VENEZUELA // ANALYSE – Syv måneder efter at amerikanske specialstyrker bortførte Venezuelas præsident Maduro, er det formelt stadig hans vicepræsident Delcy Rodríguez, der leder landet. Reelt er det imidlertid USA, der sætter kursen. Washington kontrollerer olieindtægterne, styrer processen frem mod et muligt valg og har afgørende indflydelse på, hvem der får lov til at deltage. Imens venter venezuelanerne på, hvad Trump beslutter som næste skridt.
BRASÍLIA – Det er nu godt syv måneder siden, at amerikanske specialstyrker trængte ind i Venezuelas hovedstad Caracas, hvor de pågreb og bortførte landets daværende præsident Nicolás Maduro og hans kone Cilia Flores. De har siddet varetægtsfængslet i New York siden da, og da retssagen først er berammet til at starte i juni 2027, går der et godt stykke tid, før Maduros skæbne bliver afgjort.
I mellemtiden går livet videre i Venezuela, som er ved at vænne sig til, hvad det betyder at leve uden Maduro som præsident. Nogle ting er under forandring, mens andre indtil videre er fortsat, som de plejer. Venezuelas formelle politiske struktur er således endnu ikke ændret markant.
Den venezuelanske valgretsdomstol fortolkede bortførelsen af Maduro som en ekstraordinær situation, hvor han ”midlertidigt” ikke kan udfylde rollen som præsident.
Den fortolkning banede vejen for, at det venezuelanske parlament 5. januar indsatte Maduros vicepræsident Delcy Rodríguez som ”fungerende præsident”.
Forud for tilfangetagelsen af Maduro påstod den amerikanske regering, at Maduros Venezuela leverede narkotika til USA i stor stil
Den rolle har hun fortsat, og det er således fortsat personer, som var dybt involveret i Maduros regime, der sidder på magten. Det gælder for eksempel indenrigs- og justitsminister Diosdado Cabello, der af mange betragtes som regimets stærke mand på grund af hans kontrol med politiet og sikkerhedsstyrkerne.
Denne, for nogle måske overraskende, gradvise overgang til en tid efter Maduro var ifølge The Guardian forhandlet på plads forud for den amerikanske aktion. Kilder har forklaret den engelske avis, at Delcy Rodríguez, hendes bror Jorge, som er formand for parlamentet, samt Diosdado Cabello alle var involveret i en delikat balanceøvelse.
På den ene side havde de ladet USA forstå, at de var villige til at samarbejde med amerikanerne, hvis Maduro blev fjernet fra magten. På den anden side ville de ikke være direkte involveret i planlægningen og gennemførelse af den amerikanske aktion mod Maduro.
Dialog med oppositionen
Delcy Rodríguez greb om magten ser dog ud til at være et midlertidigt fænomen. Ifølge den spanske avis El Pais er der i juli indledt forhandlinger mellem regimet og en gruppe oppositionspolitikere ledet af Dinorah Figuera.
Hun modtager støtte til processen fra USA, og forhandlingerne med regeringen drejer sig om, hvordan man når frem til at afholde valg.
Oppositionen arbejder ud fra en plan om, at man både har fået godkendt politiske partier og etableret en ny valgadministration inden nytår.
Valgene kan derfor sandsynligvis først finde sted i 2027. Ifølge El Pais er det en bevidst amerikansk strategi, at det politiske aspekt ikke står øverst på dagsordenen. Man ønsker at sikre en vis form for stabilitet, før der gennemføres politiske ændringer.
Selvom de grundlæggende politiske strukturer således stort set er uændrede, har regimet dog løsnet på den politiske undertrykkelse. Parlamentet vedtog i februar en lov, som gav amnesti til politiske fanger fængslet siden 1999. Det førte til, at 8.600 politiske fanger er blevet løsladt, mens yderligere mellem 400 og 600 tilsyneladende fortsat er fængslet.
Dialogen mellem oppositionen og regeringen omfatter imidlertid ikke den mest kendte venezuelanske oppositionspolitiker María Corina Machado, som i 2025 fik Nobels Fredspris. Hun er fortsat helt uden formel indflydelse på landets politiske ledelse.
Det samme gælder for Edmundo González, som med støtte fra Machado stillede op for oppositionen til præsidentvalget i 2024. Uafhængige valgobservatører siger, at González vandt valget klart over Maduro, men da Maduro-regimet efterfølgende udstedte en arrestordre på ham, flygtede han til Spanien.
