Mindst to vestlige gidsler meldes dræbt i Libyen, da amerikanske jagerfly i går, fredag, bombede en træningslejr for Islamisk Stat. POV Internationals lokale kilder oplyser, at de dræbte er diplomater fra Serbiens ambassade, der i flere måneder har været kidnappet af Islamisk Stat i Libyen.
De to dræbte diplomater er to serbere, en kvinde og en mand – ambassadens kommunikationschef, Sladjana Stankovic, og hendes chauffør, Jovica Stepicder – som i november 2015 blev kidnappet under en køretur netop i det område, hvor amerikanske F15-fly bombede fredag. Den serbiske ambassadør var sammen med de to diplomater, men det lykkedes for hans bil at undslippe kidnapperne.
Foto fra libysk Facebook til POV: De to kidnappede serbiske diplomater, der nu menes dræbt
Den lokale avis Libya Herald har indtil videre kun en kort “breaking news”-opdatering på sagen, men ellers cirkulerer – som sædvanligt – en del informationer om de dræbte diplomater på libyske internetsider. Det er også her – blandt andet på Facebook- at POV Internationals kilder i Libyen har fundet og tilsendt POV fotos af de dræbte serbiske diplomater, en del af dem består af voldsomme nærbilleder af de to lig.
Serbiens udenrigsminister har nu bekræftet og udtalt sig om de to diplomater.
Under USA’s bombning fredag morgen menes mindst 40-45 dræbt. Ifølge amerikanske kilder ramte bomberne hellige krigere fra IS, der muligvis var i færd med at træne til eller planlægge terrorangreb mod Europa.
Topfoto: Fra libyske internetsider
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her