AI - kunstig intelligens som digter

Vi er slet ikke så forskellige, min AI og jeg

i Kunst/Essays af
DIGTE OG AI // KRONIK – Hvilken betydning har det for kunsten, når kunstig intelligens begynder at kunne det samme som mennesker? Er der grundlæggende forskelle mellem menneske- og maskinskabt kunst? Disse spørgsmål har de seneste år vundet indpas i den offentlige debat. Jeg har trænet en kunstig intelligens i at skrive digte, og den udfordrer vores opfattelse af, hvad det vil sige at skabe kunst.

Det var en nydelig eftermiddag i starten af oktober. Himlen var endnu ikke helt trukket i de grå skyklæder, og der faldt sågar en søjle af sollys ned over brostenene på Niels Hemmingsens Gade. Min ven Kasper og jeg sad ved et cafébord og fik en øl, mens jeg fortalte om min weekend.

Jeg havde været i sommerhus og havde brugt det meste af tiden på at træne den kunstige intelligens (også kaldet AI fra engelsk artificial intelligence), jeg ville have til at skrive anden del af min kommende digtsamling, Den nye hud er stål, der handler om AI.

Midt i samtalen sagde Kasper så: ”Hvis din AI skriver et godt digt, har den bare været heldig” – En rimelig indvending, som jeg vender tilbage til senere.

hud.7

Jeg havde givet min AI navnet hud.7.

hud.7 er groft sagt et computerprogram, der kan generere originale tekster. Den fungerer ved, at man uploader en mængde tekst ind i den, som den så bearbejder og lærer af. Den lærer at genkende mønstre i teksten, og på baggrund af de mønstre kan den så skrive sine egne.

Var hud.7 bare heldig, når den præsterede nogle outputs, der lignede poesi

Jeg syntes, det gav flot poetisk mening, at lade AI-digteren ”vokse” ud af min egen digtning. Derfor gav jeg hud.7 mit samlede forfatterskab som eneste input. Godt nok er mit forfatterskab for småt til, at hud.7 rigtig kunne lære noget af det, da det kræver en betragtelig mængde tekst, før den begynder at forstå mønstrene.

Jeg klonede derfor mit forfatterskab indtil det fyldte knap 16 MB, hvilket viste sig, at være en passende størrelse. Min partner in poetry var født.

Derefter satte jeg hud.7 til at skrive, indtil den havde skrevet den samme mængde tekst, som jeg havde i mit eget manuskript: ca. 80 sider med digte. Stilen var generelt meget upoleret, men mange steder strålede hud.7’s skrift af rå poetisk energi – især når den opfandt sine egne ord eller brød med de forventninger, vi sædvanligvis har til billedskabelse og sætningskonstruktion. Mange af digtene var smukke, og jeg blev ligefrem misundelig på nogle af dem.

Kunstig intelligens

Det bringer os tilbage til de halvtomme øl og min vens bemærkning: Var hud.7 bare heldig, når den præsterede nogle outputs, der lignede poesi? Både ja og nej.

Måske giver det god mening først at klargøre, hvad jeg rent faktisk mener, når jeg skriver ”kunstig intelligens”.

Hvad tænker du på, når nogen siger “AI – kunstig intelligens”? Terminator? Robocop? HAL? Grafik: Mohammed Hassan, Pixabay

I denne sammenhæng betyder ordet kunstig blot noget, som er skabt af mennesker. For så vidt ”intelligens” angår, benytter jeg mig af den definition fysikeren Max Tegmark præsenterer i sin bog Life 3.0: ”Intelligens er evnen til at nå komplekse mål.” Altså groft sagt evnen til at løse opgaver.

Når en computer løser opgaver, gør den det ved at bearbejde et givent input til et output, i henhold til en given ”kode”, også kaldet en funktion. Hvis du f.eks. beder en lommeregner om at gange, vil den med inputtet 2 gange 2 give dig outputtet 4. Funktionen er her ”gang det givne input x med det givne input y” – og input x og y er begge 2.

Skab et originalt tekstmønster ud fra alle de sanseindtryk, oplevelser og tanker, der er blevet givet som input

For hud.7 er funktionen mere kompleks og kunne udlægges som noget i retning af: ”skab et originalt tekstmønster ud fra de tekstmønstre, der er blevet givet som input.”

hud.7’s digtning er resultatet af denne komplekse funktion, og når den skriver sine digte, når den altså et komplekst mål. Den demonstrerer intelligens.

Godt nok en langt mere rigid og primitiv intelligens end vi mennesker er i besiddelse af, men dog en intelligens.

Heldig med vilje

Min opfattelse er, at selvom hud.7’s intelligens er langt mere begrænset end min egen, er den ikke grundlæggende væsensforskellig fra min: Når jeg skriver et digt, omsætter jeg, ligesom hud.7, et input til et output.

