KINA & USA // BIDEN’S UDENRIGSPOLITIK – Selv om Donald Trump ikke vil anerkende, at han tabte præsidentvalget til Joe Biden, blev Biden den 20. januar taget i ed som USA’s 46. præsident. Hvad vil det betyde for USA’s udenrigspolitik og navnlig for forholdet til Kina? Laurids Mikaelsen, forhenværende ministerråd i USA og forhenværende ambassadør i Kina giver sit bud.
Den 6. januar stormede pøblen Kongressen på Donald Trumps opfordring. Uden for Det Hvide Hus sagde han: Lad os gå op ad Pennsylvania Avenue ”and take our country back”. Det skete, mens kongressen var ved at godkende Joe Bidens valg til præsident.
Trump sagde: ”Save our democracy” og “Stop the steel”. Bøllerne råbte: “This house is our house”. Mange bøller kæmpede sig ind i Kongressalen og vandaliserede helt uhæmmet. En politibetjent blev skudt. Fire andre blev også dræbt. Militæret blev sat ind.
”He is an embarrassment to the US”, sagde fortvivlede medlemmer af Kongressen, demokrater og republikanere, efter det Trump-inspirerede angreb på Kongressen. Så sent som ti dage før Trumps afgang som præsident blev der talt alvorligt om afsættelse af præsidenten som utilregnelig. Det var der flertal for i Kongressen, men efter forfatningen ville det kræve vicepræsidentens medvirken. Det sagde Mike Pence nej til. Men der er indledt en rigsretssag mod Trump for tilskyndelse til oprør og for ikke at forsvare den amerikanske forfatning – men hvad siger så dommeren, Senatet?
Indsættelse af Biden
Den afgående præsident og alle nulevende tidligere præsidenter plejer at være til stede, når en ny præsident aflægger ed som USA’s præsident. Donald Trump stillede ikke op, da Biden med hånden på bibelen sværgede, at han vil overholde den amerikanske forfatning. Barack Obama stillede dog op for fire år siden, da Trump blev indsat som præsident. Trump forlod demonstrativt Washington med “Marine One” og “Air Force One” før indsættelsen, mens en lang bilkortege sørgede for, at Joe Biden kom sikkert frem til indsættelsen. Andre tidligere præsidenter var også til stede ved indsættelsen, Obama, Clinton og Bush.
I udenrigspolitik er det helt afgørende, hvilken ”vægt”, de enkelte aktører har. F.eks. er det klart, at Danmark ikke matcher USA, Kina og Tyskland, når det gælder indflydelse. Men har Trump sat USA’s ”tyngde” over styr?
Trump har gjort USA til grin verden over. Er USA det store forbillede, når det gælder demokrati? Giver det USA større vægt i udenrigspolitiske anliggender? USA står ringere end nogen sinde før. Det er et USA i kaos, som Trump nu overdrager til Biden. Og det siges, bl.a i Hong Kong-avisen South China Morning Post, at kineserne griner.
USA er i dag et delt og stærkt polariseret land. Det bliver svært for Joe Biden at hele det splittede land, selv om det (kun) var dét, indsættelsestalen handlede om. Og omverdenen må frygte, at Trump bliver valgt igen om fire år, eller at en tilsvarende tosse dukker op før eller siden. USA er ikke det USA, som vi hidtil har kendt. Demokratiet i USA er ustabilt.
USA’s vægt i den globale politik
I udenrigspolitik er det helt afgørende, hvilken ”vægt” de enkelte aktører har. F.eks. er det klart, at Danmark ikke matcher USA, Kina og Tyskland, når det gælder indflydelse. Men har Trump sat USA’s ”tyngde” over styr?
Da Sovjetunionen stadig var i live, var der to supermagter i verden, USA og Sovjetunionen. Da Sovjetunionen brasede sammen i 1991, blev der kun én supermagt tilbage, USA.
Den kinesiske leder fra 1982 til 1987, Deng Xiaoping, sagde, at Kina skulle koncentrere sig om udviklingen af Kina, så ville den internationale indflydelse komme af sig selv. Det er sket for længst, så nu er der to supermagter, USA og Kina.
Det er nærmest komisk, at alt Trumps kampagnemateriale, bannere, flag, Trump-kasketter mv. blev indført fra Kina, og pålagt straftold
Og når Kina bliver ved med at spurte fremad, teknologisk, med et stort net af frihandelsaftaler og med proselytter i Asien og i Afrika, hvor USA trækker sig tilbage, ja så når vi snart dertil, at der kun er én supermagt tilbage, Kina.
