i en ”model” eller en ”tilgang”, for alle mennesker er unikke, og det gælder også for mennesker med en svær demens,” slutter May Bjerre Eiby.


Topfoto: May Bjerre Eiby i Søstersanatoriets store fællesrum, hvor patienterne ligger i baggrunden og sover til middag. Foto: Poul Arnedal.  


OM MAY BJERRE EIBY

May Bjerre Eiby er 38 år, sygeplejerske og kandidat i sygepleje.
Hun er leder af demensplejehjemmet ’Dagmarsminde- en omsorgsoase’, der åbnede i februar 2016, og ’Søstersanatoriet’, der åbnede i februar 2019.
Hun er en aktiv debattør i medierne både når det gælder ældrepleje og sundhedssystemet  og sygepleje i det hele taget.
Hun holder foredrag om ældrepleje både i Danmark og udlandet og er netop hjemkommet fra en foredragsturne i Norge, Japan og Australien.

Hun er mor til tre: tvillingesønnerne Pontus og Niels-Christian på 5 år og sønnen Ziggy på 7 år.
May Bjerre Eiby bor på Frederiksberg og forfatter til bogen ”Når omsorg er den bedste medicin”.


Poul Arnedal får blot et yderst begrænset honorar for at skrive til POV. Men du kan give et bidrag til ham på MobilePay 61 41 65 05

Poul Arnedal er født i 1947 og har arbejdet med journalistik stort set hele sit voksne liv.
Som freelancejournalist har han beskæftiget sig med de fleste discipliner og sagsområder inden for journalistikken – både som skrivende journalist, tv-tilrettelægger og forfatter. Han har skrevet til alle de landsdækkende aviser og en lang række fagblade, magasiner og ugeblade. Arbejdet for DRTV, TV2, TV3 og Nordisk Film.
Som 20-årig flyttede han til London, og kærligheden til den engelske hovedstad og interessen for britisk kultur og politik har været dybt forankret i hans DNA lige siden og resulteret i lange og talrige London-ophold.
Han er indtil videre forfatter og medforfatter til ti bøger, som strækker sig fra en bog om Rom sammen med fotografen Søren Rud over klima og natur til krimien, 'Liget i Horsekæret', der foregår i Tisvilde – og London.
Poul Arnedal bor i Tisvilde og slapper allerbedst af, når han kokkererer.
Kan du lide, det han skriver, er du meget velkommen til at indbetale et beløb til ham på Mobile Pay: +45 61416505

Seneste artikler om Liv & Mennesker