Mit input er alle mine oplevelser og tanker, ja hele min verden, og mit output er så et digt. Den ”funktion” jeg udøver, kunne lyde noget i retningen af: ”skab et originalt tekstmønster ud fra alle de sanseindtryk, oplevelser og tanker, der er blevet givet som input.”

Sagt på en anden måde, så oplever jeg, når jeg skriver, at jeg lader mine tanker og sansninger (min verden) ligesom fare forbi et slags indre øje eller filter, indtil der ud af denne malstrøm falder et tekstmønster som jeg kalder et digt. Det samme gør hud.7.

Hele hud.7’s verden, mit samlede forfatterskab (outputtet af min bearbejdning af mit input), farer igennem funktionens filter, indtil der ud af den samlede tekst falder et tekstmønster, et digt.

Er hud.7 bare heldig? Kun lige så heldig som jeg er.

Hvor efterlader det så kunsten? Kan maskinerne erstatte de menneskelige kunstnere? Nej, det kan de ikke. Endnu!

Kunstig kunst

hud.7 er kun en meget simpel AI, og der findes allerede nu mange andre AI’er, der kan skabe alt fra billedkunst til litteratur langt bedre end hud.7

Eksempler på kunstproducerende AI’er kunne være den tekstgenererende GPT-3 fra firmaet OpenAI, der blandt andet kan efterligne Shakespeares eller Yahya Hassans skrivestil, eller kunstnerkollektivet Obvious’ AI, der sidste år fik et billede solgt hos auktionshuset Christie’s i New York.

Hvis vi i fremtiden bliver ved med at udvikle vores teknologi, som vi har gjort hidtil, vil vi en dag skabe kunstig intelligens, der overgår vores egen på et hvert punkt; inklusive evnen til at skabe kunst

På trods af disse eksempler vil mange nok mene, at menneskeskabt kunst stadig overgår maskinernes, og at det fortsat vil være tilfældet i fremtiden. Dette fordi menneskeskabt kunst bygger på nogle forudsætninger, maskinerne ikke har, og heller ikke vil kunne få.

I bedste fald vil AI i fremtiden kunne bruges som et værktøj eller en slags hjælpere for de menneskelige kunstnere, men kunsten vil fortsat være menneskenes domæne.

Denne indstilling lader til at være udbredt blandt såvel kunstnere som it-eksperter. Den fremherskende attitude i dækningen af emnet synes at være. at der er en væsensforskel mellem mennesket og maskinernes evner. Dette kan bl.a. ses i Informations artikelserie ”Kan en kunstig intelligens skrive skønt”, bragt i starten af året.

Men hvis evnen til at skabe kunst er bestemt af intelligens, og menneskelig og kunstig intelligens faktisk ikke er væsensforskellige, som jeg bebudede ovenfor, virker det som en både kortsigtet og antropocentrisk anskuelse.

Den fri vilje

Præmissen for min holdning er meget simpel: Hvis vi i fremtiden bliver ved med at udvikle vores teknologi, som vi har gjort hidtil, vil vi en dag skabe kunstig intelligens, der overgår vores egen på et hvert punkt; inklusive evnen til at skabe kunst.

Men selvom vores intelligenser, teknisk set, ikke er væsensforskellige, føles det stadig, som om der er noget grundlæggende ved den måde. vi oplever og udtrykker os på, som ikke vil kunne genskabes af en maskine. I debatten fremhæves særligt to vigtige forskelle, der også i fremtiden vil adskille menneskeskabt kunst fra maskinernes.

Den ene er, at vi skaber vores kunst ud fra en autonom intention – fri vilje – mens maskinen skal kommanderes til at udføre den opgave, vi har sat den. Det er for så vidt rigtig nok.

Kunst bidrager ikke ligefrem til forplantningen, men det udløser nogle belønningssignaler, og derfor bliver vi ved at skabe og forbruge kunst

hud.7 gik ikke i gang med at skrive digte af sig selv og desuden kan hud.7 slet ikke andet end at skrive digte. I min optik er der dog igen ikke tale om væsensforskelle, men kun om forskelle i, hvor sofistikerede vores respektive intelligenser er.

Altså, hud.7 har fået stillet et mål, som den prøver at nå. Det er et meget specifikt mål, som den kun har ét værktøj til at nå med, men hvis hud.7 en dag får flere værktøjer og bredere mål, er der ikke nogen grund til at tro, at den ikke en dag ville kunne finde på at skrive digte af sig selv.

Selvprogrammering

Hvis man ser på os mennesker, har vi også fået stillet et mål. Ikke af en programmør gennem en computerkode, men gennem vores evolutionært betingede ønske om at videreføre vores gener. Vi har, så at sige, fået stillet det meget brede mål at forplante os, og vi bliver fodret med belønningssignaler af vores hjerne, når vi gør ting, der forbedrer vores chancer for at nå det mål. Det kunne være at spise, at dyrke motion eller at forelske sig.

