ESSAY – Gunnar Langemark er i Skåne i et lånt sommerhus ude på landet. Han skal skrive på sin bog om at være mand og menneske og nyder sommeren helt uden forbehold. Det er et lille paradis, som næsten ikke kunne være bedre. Men der er en lille nisse, som er flyttet med; en utryghed som pludselig viser sig i idyllen.
Efter at jeg har boet i en uge i huset her i Skåne for enden af en lille blind grusvej, opdager naboernes tre små piger på 4-6 år, at der bor denne mærkelige danske mand i huset:
De kommer forbi og vil gerne tale med én. Man forsøger at tale det beskedne svenske, man kan.
De spørger hvad man hedder, hvor man kommer fra, hvad man laver. De konverserer.
Den mindste er beskidt og snottet i sin lille fine småblomstrede sommerkjole, og hun er lidt mere tilbageholdende end de to andre, som har styr på det hele. De ser så svenske ud, som var det en Astrid Lindgren film fra tresserne; blonde, alvorlige og ubekymrede.
De ejer verden. De er ukuelige. De er pragtfulde piger.
De kører ned ad en græsbakke på en lille cykel med støttehjul. Tager ture. Man bliver smånervøs men vil helst ikke blande sig. Den store har både plastre og hudafskrabninger.
De spørger, om de må se huset. Man siger nej – for man er lidt nervøs og synes, de er lidt påtrængende.
– Hvorfor ikke? bliver man spurgt. – Jeg skal arbejde
De spørger. om de må spise æblerne på træet. Man giver dem lov, men formaner, at de ikke spiser for meget, fordi æblerne er sure, og man får ondt i maven.
De drøner rundt.
Man benytter chancen for at smutte ind i huset, for man har andre planer.
De henter deres kat, banker på, og vil vise deres søde grå missekat til én.
Man får elegant ledt dem ud igen og taler om, at ens egen kat er død.
Den mellemste fortæller, at de også havde en kat, som blev kørt over, mens hun så på det. Den ældste virker påvirket af det. Det er ikke længe siden.
De spørger, om de må se huset. Man siger nej – for man er lidt nervøs og synes, de er lidt påtrængende.
– Hvorfor ikke? bliver man spurgt.
– Jeg skal arbejde.
Man får sagt farvel. De løber ud over den knastørre græsmark efter katten, som er stukket af. De krammer den for meget.
Få minutter efter står de og banker på igen. De kan ikke finde katten. Den er løbet længere væk.
Man går med ud for at lede efter den. Den er der ikke.
Man forklarer, at den bare vil have fred og nok skal komme tilbage…
Hvordan skal man sige nej og afvise dem?
De plukker blomster til én. Man skal have dem i knaphullerne i hawaiiskjorten. De siger, man er sød.
Nu bliver man lidt mere nervøs. Man får en tanke.
– Vi älskar dig! siger den mellemste, som ligner en svensk troldepige – og giver flere blomster.
Man lader som ingenting. Man forsøger i hvert fald.
Man får sagt farvel.
Man går ind. Husker at låse døren.
Holder øje med at de går ned mod deres hus.
Man går ind og sætter sig.
Man er god til at være den søde, gamle, tykke mand i den sjove skjorte, som taler med de 4-6-årige piger om dyr og fugle og planter og om de insekter, de finder
Det banker på døren igen.
De vil gerne ind og have noget vand.
De er tørstige.
Man giver efter.
Giver dem vand af små glas.
– Du har kager! Hvem er det til?
Man svarer ikke.
Nu siger man at de “MÅSTE gå hem!“. Man skal jobba.
De går – siger ‘hej då‘.
Vi ses i morgen!
Man lukker døren. Låser.
Trækker vejret igen.
Man må nok tage snakken med forældrene i morgen.
Man er ikke tryg ved det, før man i det mindste har talt med dem. De skal vide, hvem man er og have set én i øjnene, inden deres små døtre trænger sig ind i ens hus.
Hvornår fanden begyndte jeg at se mig selv som en person, der udefra kunne risikere en lille smule at ligne en børnelokker. Bare fordi jeg falder i snak med vejens tre pragtfulde og livsbekræftende perfekt beskidte småpiger?