Det er USA, som har udelukket Machado og González fra forhandlingerne. Det sker øjensynligt ud fra en betragtning om, at det ville være mere acceptabelt for regimet at forhandle uden Machado og González.
De befinder sig derfor fortsat i eksil i henholdsvis Panama og Spanien, men de har begge sagt, at de ikke vil stå i vejen for forhandlingerne. Det skyldes måske, at Machado og González føler sig trygge ved udsigten til deres politiske fremtid.
Der er i de senere måneder gennemført en række meningsmålinger, og selvom de giver varierende resultater, er der også nogle klare tendenser. For det første ser venezuelanerne generelt ikke særlig positivt på Delcy Rodríguez’ regering. For det andet fremstår Machado som den mest populære politiker.
USA styrer Venezuela
Selvom Delcy Rodríguez formelt sidder på magten, er der ikke nogen tvivl om, at det reelt er USA, som holder tøjlerne. Donald Trump annoncerede det helt åbent, da han holdt pressekonference umiddelbart efter, at Maduro var blevet taget til fange. Her sagde han, at USA vil ”run the country” i en periode.
Da en journalist ved den lejlighed spurgte til, hvornår der kunne afholdes valg i Venezuela, fokuserede Trump i stedet på, at USA vil genopbygge olieindustrien. Når man ser på forløbet siden da, er der da også meget, som tyder på, at den amerikanske intervention i endog meget høj grad skyldtes Venezuelas enorme oliereserver, som er verdens største.
At have adgang til disse er naturligvis helt på linje med Trumps politik om at bremse den grønne omstilling, ignorere den globale opvarmning og i stedet fortsætte med at satse på fossile brændstoffer. USA ser dog også ud til at mene, at en genoplivelse af den venezuelanske olieindustri, og de dermed forbundne indtægter, er nøglen til et stabilt og ikke mindst USA-sindet Venezuela.
Konflikt om olien
Det var oprindeligt internationale olieselskaber, som fra starten af det 20. århundrede stod for olieudvindingen i Venezuela. I den proces havde amerikanske selskaber byggede raffinaderier i Florida, som var specielt egnede til den relativt ”tunge” venezuelanske olie.
Venezuela nationaliserede første gang landets olieindustri i 1976, men åbnede igen for udenlandske selskaber i 1990’erne. I 2007 krævede Maduros forgænger som præsident Hugo Chávez, at de udenlandske selskaber overlod mindst 60 procent af kontrollen med landets største oliefelt Orinoco til det statslige selskab PdVSA. Det førte til, at flere amerikanske olieselskaber anklagede den venezuelanske regering for at skylde dem milliarder af dollar i tabte investeringer.
I 2012 fik Exxon Mobil medhold ved en international domstol om, at PdVSA skyldte dem 900 millioner dollar for nationalisering, og i 2018 fik ConocoPhillips ligeledes medhold i, at PdVSA skyldte firmaet godt to milliarder dollar. I begge tilfælde var det imidlertid kun cirka 10 procent af de beløb, som selskaberne havde krævet, og den venezuelanske regering anså afgørelserne for en sejr.
Den økonomiske og politiske konflikt fik i 2017 Donald Trump til at indføre en olieembargo mod Venezuela, som var baseret på, at Venezuela ikke selv har raffinaderier til at behandle sin olie. Sanktionen var, at de amerikanske raffinaderier fortsat gerne måtte behandle den venezuelanske olie, men at de ikke måtte betale PdVSA for olien.
Da olie udgør langt den største del af den venezuelanske eksport, var den amerikanske embargo en alvorlig økonomisk spændetrøje.
Venezuela kunne ganske vist fortsætte med at levere olie til Cuba, Rusland og Kina, men det skaffede ikke penge i statskassen i Caracas. Cuba havde begrænsede muligheder for at betale for olien og både Kina og Rusland nedskrev blot den venezuelanske gæld til de to lande med værdien af olieleverancerne.
13 milliarder dollar
Hele situationen omkring udvinding og eksport af den venezuelanske olie er blevet ændret efter Maduros fald. Allerede tilbage i januar lavede den amerikanske og den venezuelanske regering en aftale om, at USA skulle aftage 50 millioner tønder olie fra Venezuela.