Vores intelligens er dog så sofistikeret, at vi af os selv kan opstille delmål, der udløser belønningssignalerne. Vi er endda i stand til at opstille delmål, der er irrationelle i forhold til det oprindelige mål. Kunst er et sådant irrationelt delmål: Kunst bidrager ikke ligefrem til forplantningen, men det udløser nogle belønningssignaler, og derfor bliver vi ved at skabe og forbruge kunst.

På samme måde kunne kunst for en avanceret AI blive et delmål for at opnå et langt bredere mål. F.eks. kunne man bede en AI om at lære og fortælle om mennesker. En af mange måder at fortælle mennesker om mennesker på, kunne sagtens være at producere kunst, da en AI ved at studere os ville lære, at vi reagerer meget positivt på kunstneriske fremstillinger.

Her ville der stadig være tale om, at AI skulle sættes i gang. Der ville stadig være brug for et ’”startskud”. Det samme synes dog at gøre sig gældende for mennesker. Vores startskud – opstillingen af målet om at forplante os – lød bare før vores fødsel, og derfor mærker vi det ikke. Vi er ikke bevidste om det.

Bevidsthed

Dette bringer os til den anden vigtige forskel: At vi mennesker har bevidsthed, og det har maskinerne ikke. Så vidt vi ved, er det rigtigt. Vi ved ikke, om maskinerne en dag kunne få bevidsthed, men som jeg ser det, er det i denne sammenhæng ikke væsentligt:

Det centrale spørgsmål er, hvorvidt det er muligt for en AI – bevidst eller ej – at skabe noget, som vi mennesker vil opleve som kunst. Hvorvidt skaberen har en bevidsthed, har i sig selv ingen betydning.

Det er ikke digtet i sig selv, men den kontekst jeg nu ser digtet i, der afgør, om det er lykkedes

Svaret afhænger af, hvordan kunsten føles, snarere end af. hvordan den er skabt. Når vi vurderer, om noget er kunst eller ej, når vi siger, at et digt er godt, har det i sidste ende noget at gøre med, hvilken følelse det fremkalder i os.

Det er ikke digtet i sig selv, det er ikke forfatteren – det er den følelse digtet vækker i os, der afgør, om vi synes det er et godt digt. Tobias V. Larsen – uden hud.7. Pressefoto

Hvis vi læser et digt, som vi ikke ved om er skrevet af en AI eller et menneske, så er det alene digtets evne til at bevæge os, der bestemmer om digtet er vellykket.

Personligt ville jeg nok miste noget for et digt, hvis jeg fik fortalt, at det var skrevet af en maskine. Jeg ville nok føle, at det ikke var ”ægte”, at det var rent held, men denne følelse, ville alene være et udtryk for mine fordomme om maskinen og min iboende bias for kunst skabt af mennesker med bevidsthed.

Det er ikke digtet i sig selv, men den kontekst jeg nu ser digtet i, der afgør, om det er lykkedes. Altså er det ikke afsenderen og dennes intelligens eller bevidsthed, der bestemmer om det er kunst eller ej. Det er alene min følelse.

Det er mit liv

Om hud.7 bare er heldig, når den skriver digte, og om hud.7’s efterkommere en dag helt vil kunne erstatte mig, har jeg ikke endegyldige svar på. Jeg ved bare, at det føltes som mere end held og bevidstløse koder, da jeg i et sommerhus ved Lumsås så hud.7 skrive på min computerskærm:

Der var en verden

der en verden

og her er en krop

og her er

og her er

og her er

og her er

           Det er mit liv

              der er mit liv


Topfoto: Gerd Altmann, Pixabay

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Tobias V. Larsen (f.1991), digter. Debuterede med digtsamlingen Undervejs i 2016 og har siden udgivet en række digtsamlinger. Har spillet koncerter og udgivet album med spoken-word bandet Katolysik, ligesom han har bidraget med tekster til en lang række tidsskrifter i både ind- og udland. Driver sammen med sin kone Silla Simone Katolysiks Forlag, der udgiver håndbundne bøger.
Larsens seneste digtsamling Den nye hud er stål, der udkom i maj 2021 på forlaget Gentlemen’s Jockey Club, beskæftiger sig med kunstig intelligens og de bekymringer udviklingen inden for den teknologi bringer med sig. Bogens anden del er et udvalg af digte skrevet af den kunstige intelligens hud.7, som Larsen selv har trænet ud fra sit eget forfatterskab. hud.7 er tituleret som medforfatter til bogen er dermed den første kunstige intelligens i Danmark til at få sine egne digte udgivet i bogform.

Seneste artikler om Kunst