POV SPORT // TENNIS – Danmarks højest rangerede tennisspiller, Clara Tauson, slog sig sent tirsdag aften dansk tid videre til anden runde af US Open. Hvor endestationen efter al sandsynlighed venter mod verdens nummer ét, Asleigh Barty. Mon ikke samme skæbne overgik Rune Holger mod herrernes nummer ét, Novak Djokovic, i nat?
Endnu et flueben ved en Grand Slam og endnu en sejr. Seks Grand Slam-kampe er det indtil nu blevet til for 18-årige Clara Tauson, der sent mandag aften dansk tid debuterede i US Open på Flushing Meadows-anlægget i New York.
På den undseelige bane 6 med meget få tilskuerpladser, og folk vadende forbi i begge sider på vej til de større baner. Man skal jo begynde et sted, og mon ikke den danske tennisstjerne lidt mere end in spe får bedre forhold, når hun skal spille anden runde i årets tredje Grand Slam-turnering.
I andet sæt var der intet at komme efter for Burel
For danskeren vandt sin førsterunde-kamp mod den to år ældre men 15 pladser dårligere rangerede franskmand, Clara Burel. Endda i helt suveræn stil, om end hun var lige på nippet til at sætte en sikker føring over styr i første sæt, som hun vandt 7-5.
I andet sæt var der intet at komme efter for Burel, der måtte tage imod et æg og 6-0 i dansk favør, og dermed er der allerede godt 700.000 kroner på dansker-kontoen. Se højdepunkter fra kampen her.
At Clara Tauson bliver upgradet til en større bane, giver sig selv, for i anden runde venter Wimbledon-mesteren og nummer ét på verdensranglisten, førsteseedede Asleigh Barty. Australieren spiser man ikke af med bane 6 eller 5, 4, 3 for den sags skyld.
Verdens største
Kampen kan meget vel ende på verdens største tennisstadion, Arthur Ashe Stadium, med plads til næsten 24.000 tilskuere. Mon ikke også det bliver enden på en ellers flot begyndelse for det danske stjernefrø, der lige nu er rangeret som nummer 78 i verden?
Eller også lurer overraskelsen. Barty har ikke ligefrem prangende meritter på hard courten i Flushing Meadows. En ottendedelsfinale er hidtil bedste resultat for hende i New York. Clara Tauson røg ud i første runde i Wimbledon i år, og i de seneste to udgaver af French Open på Roland Garros er hun nået til anden runde. Australian Open har hun endnu ikke prøvet som senior, men vundet som junior.
Skulle Tauson og Bartys kamp ende på Arthur Ashe Stadium, må man sige, at dansk tennis allerede har sat et markant aftryk på årets US Open. For ikke nok med, at Danmarks bedste kvindelige tennisspiller skal op mod nummer ét i verden, så havde også Holger Rune spillet sig fra sin placering som nummer 145 på herrernes verdensrangliste ind i hovedturneringen.
Det danske herrehåb gik ind på den imposante skueplads et par timer tid efter Clara Tausons sejr
Og hvem møder den med Tauson jævnaldrende Rune så i første runde? Selvfølgelig nummer ét på ranglisten inde på Arthur Ashe Stadium, og også forsvarende Wimbledon-mester, Novak Djokovic.
Det danske herrehåb gik ind på den imposante skueplads et par timer tid efter Clara Tausons sejr. En gigantisk og givetvis overvældende oplevelse for en så ung spiller, der er den første danske herrespiller i hovedturneringen i US Open siden Kristian Pless i 2006.
Crowd going wild after Rune breaks Djokovic. 😃#USOpen pic.twitter.com/7s9C7ph4x5
— Karthik Balaji (@kbee90) August 31, 2021
Ikke at Holger Rune ligefrem var skræmt ved at skulle møde verdensstjernen par excellence. Han jublede i stedet over for første gang at skulle møde en top 10-spiller i.
Djokovic sagde ja
For et års tid siden lå han og rodede nede på den forkerte side af nummer 700 i verden, så det er gået stærkt. Og så har han faktisk spillet mod Novak Djokovic før. Tilbage i foråret, da han forberedte sig til grussæsonen og skulle til Monaco for at træne, noterede han sig, at Djokovic havde trukket sig fra en turnering i Miami, så han skrev til verdens bedste tennisspiller på Instagram, om han tilfældigvis var i nærheden, når han kom til Monaco, så de kunne træne sammen.
Djokovic svarede, at det var han, og det kunne de da godt. Den der med ikke at sætte sit lys under en skæppe, som man sagde i gamle dage. Og de to fik et par fine træningssessioner på Monte Carlo Country Club.
https://www.instagram.com/p/CMzbjiWgz4j/?utm_source=ig_web_copy_link
På Arthur Ashe Stadium gætter vi her ved redaktionens sengetid på en lektion i stedet. Vi kan ikke sætte endelige cifre på, men ved redaktionens slutning havde Djokovic vundet første sæt 6-1, mens Holger Rune var overraskende foran 3-0 i andet. Uden at jinxe noget som helst går vi til ro i visheden om, at Rune Holger har tabt den kamp, når vi vågner. Ellers tager jeg personligt tæskene for forudsigelsen…
LÆS MERE SPORT FRA KURT LASSEN HER
Topillustration: En fokuseret Holger Rune slår et af sine første slag ved US Open på Arthur Ashe Stadium i New York i første runde af US Open mod selveste Mr. Number One, Novak Djokovic. Foto: Getty Images.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her