Aftalen har kørt siden da, men med den vigtige detalje, at pengene fra olieeksporten fortsat ikke tilgår PdVSA direkte. Betalingen går derimod ind på en konto, som det amerikanske udenrigsministerium har åbnet til formålet i Citibank.
Trump sagde i slutningen af juli, at USA indtil nu havde samlet 13 milliarder dollar ind på den måde. USA udbetaler så – under opsyn af udenrigsminister Marco Rubio – penge til Venezuela, hvilket betyder, at det amerikanske udenrigsministerium nu reelt fjernstyrer den venezuelanske økonomi.
Det er ikke transparent, hvad pengene bliver brugt til, men tilbage i april sagde en repræsentant fra det amerikanske udenrigsministerium, at pengene blev brugt til løn til Venezuelas offentligt ansatte, til at købe forsyninger til den venezuelanske olieindustri og andre godkendte formål.
I mellemtiden er flere olieselskaber begyndt at røre på sig i forhold til igen at investere i Venezuela. 200 repræsentanter fra industrien mødtes således i London i starten af august for at diskutere mulighederne. Det var kun en forløber for en endnu større konference, som skal løbe af stablen i Caracas til oktober. Det, som lokker, er blandt andet, at Delcy Rodríguez nu har droppet Hugo Chávez’ gamle krav om, at PdVSA skal sidde på en majoritetsdel af nye projekter.
Narkokartellet som forsvandt
Forud for tilfangetagelsen af Maduro påstod den amerikanske regering, at Maduros Venezuela leverede narkotika til USA i stor stil. Det skulle blandt andet ske gennem det såkaldte ”Cartel de los soles” – ”Solkartellet”, som skulle være ledet af Maduro selv.
Allerede før den amerikanske intervention blev der stillet spørgsmål ved den påstand fra flere sider, herunder den daværende colombianske præsident Petro. Snarere end et egentligt organiseret narkotikakartel, skulle navnet snarere være en generisk betegnelse for en udbredt korruption i de venezuelanske væbnede styrker, som netop har en sol i deres våbenskjold.
Sikkerhedsdoktrinen indeholder derfor også den principielle mulighed for en amerikansk overtagelse af Grønland med magt. Trump har vist vejen i Venezuela
Ifølge tænketanken InSight Crime opgav USA da også allerede kort tid efter tilfangetagelsen af Maduro at betegne ham som leder af Cartel de los soles.
Det er på linje med det faktum, at det vigtigste narkotika, der bliver smuglet fra Sydamerika til USA, er kokain, som bliver fremstillet i Colombia, Peru og Bolivia. Ifølge den amerikanske Drug Enforcement Administration (DEA) er Venezuela kun et mindre brugt transitland for denne handel, som primært går fra Colombia direkte gennem Caribien eller via Stillehavet.
På den korte bane har det næppe den store betydning for udviklingen i Venezuela om kartellet eksisterer eller ej. Det er derimod muligt, at det kan få betydning for forløbet af retssagen mod Maduro til næste år, hvis anklagerne om ”narkoterrorisme” falder til jorden.
USA’s nye sikkerhedsdoktrin
Alt i alt ser det dermed ud til, at de to væsentligste parametre bag den amerikanske intervention var olie og demokrati i nævnte rækkefølge. USA ser olien som en løftestang for at stabilisere den venezuelanske økonomi, samt at give USA og amerikanske olieselskaber adgang til verdens største oliereserver.
USA arbejder dog også på et forsøg på at lave en kontrolleret overgang til demokrati ved at facilitere en dialog mellem Maduros arvtager Delcy Rodríguez og dele af oppositionen. Indtil videre ser det ud til, at der er opbakning blandt et flertal af venezuelanere til denne proces, som formodentlig leder frem til et regimeskifte i 2027.
Fra amerikansk side bliver aktionen givetvis også set som et vellykket udtryk for landets nye sikkerhedsdoktrin, som blev fremlagt i november 2025. Aktionen i Venezuela viser doktrinen i praksis. USA kan handle, som den til enhver tid siddende præsident ønsker, hvis han mener, at USA’s politiske og økonomiske interesser tilsiger det.
Også selvom det betyder, at man overtræder international ret. Sikkerhedsdoktrinen indeholder derfor også den principielle mulighed for en amerikansk overtagelse af Grønland med magt. Trump har vist vejen i Venezuela.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og