ESSAY – I stedet for at føle vrede over fladpandede turister, der lader til aldrig at have set et rødt lys, bør vi fornøjes over voksne menneskers idiotiske uvidenhed om cykelstiens grundlæggende funktion, skriver Sebastian Cordes i denne hyldest til turistens barnlige blik.
Sommeren er over os. Og hvilken sommer. Tørt vejr, der minder os om jordens knagen, om klimaets skiften mod det apokalyptiske.
Men det betyder også turistsæson og et ulideligt Kbh K. Vi kan ikke gå på vores egne fortove eller komme ind på Statens Museum for Kunst uden at englændere, kinesere og amerikanere er i vejen. Pisserenden er stoppet med kort med ben på, og det er umuligt at få en plads i solen ved Den Sorte Diamant. Fladpandede turister, der lader til aldrig at have set et rødt lys, får vores pis i kog. Tunge cykler.
Men der er noget, vi glemmer.
Der er noget gemt i turistens blik, turistens måde at se verden på, som vi alle bør kigge på og indoptage. Turisten kan noget, som vi andre bør beundre.
Men først en disclaimer: Det her handler ikke om ”checkliste-turisme”. Det er ikke den rigtige metode. Hovedløst er det at sætte oplevelsen på formel. Checkliste-turisten bringer blot arbejdsattituden med sig på ferie. Noget skal nås, og det skal systematiseres og skemalægges. Det er lige før, familien nedsætter en oplevelseskommission, inden den tager af sted. Pausen på caféen bruges til afkrydsning af seværdigheder, der er kigget på. Det holder ikke.
Ligesom barnet finder turisten alt eksotisk. Ligesom barnet er turisten til tider en ulidelig klump kød, der står i vejen, peger dig lige ind i hovedet, mens du går forbi, og generelt set ikke synes at have lært grundlæggende måder at begå sig i verden på
At være turist er at anlægge et nyt syn på verden.
Alt er eksotisk for turisten. Selv de mindste detaljer bemærkes. Øl-coasterens udforming, fortovets hældning, stopskiltets dybe, røde farve. På den måde er turisten ligesom barnet. Turisten leger med ingenting, med byens lyde, med gadens rytme.
Ligesom vandpytten for barnet ikke blot er en vandpyt, men en storslået mulighed for leg. For barnet er nye ord finurlige, det smager på sproget. Et skilt misforstås med vilje, så betydningen ændres, og verden vendes på hovedet. Alle sansninger sammenlignes, ”Er det ligesom det her?” spørger barnet.
Ligesom barnet finder turisten alt eksotisk. Ligesom barnet er turisten til tider en ulidelig klump kød, der står i vejen, peger dig lige ind i hovedet, mens du går forbi, og generelt set ikke synes at have lært grundlæggende måder at begå sig i verden på. Men som vi beundrer barnets nysgerrighed, må vi også gøre det med turisten.
Fortabelsen i dagligdagen
Jeg var på et tidspunkt inviteret til University College London for at holde et foredrag, en hyldest til kedsomhedens kreative muligheder. Jeg valgte at bruge den følgende hele dag, jeg var i London, på Tate Museum of Modern Art.
Mens jeg senere på aftenen kørte tilbage til lufthavnen gennem byer med så britiske navne som West Hampstead, Cricklewood og Kentish Town, tænkte jeg tilbage på Tate, hvor lugten af maling fra væggene giver én fornemmelsen af, at værkerne er helt friskmalede. Hvordan jeg som alle andre turister vandrede ind i et rum med dæmpet lys, hvor seks enorme værker af Mark Rothko hang. De rørte mig dybt.
Mens jeg stod der, fik jeg tårer i øjnene, malerierne opslugte mig, jeg svævede tættere og tættere på, selvom mine fødder ikke rykkede sig en millimeter. Det var ikke kunsthistorisk eller intellektuel bevægelse, men oplevelsen af det fysiske nærvær af et andet sted. Her var et rum, der ikke var derhjemme, der gav plads til at tænke.
Omkring mig var et par folk, der ikke så ud som om, de var vant til at gå på museum. Men de stoppede op og gav sig tid til at kigge. Fordi de var turister, skulle de herind, og fordi de besluttede sig for det, fik de muligheden for at stoppe op. De udsatte sig selv for situationen.
Verden er lidt mere ny, lidt mere nuanceret når Rothko-rummet forlades. Det, at udsætte sig for en sådan situation, sker ikke i dagligdagen. I hverdagen skal man håndtere, løse, manøvrere og få det hele til at gå op. Være funktionel og fornuftig. Det kan være den umiddelbart uforståelige kunst, der gør det.
Men at lade sig give hen til detaljer kan gøre, at du sætter pris på detaljen i den selvsamme gårdhave, du henslængt har kigget ud i i årevis; at den efter et kvarters stirren med en kop kaffe i hånden bliver eksotisk. Som en turist forundres du over dagligdagsobjekter, overflader der møder andre overflader, en dyb rød børnemotorcykel, groft sand mod hård sten. Du bliver turist i egen vindueskarm, blot i et par minutter.
Tag ved lære af turistens idiotiske uvidenhed
Som turist accepterer vi myterne om et lands oprindelse, vi bruger tankekraft (som et barn) på ideen om, at her foregik en blodig krig, at denne café husede tidens største forfattere.
Vi tillader tankerne at vandre, hvor vi normalt er adskilt fra det flyvske, fra informationer og oplevelser, der ikke er rettet mod en slags brugbarhed. Her må vi beundre turistens modus. Hans irriterende svingninger på cykelstien er i virkeligheden en barnlig opdagelse af en helt ny måde at transportere sig på.
I et samfund, hvor ingen tager sig tid til at foretage irrationelle, ikke-målbare handlinger, er turistens cykeltur, ligesom barnets, en befriende, formålsløs leg. Begge to er de mestre i ”kunsten at stoppe op”. De står måske i vejen, men de opdager verden på ny.
Det er måske sandt, at alverdens onder kan komme af turismens udnyttelse, men det må ikke slå os ud. Det er muligt at være turist i eget land eller eget nabolag
Ligesom vi tit fornøjes og undres over barnets opdagen af ting i verden, som vi som voksne for længst har taget for givet, er vi, når vi er turister, børn for en tid. Vi bør fornøjes over voksne menneskers idiotiske uvidenhed om cykelstiens grundlæggende funktion. Vi bør tage ved lære af turistens nysgerrighed, selvom vi hader dem, når de okkuperer fire meter fortov, eller svinger deres tasker ind i vores hoveder i metroen.
Turisten har en undren i sig; ”hvordan gør man her?”, spørger turisten. Den måde at betragte verden på, med nye friske øjne, at alt er eksotisk, er en mangelvare. Det siges, at vi er passagerer, før vi er turister, og dér er vi ikke andet end forbrugere.
Og det er måske sandt, at alverdens onder kan komme af turismens udnyttelse, men det må ikke slå os ud. Det er muligt at være turist i eget land eller eget nabolag. Det er et spørgsmål om at indtræde i forskellige scener, lade sig opsluge af et sted for en tid, synke ned i et rums rytme.
Det er en spørgsmål om at ændre sit blik.
Topfoto: Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her