Hvad betyder det så, at Trump udskiftes med Biden? Får vi et stærkere USA på verdensscenen med Biden? Lad os se på det.
Kina
Kineserne ønskede Joe Biden til lykke, da det lå fast, at han havde vundet valget. Kineserne vil gerne have det bedste ud af samarbejdet med den nye amerikanske præsident. Præsident Xi Jinping gav udtryk for håb om, at de to lande kan udvikle et sundt og stabilt forhold, baseret på det, som kineserne kalder win-win, nemlig til gavn for begge parter.
Donald Trump har ført en dybt uforsonlig Kina-politik. Han har etableret en veritabel mur af sanktioner for at spænde ben for kinesisk eksport til USA og har endda arbejdet hårdt på at få Europa til at gøre det samme. Han overså, at det var amerikanske forbrugere og virksomheder, som skulle betale tolden, hvilket gjorde skjorter og sokker dyrere for amerikanerne og gjorde amerikanske virksomheder
ukonkurrencedygtige.
Trump forstod aldrig, at internationale relationer ikke nødvendigvis ville være et nulsumsspil
Det er nærmest komisk, at alt Trumps kampagnemateriale, bannere, flag, Trump-kasketter mv. blev indført fra Kina, og pålagt straftold. Altså spildte Trump kampagnemidler på den konto.
Men når Biden nu tiltræder, vil handelskrigen mod Kina så fortsætte? Det gør den måske, fordi også Biden må tage højde for den økonomiske krise i USA, som ikke går væk med Donald Trump. Retorikken vil blive dæmpet. Men rivaliseringen mellem de to stormagter vil fortsætte.
Trump forstod aldrig, at internationale relationer ikke nødvendigvis ville være et nulsumsspil. Når USA’s arbejdsløshedstal steg, var det Kina, som havde stjålet de amerikanske arbejdspladser, altså 1 til 1. Hvis arbejdsløsheden en måned eller to faldt, ja så var det entydigt på grund af præsidentens personlige indsats.
Vil Joe Biden indse, at relationerne mellem USA og Kina ikke behøver være et nulsumsspil? Det kan jo være, at kineserne har ret, nemlig at et samarbejde kan give gevinst for begge parter?
Europa
Også europæiske ledere og meningsdannere ønskede Biden til lykke og velkommen til et produktivt samarbejde. Europæerne har forstået, at samarbejde kan være produktivt for alle parter, men det var jo netop det, Donald Trump ikke forstod.
Allerede på indsættelsesdagen benyttede EU-Kommissionens præsident, Ursula von der Leyen, et møde i Europa Parlamentet til at ønske Joe Biden til lykke. Og så sendte hun denne giftige pil i Donald Trumps retning:
”Efter hårde år, har EU igen en ven i Det Hvide Hus.”
EU-præsident Charles Michel ser også frem til et styrket samarbejde med USA. ”Det er en mulighed for at revitalisere det transatlantiske forhold, som har lidt stor skade de seneste fire år”, siger han.
Lars Løkke Rasmussen, tidligere statsminister (V), kommenterede dagen igennem indsættelsen på TV2. Han bød Joe Biden til lykke, og gav udtryk for, at det var godt at slippe af med Trump.
Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, skrev på lederplads i Berlingske den 20. januar: ”Trump vil ikke blive savnet”.
I Berlin og andre europæiske hovedstæder hører man det samme. Velkommen til Biden, og godt, at vi slap af med Trump. Men, som Angela Merkel siger, Biden skal ikke kalkulere med, at Europa altid er enig med USA.
Udnævnelser fra ”anden række”
Det kommer som en lettelse for os i Europa, og sikkert også i Kina, at Biden på centrale poster for udenrigspolitikken udnævner nye ministre, som har solid erfaring fra Obama-administrationen. Det har Joe Biden i øvrigt også selv, da han under Obama var vicepræsident i otte år, og derfor var i den inderste kreds i forhold til udenrigspolitikken. Han har adskillige gange mødt Xi Jinping og andre kinesiske ledere. Hans udnævnelser på det udenrigspolitiske område er stort set uden undtagelse fra det, som dengang var ”anden række”.