Det er sådan verden er. Det er sådan, den er blevet.
Det er trist.
Man er god til at være den søde, gamle, tykke mand i den sjove skjorte, som taler med de 4-6-årige piger om dyr og fugle og planter og om de insekter, de finder.
Men det føles mere risikabelt, end hvis det var de 24-26-årige piger.
Man hader den verden.
For det er ikke pigernes verden.
De er fuldkommen uden bevidsthed, om denne verdens farer, som den paranoide voksne ser lure om hvert gadehjørne.
Men der er ingen gadehjørner herude på landet.
De er fuldkommen perfekte nysgerrige piger med snotnæse, skidt i fjæset, hudafskrabninger, bare tæer, sommerkjoler. De plukker blomster uden stilk, kampkrammer deres kat, tigger vand og kiks.
De er ukuelige, nysgerrige og på en mærkelig poetisk måde lover de en halvgammel mand, at verden ikke er så grum og heller ikke får lov at blive det.
Hvornår fanden begyndte jeg at se mig selv som en person, der udefra kunne risikere en lille smule at ligne en børnelokker.
Bare fordi jeg falder i snak med vejens tre pragtfulde og livsbekræftende perfekt beskidte småpiger?
Jeg skynder mig at komme dem i møde. Jeg følger dem ned til moren til en af pigerne, som er hjemme. Jeg introducerer mig selv. Hun er venlig og imødekommende, og jeg fortæller hende, at jeg bare vil være sikker på, at de føler sig trygge
Det skal ikke være sådan.
De fleste vil give mig ret.
Men ikke alle.
Det er derfor, at det er sådan, at jeg er bange for, hvad der kan blive tænkt.
Bare et øjeblik.
Næste formiddag kan jeg se at pigerne er på vej.
Jeg skynder mig at komme dem i møde. Jeg følger dem ned til moren til en af pigerne, som er hjemme.
Jeg introducerer mig selv. Hun er venlig og imødekommende, og jeg fortæller hende, at jeg bare vil være sikker på, at de føler sig trygge.
Vi taler lidt sammen. Vi taler engelsk. Det føles mere mærkeligt at tale svensk med en voksen, og jeg vil være sikker på, at jeg ikke siger noget forkert, noget med forkerte associationer.
Det er ok. Jeg er lettet. Nora, Jennie og Dixi leger i huset. De skal spise.
Nora, den store som ved alt, spørger mig om, hvad jeg kan lide at spise.
Men jeg skal tilbage til mit hus. Der må gerne være en lille distance stadigvæk. Jeg kan mærke, at jeg stadig er lidt forsigtig. Børnenes far er ikke hjemme. Jeg vil sgu ikke lige pludselig sidde og spise frokost hos familien, når faren kommer hjem.
Sådan er jeg så forsigtig.
Jeg er glad for at kende disse piger, som tager turen på cyklen ned ad bakkeskråningen uden at pive, som går i bare tæer i gruset, som viser mig en natsværmer i en hjerteformet æske
Jeg tænker på, hvordan jeg har beskyttet mine egne piger. Og hvordan jeg har svigtet nogle gange.
Men jeg er også opmuntret. Jeg er glad for at opleve uspolerede unger, trygge mødre og venlig imødekommenhed overfor mig. Jeg er glad for at kende disse piger, som tager turen på cyklen ned ad bakkeskråningen uden at pive, som går i bare tæer i gruset, som viser mig en natsværmer i en hjerteformet æske.
Det er verdens fremtid, hvis vi gør det rigtigt.
Min angst ved andres tænkelige tanker trænges bort.
Jeg sætter mig og nyder udsigten over dalen – over til Blekinge, hvor skoven på bakkerne er ved at få gule løv på grund af tørken. Der er blådis i luften, raslende birkeløv og summende insekter
Jeg sætter mig og nyder udsigten over dalen – over til Blekinge, hvor skoven på bakkerne er ved at få gule løv på grund af tørken.
Der er blådis i luften, raslende birkeløv og summende insekter.
Man kan høre en bil langt borte.
Jeg skriver om det, der er hændt.
Jeg slapper af, og tager det til mig.
Det duer.
Topillustration: PxHere.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