Vicepræsident Kamala Harris har ikke stor udenrigspolitisk erfaring. Men hun er en erfaren politiker, en tung dame. Hun var senator fra Californien, før hun blev taget i ed som vicepræsident. Hun vil, som Biden gjorde, da han var vicepræsident, hurtigt få det udenrigspolitiske samlet op, nu hvor hun vil modtage daglige udenrigs- og sikkerhedspolitiske briefinger. Men hun har været meget kritisk, når det gælder Kinas politik i Xinjiang, hvor det muslimske mindretal forfølges og sættes i ”opdragelseslejre”. Og på det seneste har hun kritiseret Kinas nedkæmpelse af demonstranter i Hong Kong, som kræver bystatens løsrivelse fra Kina.
Antony Blinken er udpeget til at være udenrigsminister. Han var viceudenrigsminister i Obama-administrationen. Han har i årevis samarbejdet med Biden, dels i Obama-tiden, dels i andre funktioner, f.eks. som chefrådgiver for Biden i Senatets Udenrigskomité, hvor Biden var formand i en lang årrække.
Nogle af Trumps mantraer vil formentlig blive stående. Det gælder forholdet til Kina, selv om retorikken vil blive dæmpet
Antony Blinken har allerede taget afstand fra Donald Trumps mantra ”America First”. Han har sagt, at USA ikke skal køre solo, men samarbejde internationalt. ”Vi kan ikke løse alle verdens problemer alene,” siger han. Udpegelsen af Antony Blinken til udenrigsminister lover godt for relationerne til Kina, hvor Mike Pompeo var en ivrig formidler af Donald Trumps Kina-bashing.
Joe Biden har udpeget John Kerry til særlig udsending i klimaspørgsmål. John Kerry er ikke fra ”anden række”. Han var udenrigsminister i Obamas administration, og skal som medlem af kabinettet nu være ansvarlig for klimapolitikkens formulering i Washington. Stillingen er en slags ”special-udenrigsminister” for klimaet, hvilket må betyde, at klimaet vil få en helt anden rolle i Bidens udenrigspolitik end hos Donald Trump. Denne trak USA ud af FN-klimaaftalen, den såkaldte Paris-aftale, men allerede på første arbejdsdag underskrev præsident Biden et dekret, som omgjorde denne beslutning.
I Det Hvide Hus er Ron Klain udpeget til den vigtige post som stabschef. Han var også stabschef for Biden, da han var vicepræsident under Obama. Og tilsvarende den nye sikkerhedspolitiske rådgiver, Jake Sullivan, som var sikkerhedspolitisk rådgiver for Joe Biden, da han var vicepræsident. Han er meget Kina-kritisk, men mener dog, at Kina og USA kan samarbejde, når det gælder Nordkorea.
Som CIA-chef har Joe Biden udnævnt William Burns, som har samarbejdet med Biden i Obama-administrationen, mens Biden var formand for Senatets Udenrigsudvalg. Ambassadør Burns har også tidligere samarbejdet med Jake Sullivan, den nye sikkerhedspolitiske rådgiver. I midten af 10’erne var ambassadør Burns sendt til Kina, da USA var bekymret over Kinas udvikling af militære teknologier. Han blev modtaget på øverste niveau i Kina.
Laura Rosenburger er blevet direktør for Kina i det nationale sikkerhedsråd (NSC). Hun har masser af udenrigserfaring, og har haft en tilsvarende funktion i Obamas administration, som NSC-direktør for Kina og Korea.
Når det gælder USA’s forhold til omverdenen, og måske navnlig Kina, er der altså hele vejen rundt tale om prøvede kræfter fra ”anden række”, de fleste med Kina-erfaring.
Internationale institutioner og aftaler
Hvor USA under Trump trak sig fra internationale organisationer, er der grund til at håbe, at USA vil genindtage sin førerrolle for Vesten. Det er dog ikke nogen nem sag for Biden, for verden og USA’s rolle er væsentligt forandret i løbet af de fire år med Trump. USA er stadig verdens stærkeste militærmagt, men med hensyn til alt andet er USA på en rutsjetur.
Donald Trump trak USA ud af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, midt i corona-krisen og hævdede, at covid19 ville forsvinde af sig selv. Biden har på første arbejdsdag underskrevet et dekret, som omgør beslutningen om at forlade WHO.
Men vil han fortsat betale 15 % af WHO’s budget, selv om beløbet er ret beskedent? Trump har også gjort det usikkert, hvordan USA vil forholde sig til det fælles forsvar i NATO og de andre amerikanske forsvarsaftaler, med Sydkorea, Japan og andre. På disse områder må det forventes, at Biden drejer USA tilbage på den tidligere amerikanske kurs, så vi og USA’s andre partnere kan genvinde tilliden til USA på det sikkerhedspolitiske område. Men Biden vil fastholde kravet om, at alle NATO-lande hæver forsvarsbudgettet til 2 % af BNP senest i 2024.
Det gode eksempel virker ikke mere, så den del af USA’s førerrolle er faldet til jorden
Af de aftaler, som Trump har opsagt, vil det i mange tilfælde næppe være muligt for Biden at fortryde på USA’s vegne. Det gælder f.eks. opsigelsen af atomaftalen med Iran, som Trump opsagde i 2018. Aftalen var påtvunget Iran og indgået i 2015 af Barack Obama sammen med de øvrige medlemmer af FN’s sikkerhedsråd, EU og Tyskland. Kan Biden nå at forhindre denne amerikanske opsigelse af aftalen?
På handelsområdet kan man nok forvente, at Biden vil vende tilbage til de store handelsaftaler og til respekt for konfliktløsnings-procedurerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO). Trump lammede WTO ved at blokere for udnævnelse af nye dommere.
Handelspolitik
Trump trak USA ud af Trans-Pacific Trade Organization (TPP), en aftale mellem 12 parter, USA, Canada, Mexico og ni lande i Asien, men netop ikke Kina. Det var ideen med den aftale, at den skulle gå uden om Kina. Trump trak sig ud, og havde da nok regnet med, at aftalen ville brase sammen, men de andre 11 lande, inklusive Canada og Mexico, valgte at gå videre uden USA.
Hvor USA trak sig ud, dukkede Kina op og indgik en ny frihandelsaftale med 14 andre lande i Asien og Stillehavsområdet, Regional Comprehensive Economic Partnership (RCEP). I RCEP deltager foruden Kina de 10 ASEAN-lande og Australien, New Zealand, Sydkorea og Japan. Stillehavsstaten USA var ikke inviteret. Kunne man tænke sig, at USA med Biden ved roret kan (blive inviteret til at) tilslutte sig denne aftale? I givet fald vil Canada og Mexico følge med.
USA’s venner
Donald Trumps absurde forhold til ledere i verden vil ikke blive videreført af Biden. Altså ikke mere ”Kim Jong-un er min ven”. Og så gav Trump Kim den anerkendelse, at han kunne møde USA’s præsident face to face i Singapore. Noget lignende har andre ledere i verden ikke gjort, bortset fra Xi Jinping, som Trump i øvrigt også sagde ”er min ven”, selv om Kina havde stjålet amerikanske arbejdspladser, som han også sagde. Den form for usikker kurs via twitter vil givetvis forsvinde med Biden.
Donald Trump havde også andre venner, bl.a. diktatorerne Abdel Fattah el-Sisi i Egypten, kronprins Mohammed bin Salman i Saudi-Arabien og Recep Erdogan i Tyrkiet.
Kaos i USA
Dagens største emner i USA er covid19, Black Lives Matter-ballade i gaderne, demonstrationer om racisme og politivold, som går over gevind, og slutter med åben kamp mellem politi og demonstranter i amerikanske byer. Alt det medvirker til, at respekten for USA falder. Det samme gælder (beskyldninger om) valgsvindel og korruption.
Det gode eksempel virker ikke mere, så den del af USA’s førerrolle er faldet til jorden. Med hvilken vægt kan USA udtale sig kritisk om forhold andre steder, f.eks. om håndtering af corona eller Kinas håndtering af gadekampe i Hong Kong? Kan Biden?
Joe Biden kan – hen ad vejen – rette op på noget af det, men han kan ikke ved et dekret forhindre racisme, politivold og gadekampe i USA. Om corona-krisen siger han, mens han bærer maske: ”If we wear masks for 99 days, we can save 50.000 American lives”.
Nogle af Trumps mantraer vil formentlig blive stående. Det gælder forholdet til Kina, selv om retorikken vil blive dæmpet. Men USA’s forhold til internationale institutioner vil ret sikkert blive ført tilbage til – næsten – status quo.
Det vil være godt for USA – og for Europa.
LÆS MERE OM JOE BIDEN OG USA HER
Foto: White House
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
